Okay. Der må være en øvre grænse for, hvor længe man kan ha’ en hjemmeside, man ikke deler. Og jeg er ret sikker på, at den for mit vedkommende for længst er overskredet.
Men min plan var jo, at den først skulle gøres personlig og præsentabel, så deles. Men som den minimalistiske stil indikerer, har jeg ikke haft held med den rækkefølge. Så nu prøver jeg med den omvendte – først dele, så forme.
Og nu, som i LIGE nu, er et godt tidspunkt. Om lidt er jeg nemlig landet i Japan og har en måneds solo-tur foran mig. Det bliver skønt! Især hvis jeg render ind i hende her igen:
Men forudsigeligt er det også, at jeg med mellemrum vil spørge mig selv, hvad filan det sku’ til for?! Mig alene i en tvivlsom parallel-verden med lydeffekter i toiletterne og caféer med det primære formål at stille folks katte-kæle-sult.
Så for at dokumentere det fantastiske, og give mig selv et formål på dage, hvor det føles knapt så fantastisk, forsøger jeg mig med denne blog.
Følg med, hvis du har lyst. Så vil jeg gøre mit bedste for, at der bliver noget at følge med i.
Oyama 