Oyama

Ja, jeg ved jo ikke med dig. Men jeg befinder mig i skrivende stund på Fuji-View Hotel i Fujikawaguchiko et par timers kørsel fra Tokyo.

Her er jeg på en yderst vigtig mission! Jeg skal se Fuji-bjerget fra top til tå, helt uforstyrret af skyer – det er planen. Håber Fujisan har fået memoet denne gang.

Fujisan er det japanerne kalder ham. Ikke “san” som i høfligheds-suffikset. Men “san” som er den kinesiske udtale af kanji-tegnet 山. Den opmærksomme læser genkender straks tegnet 山 fra et tidligere indlæg (det med Oyama-stemplet) som tegnet for bjerg. Jeg kunne nu bedre li’ dengang jeg troede, at man brugte tiltalen Hr/Fru Fuji.

Jeg var på en lignende mission i 2017, som dog var mindre velovervejet. Ung og naiv som jeg var dengang, regnede jeg med, at en spontan dagstur til Hakone kunne gøre det. Men jeg måtte tage derfra med uforrettet sag.

Denne gang har jeg været snu og booket 3 overnatninger ved søen Kawaguchiko, som ligger tættere på Fuji end Hakone. Dermed skal der en kortere strækning af klart vejr til, for at missionen lykkes. Og det kan blive altafgørende!

Så noget ældre, men stadig naiv, forestiller jeg mig, at heldet er med mig denne gang! Jeg kan dog forstå på diverse online fora, at det også her er noget af en bedrift at komme til se Fuji i fuld figur. Mange må tage slukørede herfra efter flere dage på dyre hotelværelser med “Fuji view” – uden faktisk at have have set Fuji.

Af økonomiske hensyn har jeg selv valgt et værelse med “Garden view” fremfor “Fuji view”. Og det giver jeg mig selv et anerkendende skulderklap for, på en dag som i dag, hvor dette er udsigten til haven:

Og dette er udsigten til Fuji:

Ja okay, jeg glemte at tage et ægte billede af Fuji-udsigten, men du forstår pointen.

Så det er bare på med de sammenklappelige gummirøjser og få det bedste ud af situationen. Det gør man ved at gå en tur ned til søen, hvor der trods regn er utroligt smukt idag:

Hov. I tilfælde af, at du sidder og tænker:

– Jeg ved da ikke, hvad Fuji-bjerget er for noget!? Hvorfor tror du, at jeg ved det?!?

så er det Japans højeste bjerg på 3776 meter og en aktiv vulkan, som dog har ligget og krydret røv i over 300 år. Det er meget ikonisk og omgærdet af en del mystik. Derfor er det også afbildet i en masse japansk kunst bl.a. Hokusais The Great Wave off Kanagawa.

Nu sidder du måske og tænker, at min attitude ift. det utroligt ufavorable vejr er lidt underligt nonchalant – min mission taget i betragtning. Så lad os lige spole tiden tilbage.

På vej hertil i bussen i går sker der det forunderlige, at jeg sidder og kigger ud på en temmelig overskyet himmel og et smukt grønt landskab. Det gør jeg længe. Kigge, kigge. Pludselig opdager jeg, at et hvidt objekt min hjerne har tolket som en sky, ER TOPPEN AF FUJI-BJERGET!!

Det kommer mere bag på mig end det bør – jeg sidder trods alt i en bus, der kører i retning mod bjerget. Men det er som sagt noget overskyet, og jeg har faktisk opgivet idéen om at komme til at se Fuji den dag. I det hele taget er jeg blevet ret skeptisk omkring, hvorvidt bjerget for alvor findes. Det virker ikke til, at særligt mange faktisk har set det!? Det er da lidt et rødt flag, er det ikk’?

Så det er virkelig surrealistisk, da toppen af det ikoniske bjerg pludselig viser sig. Og det er jeg altså ikke den eneste, der synes. For der opstår en lettere tumultarisk stemning i bussen i folks forsøg på at forevige det måske bedste kig til Fuji, vi får. Det er det man aldrig ved!!

Efterhånden som vi nærmer os Kawaguchiko station fortager skyerne sig lidt. Og lige før vi drejer ind på stationen, vurderer jeg ud fra mængden af turister, der ihærdigt forsøger at få det ikoniske Fuji-bag-en-Lawson-butik-billede i kassen, at der nu må være et ret godt kig til bjerget. Jeg har senere erfaret, at antallet af mennesker foran den Lawson ikke er en indikator for om Fuji er synlig eller ej, da butikken i sig selv er blevet et ikon.

Jeg sidder meget spændt og utålmodig i bussen, da den stopper på parkeringspladsen på Kawaguchiko Station.

<Kawaguchiko Station>

De få minutter, der går med at komme ud og få min bagage, føles uendelige. Som om et dyrebart øjeblik kan være ved at forpasse. Hvilket det rent faktisk kan.

Men ud af bussen kommer jeg endelig! Og da jeg drejer ned af en lille vej tæt ved stationsbygningen, står Fuji pludselig dér i egen høje (men også lidt flade) person. Ikke helt fri for de drilske skyer, men tilpas eksponeret til, at man får en god fornemmelse af bjergets storslåethed.

Og selvom man var nogen, der havde planlagt at opføre sig helt cool i det første møde med sit andetstørste japanske idol efter Haruki Murakami, så går der selvfølgelig turist-tosse i mig med kameraet.

Åh – kunne jeg dog bare indfange det imponerende og smukke syn af Fuji, der tårner sig op lige foran mig. Så jeg til evig tid kan huske, hvilken spektakulær oplevelse det var. Men det virker ganske umuligt.

Og nu har jeg altså aftalt med mig selv, at jeg skal kigge mindst 3 gange så længe på Fuji ikke-gennem en kameralinse, som gennem en kameralinse!

Gennem en kameralinse, ser det sådan ud, når man pludselig står foran Fuji:

Selvom de lokale efter sigende er ret trætte af de utallige turister, der vælter rundt i hinanden for at forevige det smukke bjerg (og det kan man virkelig godt forstå!), bliver jeg selv smittet med Lawson-feberen:

I en rum tid tøffer jeg rundt i området omkring stationen. Ramt af en panisk angst for at gå glip af det mest uforstyrrede kig til Fuji, jeg nogensinde vil få, hvis jeg kigger væk bare et øjeblik!

Først da skyerne tager til igen, kan jeg med ro i sindet lægge kameraet fra mig og bevæge mig mod hotellet. En tur på en lille time til bens, når man ikke gider at være afhængig af hotellets shuttlebus. Igen må jeg lovprise min ultrapraktiske rygkuffert (som blev jeg betalt for det) for at gøre turen let som en leg.

Sidst på eftermiddagen kan jeg endelig tjekke ind på hotellet. Og til min store overraskelse proklamerer den meget lavttalende receptionist, at der er morgenmad inkluderet i min booking! Jeg må lige have ham til at gentage de magiske ord for at være sikker.

Det er virkelig som at vinde i lotteriet, for morgenmaden her er den dyreste på hele turen, og der er ingen hjælp at hente fra rabatkuponer som på Okinawa. Jeg opdagede desuden på vej til hotellet, at et af de få alternativer i nærheden er en 7-11, hvilket man egentlig ikke skal kimse ad. Men mere om det i et indlæg om maden.

Da jeg er landet på mit værelse, rammer trætheden mig. Jeg har allermest lyst til bare at svinge stængerne op og lade aftensmaden være den kopmisosuppe, jeg købte på vejen.

Men det føles også risikabelt sådan at sidde på mit “Garden view” værelse, hvor jeg overhovedet ikke kan følge med i, hvor synlig Fuji er. Så jeg beslutter mig for at gå en tur i området.

Jeg har den mest forunderlige oplevelse af at gå og lege gemmeleg med Fuji. Jeg går skiftevis en strækning, hvor udsigten til Fuji forstyrres af et eller andet. Men når landskabet så ændrer sig i højden eller tætheden – eller jeg kigger op af en lille sidevej, troner Fuji pludselig frem!

Selvom det stadig er noget overskyet, tager det pusten fra mig hver gang. Jeg falder så meget i staver over udsigten, at jeg er lige på nippet til at glemme at tage billeder!

Undervejs på turen passerer jeg en lille samling restauranter, som jeg beslutter mig for at udforske på bekostning af kopmisosuppen. Det resulterer i et af de suverænt bedste måltider herovre. Og jeg opdager i den sammenhæng, at det er alt alt for sent på turen, at jeg overgiver mig til at blande mine ris op med et råt æg.

Aftenen topper, da jeg får ros for min japanske udtale af nogle måltidsrelaterede høflighedsfraser. Det kan selvfølgelig bare være almindelig japaner-høflighed, men jeg tager rosen gravalvorligt!

Da jeg kryber til køjs den første aften i Fujikawaguchiko, er det med ro i maven og en følelse af taknemmelighed over alle de smukke Fuji-syn, jeg allerede er blevet velsignet med. Men også en vis mental udmattelse over den intense jagt.

Jeg tjekker lige vejrudsigten på Yr, inden jeg lægger mig til at sove, og konkluderer at det var godt, jeg gav den hele armen med min Fuji-jagt i dag. For der er da ikke mere klart vejr at komme efter lige foreløbig.

---

Så tilbage til det grå vejr her på missions dag 2, som tages med ophøjet ro, fordi jeg var så utroligt heldig i går!

Inden jeg lægger mig til at sove, tjekker jeg lige vejrudsigten en sidste gang – og til min store forbavselse er der opstået et lillebitte hul med klart vejr i morgen på min sidste dag. Jeg kan næsten ikke tro det!

Hullet ligger selvfølgelig før fanden får sko på! Og her opstår så mit Fuji-versus-sindssygt-god-morgenmadsbuffet-dilemma. For det bliver svært at nå hen til udkigspunktet på den anden side af søen og tilbage til morgenmadensbuffeten, inden den lukker. Og den er jeg altså ikke meget for at give afkald på. Jeg er nemlig blevet mere end almindeligt glad for den japanske morgenmad, som på dette hotel er exceptionelt god og velassorteret.

Gruble gruble…

Nej, men selvfølgelig kan jeg ikke gå glip af det hul! Så nu har jeg aftalt med hotelpersonalet, at jeg kan hente en lejecykel i receptionen kl.6.30 i morgen tidlig.

Da jeg lægger mig til at sove, mærker jeg en spirende kriller i maven. Okay, det kan nu alligevel noget, at man ikke bare kan bestille klart vejr som var det takeaway. At man må ofre både søvn og morgenmadsbuffet, for kun måske at få en belønning. Mon det lykkes? Spændingen er stor!

Sove sove…

Da alarmen lyder klokken alt for tidligt her på 3. dagen, er mit hoved tæsketræt, men min krop er lysvågen og klar til dagens mission. Jeg skynder mig i det tøj, jeg har lagt frem, og flyver ud på hotellets gang, hvor der er stille som graven. Det tyder ikke på, at andre indtil videre har samme plan som jeg.

Jeg kaster et hurtigt blik ud af ét af “Fuji View” vinduerne og kan godt se, hvad klokken er slået. Jeg iler op ad trapperne til øverste etage med panoramavinduerne, og bliver mødt af dette syn:

Woooow…!

Det er et virkelig overvældende syn, som jeg i et par minutter har helt for mig selv i total stilhed. Lige dér føler jeg mig som verdens heldigste menneske.

Jeg går frem og tilbage langs panoramavinduerne og beundrer Fuji. Snart støder et par andre hotelgæster til med deres kameraer. Vi udveksler i stilhed ansigtsudtryk, der bekræfter os i, at vi netop nu bevidner noget meget særligt.

Nå, men en cykel står klar til mig i receptionen! Så jeg må vriste mig fri af det fængslende udsyn fra hotellets øverste etage.

Hullet med klart vejr har set ret smalt ud på Yr, så jeg har valgt et nogenlunde nærliggende udsigtspunkt på den anden side af søen, for at være sikker på at nå det. Cykelturen viser sig dog at gå en del langsommere end planlagt, da Fuji tårner sig op mellem husene her, der og alle vegne på smukkeste vis.

Så mens jeg stopper op hvertandet øjeblik, og står som hypnotiseret i en rum tid, går det lokale liv sin gang, som var det enhver anden morgen.

På et tidspunkt kan jeg godt se, at jeg må have røven med mig, hvis jeg skal vinde kapløbet mod en tynd sky, der nærmer sig bjerget! Man ved aldrig, hvilke venner den tynde sky kan finde på at hive med sig.

Jeg sætter tempoet op, men taber kapløbet mod den tynde sky. Det betyder heldigvis ikke det store for mit “Fuji view”.

Selvom morgenen stadig er ung, er jeg ret overrasket over at være den eneste turist ved udsigtspunktet. De eneste andre jeg kan få øje på en er gruppe forældre, der er travlt optaget af at heppe på deres børn, som er i gang med noget sejlads.

Gad vide om Fuji er totalt sidste år?

Overvejer om jeg bør gå over og prikke dem på skulderen og gøre opmærksom på Fujis tilstedeværelse. Nej, det er nok bedst, at jeg passer min egen butik.

Jeg behøver vel ikke nævne, at jeg står længe og er fuldstændig opslugt af den fantastiske udsigt. Selvom det er svært, må jeg på et tidspunkt beslutte mig for, at jeg har fået tanket mig selv op med nok indtryk af Fuji til, at jeg kan begive mig tilbage mod morgenmadsbuffeten. På mirakuløs vis kan jeg stadig nå den.

---

Det klare vejr viser sig at holde meget længere end vejrudsigten forudså, så efter morgenmaden når jeg en tur hen til Mount Fuji Panoramic Ropeway, hvor man på et helt nyt niveau kan se Fuji fra top til tå:

Der er i øvrigt flere, der har spurgt mig, om jeg så ikke skal bestige Fuji herovre?

Altså nej, det kan jeg ærligt talt ikke se fidusen i. Ret beset er det jo bare at gå en masse op af bakke… På noget virkelig smukt, som man ikke kan nyde synet af, i al den tid man famler rundt på det.

Derudover er det udenfor sæson, og jeg tror faktisk, at de japanske redningsindstandser er fint tilfredse med, at jeg ikke tosser rundt deroppe i sne og is, i mine udtrådte kondier. Og i sidste ende skal hentes ned, fordi jeg ikke selv magter opgaven.

---

Nå, det var frygteligt mange ord og billeder helliget Fuji!

Hvad ville jeg sige med dem? Jo altså – bjerget findes! Og det er en meget meget smuk og storslået oplevelse at se det i levende live. På en måde, der er umulig at indfange i ord og billeder – hvilket i sig selv er værdifuldt, hvis du spørger mig. Så hermed en opfordring til at tage på din egen Fuji mission.

Men det er ikke alene bjergets storslåethed, der har gjort denne oplevelse så betydningsfuld. Det er også erkendelsen af, at man er 100% underlagt naturens luner. Måske – måske ikke, får man det man er kommet efter. Selv hvis man er villig til at ofre noget, såsom en utroligt lækker morgenmadsbuffet, kan man ikke være sikker på noget. Og det er det, der gør belønningen så utroligt stor, hvis man er heldig at få den.

Noget i mig har lyst til at sætte mange flere ord på oplevelsen, og hvad den lærte mig. Men jeg trækker i stedet abrupt-afslutningskortet!

So long.

Når man sådan er på tur i Japan, er der en del sager, man kan undre sig over.

Altså udover det åbenlyse, som at alt hvad man får brug for i løbet af et gennemsnitligt liv, kan trækkes i en automat. Og at man kan gå på café og kæle med mikro-grise. Pindsvin er 2017.

Om skraldespands-situationen

Skraldespande – ja, de findes som udgangspunkt ikke i det offentlige rum. Det har jeg da lykkelig glemt siden sidst.

Nææh, her forventes man at holde styr på sit eget skrald. En del af grunden til de fraværende skraldespande er tilsyneladende, at man vil forhindre en gentagelse af giftgas-angrebet i Tokyo i 1995.

Det synes du måske virker meget rimeligt. Men jeg kan rapportere, at det er noget værre bøvl i praksis. Og går utroligt dårligt hånd i hånd med alt det emballagerede mad, man kan købe sig rundt omkring i automater og “bekvemmelighedsbutikker”.

F.eks. må man jo fra tid til anden have sig en onigiri at spise, når man sådan tuller rundt i Japans gader og stræder.

<Emballageret onigiri>

Og ikke nok med, at man skal stå helt stille, mens man indtager den! Man er også efterladt med en klump mere eller mindre fedtet emballage, som det er uvist, hvornår man slipper af med.

Bundnaivt antager man, at en sådan mad-handel inkluderer en form for skraldespandsservice. Eller at man, hvis man har sat sig på en parkbænk for at nyde sit køb, nok finder en skraldespand liiige i nærheden. Men her bliver man skuffet.

Som man måske kan forestille sig, er det lidt noget bøvl konstant at skulle finde plads til sin fedtede emballage i den taske, man har med sig på tur. Der jo typisk indeholder ting og sager, som man ønsker forbliver ufedtede. Og man bliver ved med at glemme at tage en tom pose med til formålet. Suk.

Selvom japanerne er meget pligtopfyldende ift. hold-styr-på-dit-eget-skrald-reglen, så fornemmer jeg, at de også finder den en smule udfordrende. For mange steder har det været nødvendigt at sætte et irettesættende skilt op på offentlige toiletter ved skraldespandene til sanitært affald (på både engelsk og japansk).

– Do not leave your domestic garbage here!

Og ikke, at jeg selv har været så fræk at efterlade en to-go-coffee kop i en toilet-skraldespand. Slet ikke! Men skiltet tyder på, at nogen godt kunne blive desperate nok til at foretage en sådan uetisk handling.

Engang imellem sker der det, at man øjner noget og tænker:

– HA! Det dér er helt bestemt en skraldebøtte.

Men det er det aldrig. Se selv:

<En ikke-skraldespand>

Ja, den kunne godt have snydt mig. Den ligner mistænkeligt meget en skraldespand. Sådan en Not-a-trash-can-skraldespand står ofte lige ved siden af den bod, man netop har købt sin onigiri i. Så du kan nok se, at det er meget forvirrende!

Her er en anden genstand, jeg en dag jublende forveksler med en række skraldespande:

<Skraldespandsfatamorgana>

Men nej. Det er det ikke.

Har aldrig fundet ud af, hvad denne snyde-skraldespand inderst inde er. Men synes ikke det er fair at lave sådan en fatamorgana-skulptur i et land, hvor det folk længes allermest efter at rende ind i, er en skraldespand.

Så ned i tasken skal det altså, det skrald. Så man kan slæbe det med hjem på sit japanske værelse, hvor man har sig en skraldespand på størrelse med et fingerbøl.

<Meget lille skraldespand>

Om slippers-situationen

Du ved sikkert godt, at man ikke bare skal vade ind et vilkårligt sted i Japan med sit udendørs fodtøj. Og det giver jo god mening, når man ser et fint værelse som dette beklædt med tatami måtter:

<Meget rene tatami måtter i Kyoto>

Heldigvis stilles der altid indendørs slippes til rådighed. Så langt så godt. Men jeg har opdaget, at slippers har deres eget områdenummer. Og at man skal hoppe fra slippers-par til slipper-par, når man går fra det ene rum til det andet.

På et guesthouse i Matsumoto bliver det meget forvirrende. Fra indgangen og hen til restauranten får man besked på at tage et par “generelle” slippers på. Hvis man så faktisk bor på det guesthouse, skal man ved restauranten skifte til slippers med det rigtige værelsesnavn på. Og når man skal på toilettet, skal man naturligvis skifte til toilet-slippers.

Jeg forstår godt idéen med separate toilet-slippers og hygiejne. Og det lyder da heller ikke ret svært. Men det er det bare! Man glemmer hele tiden at skifte til de rigtige slippers og tilbage igen.

Så det bliver til en masse hej-heeej-tag-jer-slet-ikke-af-mig-grimasser, når jeg vandrer frem og tilbage forbi restauranten, fordi jeg er kommet til at gå videre i et forkert slippers-par.

<Toilet-slippers>

Om den polariserede toilet-situation

Der findes to slags toiletter i Japan.

Ja, jeg gik rundt og troede, at der kun fandtes dem med indbyggede lydeffekter og varme i sæderne (hvilket stadig får mig til at flyve op i chok, når jeg sætter mig, fordi min krop forventer noget koldt).

Men i et stormagasin – på etagen, hvor der sælges Gucci og andet dyrt dametøj, finder man den anden slags toilet. Nemlig squat-toilettet uden håndtag:

Jamen det er sandt – der er ikke noget at holde fast i! Det er bare ned på hug og håbe på det bedste.

Sagen med sådan en række toiletter i et stormagasin er, at bag halvdelen af dørene gemmer sig et fuglefløjts-toilet, og bag den anden halvdel et squat-toilet. At stå og vente i køen er som at være med i en omgang russisk roulette.

Første gang man bliver konfronteret med et af disse squat-toiletter, kan godt blive sådan lidt akavet. Man står i kø med en masse nydelige damer. Man skal tisse en del, så når det endelig bliver ens tur, går man resolut hen og flår døren op til det ledige toilet.

På det tidspunkt tror man jo, at der kun findes én slags toilet i Japan. Som ikke har noget at gøre med at skulle sidde på hug i stramme jeans – og håbe på, at ens moderate balanceevne magter opgaven.

Så når ens øjne møder det porcelænsbeklædte hul i jorden, bliver man noget paf. Man overvejer om bordet fanger, og kigger – med rædslen malet i ansigtet – tilbage mod køen af nydelige damer for at finde svaret. Men damerne i køen er fuldstændig ligeglade. De synes bare, det er fedt, hvis de komme til én person tidligere.

Så man trisser tilbage i køen og prøver lykken en gang mere i toilet-bingo. Selvom man skal huske at være lidt ekstra eventyrlysten, når man er på tur, bliver det lige et ellers tak til squat-toilettet. Det duer ikke at komme til at tisse sig selv på kondiskoene, når man skal ud og bladre videre i Gucci-stativerne.

Til gengæld (uden at det skal lyde forkert) gad jeg da godt være en flue på væggen, når en elegant, midaldrende japansk dame rutineret indtager sådan et toilet.

Om at stige-ombord-på-et-tog-situationen

Hvor jeg skal jeg starte.

Du entrerer en tog-station. Du har hørt, at det er såre simpelt med det japanske transportsystem. Så du er fuld af gå-på-mod! Det er godt – det skal nok få dig langt. Måske finder du hurtigt den rigtige indgang, og får bippet dig ind med din billet. Så langt så godt.

Trods den konstante baggrundsstøj bestående af futuristiske togstations-jingler og 5 forskellige kvindestemmer, der snakker i munden på hinanden om diverse tog som ikke er relevante for dig, lykkes du med at finde det spor, dit tog afgår fra. Det er en sejr, du skal huske at fejre! Gør det med det samme, for den er kortvarig.

Som du står dér og tænker, at nu er arbejdet gjort, nu skal toget bare ankomme – husker du, at du har købt dig en pladsbillet. Av, den var straks værre! For nu er det ikke nok, at du ved hvilket tog du skal med (svarende til, at du f.eks. skal med H-toget derhjemme).

Du skal også finde ud af hvilken geometrisk figur, dit tog er repræsenteret ved. Der er nemlig forskel på om du skal med det trekantede eller det firkantede tog. Det trekantede blå tog består måske af 12 vogne og det firkantede blå tog af 6 vogne. Man kunne fristes til at tro, at de første 6 vogne altid holder det samme sted på perronen. Men nej, det gør de ikke.

Skal du med det trekantede tog, og har pladsbillet til vogn 4, skal du stille dig her:

Hvis du derimod har pladsbillet til vogn 4 i det firkantede blå tog, skal du slet ikke stille dig her.

Derudover skal du visse steder være opmærksom på at stille dig i kø inden for nogle markerede linjer, alt efter om du skal med det førstkommende tog eller toget derefter:

Gad vide om man så skal skifte kø, når det førstkommende tog er kørt, og det næstkommende tog skifter status til det førstkommende? Og går det så helt op i hat og briller? For selvom japanerne generelt er hensynfulde i det offentlige rum, så gælder alle kneb, når det handler om at komme med et tog!

Tilbage til det første perronbillede. Som du kan se kræver påstigningsstedet her også, at du er dame. Eller måske bare identificerer dig som dame (selvom jeg ikke er sikker på, at den slags er nået til Japan).

Det er nemlig ikke altid, at damerne i Japan gider at køre i samme togvogn som mændene. Det er noget med vandrende hænder i myldretiden, hvor man kan komme til at stå utroligt tæt.

Når jeg ikke har haft pladsbillet, har jeg ofte stillet mig ved sådan en dame-indgang. Under antagelse af, at der må være ca. dobbelt så mange ledige sæder inde i togvognen, når mændene er sorteret fra.

Man går ind i vognen og glæder sig til at nappe et af de mange ledige sæder, for så at opdage, at en masse mænd strømmer ind i samme togvogn, bare fra en anden indgang!?! Japanerne ser ud som om de synes, at det giver perfekt mening. Så jeg prøver at blende ind og ligne en, der på ingen måde er forvirret.

Noget andet, der kan skabe et lille overraskelsesmoment i et tog, er følgende. Man har udset sig et 2-mandssæde blandt alle 4-mandssæderne, så man ikke skal sidde og slås om benplads med personen overfor. Idet man sætter sig ind på 2-mandsædet…SWUUUUUUSH! Så har en insisterende japansk dame lige vendt et andet 2-mandssæde om, så hendes 4-mandssæde er blevet til et 2-mandssæde, mens mit 2-mandssæde er blevet til et 4-mandssæde. Ja, det kan man åbenbart i Japan – foretage en civil togsædevending.

Man har lyst til at påpege, at det altså er feje tricks. Men jeg ved kun, hvordan man siger høflige ting og madord på Japansk.

Engang for længe siden lovede jeg dig, at eventyret om min minimalistiske rejsetaske ikke skulle slutte med sidste indlæg. Jeg kom også til at love dig, at opfølgningen ville blive både kort og sjov og alt muligt. Måske et lige i overkanten stort brød at slå op.

Men altså – sidst snakkede vi om kunsten at pakke til næsten 3 måneder med potentielt al slags vejr i sin 45-liters følgesvend.

Der sker det, at når man har affundet sig med kun at måtte pakke tøj, der på fornuftig vis kan indgå i en lag-på-lag-konstruktion. Og at fine, flagrende kjoler, som vil gøre sig godt på et resort på Okinawa, ikke falder i den kategori. Ja, så går det op for en, at man slet slet ikke har set alle konsekvenserne af at gøre sig til rejse-minimalist i øjnene!

For hvad med alle de såre vidunderlige japanske ting, man gerne vil købe med hjem?!

Ja, de må så blive i Japan, er det korte svar.

Uf, nej dog! Den åbenbaring er altså lidt mere konfronterende end at skulle begrænse sin pakning hjemmefra, synes jeg. Er denne rejse-minimalist tilgang nu også helt klog?

Det spørgsmål kræver en omgang lommefilosoferen mere ved spisebordet, inden jeg tager afsted. Men det er heldigvis hurtigt gjort. For da jeg spørger mig selv, hvad det egentlig er, jeg så frygtelig gerne vil købe med hjem, går det op for mig, at listen er ret kort:

– Et par skåle til misosuppe (det smager helt særligt i sådan nogle).

– Matcha-te fra Uji.

– Keramikkrus til matcha-te fra Uji, som jeg kan sidde i sofaen derhjemme og knuge mellem hænderne, mens jeg bearbejder min post-Japan-blues.

Okay, man ved jo godt, at hjemmefra-listen har en tendens til at ekspandere (for ikke at sige eksplodere), når man først står ansigt til ansigt med alskens dejlige japanske sager, som man pludselig helt mangler i sit liv. Man må da unægteligt komme til at føle sig en smule frihedsberøvet, når man skal holde sig så stramt til en liste defineret hjemmefra, eller hvad?

Jeg er med på, at man kan få sendt ting hjem. Men det er jo snyd, forstår du nok. Når man har sagt ja til at være rejse-minimalist, må man gå hele vejen og tage de konsekvenser, der følger med! Det er i hvert fald min holdning indtil videre.

Men jeg kan afsløre, at der er stærke udefrakommende kræfter på spil, som trækker i den stik modsatte retning. De viser sig på diverse online fora for Japan-rejser, hvor de stolt fremviser de bunker (og her mener jeg bogstavelig talt BUNKER) af souvenirs, de har købt med hjem.

Bunkerne består primært af regnbuefarvet slik samt flade anime-figurer i akryl og lignende gøjl:

<Fladt anime-gøjl, Akihabara Tokyo>

Jeg står på et tidspunkt længe i en butik i Akihabara og funderer over, hvordan man monstro som granvoksent menneske får overbevist sig selv om, at det da lige er dem man står og mangler 9 af. Jeg kommer altså ikke frem til noget svar.

Nå, men personerne med souvenir-bunkerne kaster gavmildt om sig med tips til, hvor man erhverver sig den største souvenir-kuffert til de billigste penge i Japan. Og bliver hyldet som konger for deres indkøb. “Wauw – well done!” og “Congratulations on your haul – so happy for you!” får de med på vejen.

Nu sidder du og tænker – gad vist om det er de samme mennesker, der har store udfordringer med at entrere de japanske tog med deres gigantiske kufferter?? Mit bud – ja, det er de HELT samme mennesker!

Når der engang imellem er en, der forsigtigt spørger, hvad de egentlig skal med alle de ting, bliver de voldsomt upopulære. Og man fornemmer straks, at det er et helt irrelevant spørgsmål.

Der er altså rig mulighed for at få kolde fødder og tænke, at man griber det aldeles forkert an, når man gør sig til rejse-minimalist. På den anden side får man også ekstra meget lyst til at være på tværs, ikk’?

Så jeg holder mig til den minimalistiske tilgang. For at kunne føre den ud i livet, må man have sig et par strategier.

Strategi nr. 1

Efterlad-mindst-1-ting-hver-gang-et-overnatningssted-forlades-strategien

Strategien går ud på det den hedder.

Den sikrer, at man på et tidspunkt får plads til sin japanske ønskeliste, og det den eventuelt ekspanderer til. Hvis man er smart, har man pakket et antal udtjente tøjgenstande, som på et tidspunkt bliver for varme til vejret. Og som man med nogenlunde god samvittighed kan efterlade (eller i bedste fald donere) i løbet af turen. Og det har man – været smart.

Allerede tidligt på turen bliver min indre rejse-minimalist meget krævende ift. strategi nr. 1. Da jeg ankommer til Matsumoto en uges tid efter at være landet i Japan, har jeg, trods min velovervejede og ret sparsomme pakning, følelsen af at slæbe rundt på alt for meget. Tasken er egentlig ikke ret tung (12-14 kg), men fyldt til bristepunktet, hvis ikke jeg får taget det helt rigtige sæt tøj på, når jeg rejser fra sted til sted. Og det kan jeg altså ikke helt forene med min nye identitet som rejse-minimalist.

Matsumoto er i øvrigt en fin mindre by i Nagano-præfekturet, hvor Yayoi Kusama er født (hende med græskar og prikker). Hun har en fantastisk udstilling på Matsumoto Museum of Art. Selv hvis man skulle have misset den i sin rejse-research, kan det være, at man lægger to og to sammnen, når man passerer museet, og møder dette syn:

<Kusamas prikker, Matsumoto>

Derudover er Matsumoto-borgen (som er en af Japans ældste) og dens smukke omgivelser, også en meget betagende oplevelse.

<Matsumoto-borgen>

<Smuk port ved Matsumoto-borgen>

<En helt anden smuk port ved Matsumoto-borgen>

Den forstyrres kun delvist af en kinesisk bedstemor, der drillende holder sit lille barnebarn hen over vandet, der omgiver borgen. Jo mere han græder af frygt for, at hun skal dumpe ham i, jo mere skraldgriner hun. Så jeg må have min halve opmærksomhed på, om der skal gribes ind!

Måske er det bare sådan, kinesisk humor er skruet sammen. Da forældrene støder til, morer de sig i hvert fald også kosteligt. Drengens kinesiske humor er tydeligvis ikke færdigudviklet, men han overlever uden min indgriben.

Derudover kan man i Matsumoto tage en lur nede ved floden, mens ninja-frøen vogter over én.

<Ninja-frø>

Nå, men tilbage til emnet.

Der sker altså det, at jeg allerede i Matsumoto overgiver mig til min nyudsprungne og lettere ekstremistiske indre rejse-minimalist og implementerer strategi nr. 1. Man kan vel ligeså godt få varmet lidt op, ikke?

Jeg havde ikke forestillet mig, at strategien skulle implementeres så tidligt på turen, så jeg må tænke kreativt for at finde på ting, jeg kan skille mig af med – uden at mangle dem senere.

Heldigvis sker der det, at jeg træder jeg på min ene strikkepind, så den knækker midt over – inden jeg rigtigt er kommet i gang med den slipover, jeg har brugt taskeplads på at slæbe garn med til.

Min indre rejse-minimalist mener dog ikke, at det helt batter at efterlade en halv strikkepind. Så jeg hæver med en udskiftning af min store, bløde tandbørste til den hårde, mikroskopiske variant de tilbyder på mit guesthouse:

<God og mindre god tandbørste på et guesthouse i Matsumoto>

Og vi aftaler, at jeg gør det bedre næste gang.

Nu tror du sikkert ikke, at min taske lukker stort bedre efter denne manøvre. Men der må jeg (selvom du har helt ret) minde dig om mange-bække-små-princippet. Derudover finder jeg det sært tilfredsstillende at gå og bryde hovedet med, hvordan jeg kommer af med de størst mulige ting hurtigst muligt, uden at gøre livet alt for bøvlet for mig selv.

Senere finder jeg ud af, at strategi nr. 1 også kan bruges til at få ønsker opfyldt. F.eks. kyler jeg, i protest over regnen i Kanazawa, min medbragte solcreme-sjat ud. Og ugen efter får jeg i Kyoto serveret 20 graders varme og høj sol. Smart.

Allerhelst vil jeg gerne donere mine ting til nogen. Men jeg finder hurtigt ud af, at japanerne på ingen måde gider eje ens aflagte lort. Det er svært nok bare at komme til at smide noget ud i Japan (den tager vi i et senere indlæg). Så når jeg løbende donerer engelsksprogede bøger til overnatningsstederne, må det foregå i al hemmelighed. Sådan – ved lige at stikke dem ind mellem bøgerne i det manga-biblioteket ethvert hotel med respekt for sig selv har.

Udover bøger er jeg så småt begyndt at skille mig af med halsedisse, vanter og andre ting, der ikke harmonerer med det spirende forårsvejr, og føler mig (sagt i al ydmyghed) som en omvandrende minimalist-succes! Lille hård tandbørste – ingen problem. Hotel-shampoo af varierende kvalitet og duft – kom bare med det!

Men så sker der pludselig det, at min indre rejse-minimalist kammer over og foreslår, at jeg snart skiller mig af med min hjemmestrikkede sweater. Ej, ved du nu hvad! Lige siden jeg begyndte at strikke, har jeg prædiket, at man aldrig skiller sig af med hjemmestrik!

Dog må jeg give min IRM ret i, at det virkelig er blevet for varmt til den sweater. Og jeg medgiver også, at det er noget juks at mose rundt med den bundet omkring livet (med tykke svedstriber til følge), hver gang jeg skal videre til næste sted. Så jeg har gået et stykke tid og taget tilløb til at finde en uskyldig japaner, jeg kan narre til at overtage den. Smide den ud kan jeg altså ikke.

Der sker så det på en 75 km cykeltur ad Shimanami Kaido, fra Onomichi og henover 5 små japanske øer til Imabari, at jeg får en alletiders idé! Nemlig at binde sweateren rundt om den brutalt hårde sadel, så den fungerer som en pude. Det hjælper virkelig på komforten de sidste 30 km.

Men til min store gru opdager jeg – da jeg afleverer cyklen tilbage i Imabari, at sweateren er blevet et par store, fede cykelolie-striber rigere. Okay – dét her er Universet, der hjælper mig på vej, tænker jeg! Men det niver også lidt i hjertet at se et stykke hjemmestrik i den forfatning. Så jeg kaster mig ud i en halvhjertet redningsaktion, og skrubber lidt på olie-striberne med noget uldvaskemiddel. Uden snerten af tro på, at den bliver ren igen…

Men vupti – mod alle odds, er den så god som ny, da jeg har skyllet den. Arrj mand! Lige dér giver jeg næsten op på tanken om at skille mig af med den. Nu har jeg dog fundet frem til et stormagasin i Kyoto, hvor de i samme afdeling som de sælger Gucci, tager imod aflagt tøj i alle afskygninger.

Jeg har store forhåbninger om at kunne få mig selv til at gøre brug af den ordning, uden at stå tilbage med alt for store ar på sjælen.

Hold op, hvor vi trænger til at komme videre fra tandbørstebilledet nu! Den førnævnte cykeltur (Shimanami Kaido) var godt nok flot, og kan anbefales, hvis du kommer på de kanter.

<Shimanami Kaido>

Tilbage til minimalist-strategierne.

Hvis strategi nr. 1 rent faktisk skal sikre, at man på et tidspunkt har plads til sin japanske ønskeliste i tasken, må den nødvendigvis gå hånd i hånd med:

Strategi nr. 2

Undgå-at-blive-forelsket-i-japanske-ting-tidligt-på-turen-og-hvis-du-partout-skal-købe-en-souvenir-der-ikke-står-på-den-forudbestemte-ønskeliste-skal-den-være-ret-lille-strategien.

Strategien går ud på det den hedder.

Allerede få dage efter min ankomst til Tokyo forbryder jeg mig mod strategi nr. 2, der dog ikke er implementeret på det tidspunkt. Som nævnt i sidste indlæg (Om at gå uforholdsmæssigt meget op i sin rejsetaske (del 1)) tager jeg en sidste-øjebliks-beslutning om på ingen måde ikke at medbringe fodtøj, der kan modstå regnvejr.

Det regnede jo ikke i mine japanske dagdrømmerier. Men det er som sagt en en anden snak i virkelighedens Tokyo og Kanazawa. Så jeg tager en hurtig beslutning og investerer i et par sammenklappelige gummirøjser fra en smart designbutik i Tokyo. Lidt modvilligt. For det var ligesom ikke meningen, at jeg så tidligt på turen skulle erhverve mig nye ting, som ville fylde i tasken.

Når det er sagt, er de altså utroligt smarte – for ikke at sige flade:

<Smart og flad gummirøjs>

Og selvom jeg kan mærke hvert et lille grus-atom gennem sålen, fordi den er så tynd, er jeg yderst tilfreds med mit køb. Det har sparet mig for mange mutte eftermiddage med våde sokker, og har sågar været med til at sikre mig et af turens bedste måltider på en Tonkatsu-restaurant, som jeg måtte stå i kø til i 45 minutters silende regn.

Når det er sagt, er det ikke holdbart fortsat at shoppe sådan rundt. Så umiddelbart efter denne uplanlagte nyerhvervelse indfører jeg strategi nr. 2. Den betyder, at jeg får øvet mig en masse i at gå i butikker, der sælger fine og finurlige ting, uden at lade mig friste til at købe dem.

– Næææ, hvor er den flot. Den kan jeg da heldigvis godt nøjes med at stå her og beundre på behørig afstand, uden snerten af behov for at eje den…

siger jeg til mig selv, og føler mig som en meget dygtig minimalist. Engang i mellem bliver presset dog for stort, og jeg må haste ud af butikken med den ene hånd for øjnene, og den anden løftet i en tal-til-hånden-gestus rettet mod den genstand, jeg skal lykkes med ikke at forelske mig hovedkuls i. Så smutter jeg i 7-11 i stedet og køber en grøn snack, som kun fylder i maven – ikke i tasken.

Når jeg indimellem har overgivet mig til at købe noget, som ikke står på ønskelisten, har det en størrelse, der harmonerer med strategi nr. 2. Det er indtil videre blevet til følgende.

En sake-kop:

…så jeg kan nyde min lejlighedsvise sjat rødvin i noget andet end et hotel-tandkrus.

Et Oyama-stempel:

…som altså er svært at unddrage sig, når man har en hjemmeside, der hedder præcist det. Ikk’?

Det viser sig, at der findes en Shinto-helligdom i Kanazawa, som hedder Oyama Shrine. På en af de omtalte regnvejrsdage i Kanazawa slentrer jeg rundt og ser på butikker. Pludselig står jeg og ånder på ruden ind til en helt vidunderlig butik med origami-grej i alle afskygninger og størrelser.

<Origami-småtteri>

<Mere origami-småtteri>

<Origami-helte>

Butikken med origami har også stempler, ser du.

Fordi jeg har lært mig en smule japansk, og ved hvordan Kanji-tegnet for Yama (bjerg) ser ud, finder jeg med lidt hjælp fra den imødekommende ekspedient, som sidder og folder noget utroligt småt origami med sine buttede fingre, frem til Oyama-stemplet. Som eksisterer, fordi Oyama Shrine tilfældigvis ligger i byen (tror altså ikke, at stemplet er lavet som en hyldest til min hjemmeside, men kan selvfølgelig ikke være sikker).

Det føles som et sjovt lille mirakel på en ellers grå og mellem-kedelig dag.

Spisepinde, der kan stå selv:

…købt i 21st Century Museum of Contemporary Art i Kanasawa.

De er gode at have, når man ikke gider splinter i tungen af de træpinde, der følger med et spiseligt indkøb i en japansk “konbini” (hvorfor bruger vi egentlig ikke ordet bekvemmelighedsbutik på dansk?).

Derudover kan de, som nævnt og ses, stå selv. Og hvad skulle man ikke kunne lide ved det?

Det var bare det! Konklusionen er, at jeg er ganske tilfreds med mit liv som rejse-minimalist, og den indsats jeg indtil videre har lagt for dagen. Der er stadig tid nok tilbage til, at meget kan gå galt. Så vi må lige se på det, ikk’?

Vi må til det. Vi må tale om min rejsetaske! Så bryg du dig bare en kop af din yndlings-te og sæt dig godt til rette.

(En kande faktisk! Det er endt med at blive et frygteligt langt indlæg)

Inden jeg tager hul på hovedemnet, kan jeg berette, at jeg er fløjet sydpå og lige nu befinder mig på Okinawa, hvor jeg holder ferie i ferien. Det lyder måske lidt forkælet, men jeg trængte faktisk til det efter små 2 uger, hvor jeg er halset fra by til by med 1-2 overnatninger hvert sted.

Ferien i ferien foregår på et resort med diverse restauranter, butikker, pool og privat strand. Et ret fint sted, som har karakter af noget, der kunne ligge i Sydeuropa.

Jeg tror simpelthen aldrig, at jeg har været på resort før. Og selvom det ikke har været specielt dyrt, kan jeg ikke lade være med at føle, at man gerne skal være en lidt rig og luksuriøs type, som glider lydløst henover gulvet i en elegant kjole, for at bo her. Men de må nøjes med én, der har en praktisk bomuldskjole fra ONLY med som sit stiveste puds – og som snubler påfaldende meget over sine egne sandaler.

Livet her går ud på at tolerere den forholdsvis høje luftfugtighed, hvilket kan ordnes med en tur i vandet.

Og ellers lave så lidt som muligt. Det går da helt hæderligt med det.

Idag var jeg dog på tvungen udflugt i 6,5 time, da jeg havde indvilget i, at de gjorde rent på mit værelse. Det kan faktisk ikke rigtig betale sig at få gjort rent på værelset, for man bliver belønnet med en voucher på knap 100 danske kroner per dag, man springer over (hvaad?!).

Men i mit forsøg på at fremstå som en mere luksuriøs type konkluderede jeg, at det var bedst at lade dem give mit værelse bare et enkelt service-tjek i løbet af den uge jeg er her.

Det med de vouchere er en del af deres forsøg på at mindske klimabelastningen i at drive sådan et resort. Men et ret vildt koncept at give så stor en monetær belønning ikk’? På den anden side overrasker det mig, hvor ofte jeg på denne tur har måttet insistere hårdnakket på ikke at få skiftet håndklæder hver eneste dag. Det er gået op for mig, at jeg vistnok i min vedholdenhed har virket en smule uhøflig på de kære japanere, som jo vil det så godt.

Jeg er derfor ofte endt med løsningen at have et permanent “Do not disturb”-snorkeskilt hængende på døren. Lidt akavet, når man så lister sig ud af værelset med skiltet på døren, og rengøringspersonalet kigger desorienteret på én. Og står der med bedende blikke og et ordentligt læs håndklæder i favnen. De vil så frygteligt gerne have lov til at gå ind og skifte dem ud. Men der må man slå blikket ned og skynde sig ud til elevatoren, mens man mumler et eller andet, der ender på maaaaaars (=masu).

Og så kan man ellers gå og have dårlig samvittighed over, at man har frataget dem en modtager af deres ellers upåklagelige service den dag. Og i øvrigt spekulere over om de mon er provisionslønnede og nu får en stram måned? Suk!

Når man så med hiv, sving og dårlig samvittighed er lykkedes med at undvige de rene håndlæder. Ja, så er man det ikke alligevel. For når man kommer tilbage fra tur, hænger der såmænd en pose med 4 nye håndklæder på dørhåndtaget. Som de med garanti vasker, også selvom man gør sit ypperste for at vise dem, at de ikke har været taget i brug.

Nå! Det var et sidespor. MEN – derfor er jeg utroligt tilfreds med, at jeg her på resortet så nemt kan slippe udenom det der helt misforståede ressourcespild. Og så gør de 100 kroner om dagen sig ret godt på de små-pebrede restauranter.

Første gang jeg skulle hente en voucher nede i receptionen, var sådan lidt akavet. Du ved – når man prøver at tage sig rig og elegant ud i sin ONLY-kjole, og samtidig da virkelig gerne vil have fingrene i en rabatkupon!

Så jeg forsøgte mig lidt diskret med en hvisken ud af mundvigen “Today, no cleaning. Voucher?”. Men i stedet for hurtig og diskret ekspedition begyndte et par ansatte i stedet at fable om, at det var da heller ikke i orden, at jeg ikke havde fået rengøring idag, hvis jeg havde bedt om det! (Det er i hvert fald det, jeg fik sjusset mig frem til, at de snakkede om).

Frygtelig mange sætninger på henholdsvis dårligt engelsk og endnu ringere japansk skulle vi igennem, før misforståelsen blev afklaret, og jeg fik min rabatkupon…meeen ~100 bobs, du!

Anden gang jeg skulle hente min voucher, fornemmede jeg pludselig, at alle omkring mig (på japansk) spurgte efter de her 2000 yen vouchere. Også damerne i elegante kjoler. Aha! Der er en grund til, at folk på resort er rige. Det er fordi de ikke lader en rabatkupon på 2000 yen gå deres næse forbi.

Nå, men jeg nyder faktisk at tøffe rundt på det her resort. Der er en masse døre og lange gange, man kan lade sig forvirre af. Og så kan man lige slå et smut forbi butikken, der dufter dejligt af solcreme og badedyr, og se om der er kommet noget nyt på hylderne siden igår. Så er den dag gået.

Her til aften har jeg været på jagt efter isterninger. Tidligere idag opdagede jeg nemlig et hemmeligt rum med et skilt på døren, hvor der står “ICE”. Jeg tænkte ikke, at det kunne være så enkelt. Men det kunne det. I rummet finder man netop én ting – en isterning-automat.

Jeg kunne så ikke lige huske, hvor jeg havde set det rum tidligere. Men jeg er netop kommet tilbage fra skattejagt, og kan nu nyde en iskold matcha latte på altanen. Med udsigt til dette kridhvide spektakel af et bryllupskapel.

Jeg er vild med resort-livet.

Bryllupskapeller er jeg i øvrigt stødt på en del af, på de relativt korte distancer jeg har gået her. Jeg fornemmer, at Okinawa er en yndet bryllupsdestination, hvilket giver mening med de hvide sandstrande og det.

Hver eneste dag er jeg rendt ind i et brudepar her på resortet – omringet af et større hold bestående af fotograf, dame der retter på brudens pandehår, anden dame der retter på brudens slør, tredje dame der holder sig bag brudeparret, som bliver fotograferet lige rundt om hjørnet. Så hun kan forhindre simple turister i praktiske sandaler i også at dreje om hjørnet og dermed frejdigt vade ind i deres bryllupsbilleder.

Så nogle gange må man bare væbne sig med tålmodighed, når man skal op i receptionen og hente sin daglige rabatkupon. Til gengæld kvitterer hele bryllupsholdet med overstrømmende taknemmeligheds-grimassen og en masse flotte ord, når man høfligt leger med på legen.

Noget andet jeg har lagt mærke til her på Okinawa er, at man godt kan gå med solbriller uden at blive taget for at være en Yakuza. I hvert fald har jeg for første gang på rejsen set et større antal japanere med solbriller på. Det kan selvfølgelig bare være, at det er her Yakuzaerne tager på ferie…

Vi runder Okinawa af med en specialbutik i nærheden, som forstår at skyde salget af juleøl i gang i ordentlig tid.

…og lidt solnedgang…bare for at illustrere, at de også har den slags herovre.

Hvorfor er det man altid tror, at andre gider se ens billeder af solnedgange? Jeg ved det ikke, men det tror man. Så her er et til.

Nå, det blev da til en længere smøre her fra Okinawa, hvor jeg som sagt ikke laver en skid. Det kan være, at det er derfor jeg aldrig bliver færdig med indlæg fra steder, hvor jeg faktisk laver en skid.

<Pausefisk fra Hiroshima>

Nu hvor du har det helt rart og afslappet i krop og sind af billeder fra resort-livet, må vi til dét med tasken!

Sagen er den, at jeg nu (pludselig!) er mere end halvvejs gennem min tur. Så jeg synes godt, at jeg kan tillade mig at gøre status over min rejsetaske. Men lad os lige spole tilbage til begyndelsen.

Der skete det, at jeg i forbindelse med planlægningen af min Japan-tur, erhvervede jeg mig en ny hobby. Den går ud på at bruge alle levende øjeblikke på at nørde rejsetaske og optimal pakning – samt foretage prøvepakninger længe inden man skal afsted.

Så hvis du er en af dem, der inden min afrejse, helt uskyldigt, er kommet til at spørge mig om der var styr på pakningen. Ja, så har du allerede været tvangsindlagt til alt for mange detaljer om min rejsetaske. Ikke desto mindre fortjener denne, min mageløse følgesvend, også et blogindlæg. Sådan er det.

Inden jeg bare begynder at plapre løs om vidunderet, er det nok smart, at du lige får sat et ansigt på. Her er han – pakket og klar til afrejse.

– Jamen, hvordan skete det dog, at du endte med så fabelagtig en taske?? Fortæl, fortæl!

Glad for du spørger.

Det hele startede, da jeg bookede flybilletterne, og blev gjort opmærksom på, at jeg måtte tjekke en frygtelig masse bagage ind. Da slog det mig, at jeg da ikke anede, hvilken taske jeg skulle pakke i?! Jeg har ikke nogen default-taske, til en rejse af denne slags. En tur på næsten 3 måneder, hvor jeg ikke har en fast base, men skal flytte mig fra sted til sted i tide og utide. Mest utide.

Jeg var tilpas snedig til at indse, at det nok ikke var klogt bare at gange taskestørrelsen fra sidste Japan-tur (som varede 1 måned) med 3. Det var en åbenlys umulighed at pakke til det antal dage jeg er afsted denne gang – og tøjvaskeri på japansk var noget jeg måtte lære at elske. Heldigvis har vaskemaskinerne herovre væsentlig færre bonus-features end deres toiletter.

Nå – men det gjorde, at min hjerne ligesom tunede ind på en anden kanal. Minimalist-kanalen! På den kanal slog det mig, at jeg da egentlig kunne rejse meget lettere, end jeg først havde tænkt. Jeg begyndte at fundere over, hvor lidt jeg mon kunne nøjes med at pakke, uden at turen blev alt for bøvlet og upraktisk.

Selvom det føltes kontraintuitivt at tænke i baner af at pakke væsentligt mindre end sidst jeg var afsted, føltes det også vidunderligt befriende! Drømmebilleder af mig selv i rask trav fra sted til sted med nærmest ingenting på ryggen, dukkede op hos mig. Dét lignede bestemt lykken! Let og simpelt.

Nu skulle jeg bare finde ud af, hvad det var for en taske jeg havde på ryggen i de drømmebilleder, så de kunne blive til virkelighed. Det at blive rejseminimalist går nemlig hånd i hånd med at erhverve sig en masse minimalist-grej. Jeg har selv set det på nettet.

Skal vi lige nappe et billede af en gigantisk (og lidt intimiderende) katte-lampe i Kyoto?

Efter at have høvlet en masse hjemmesider og tasketyper igennem, faldt jeg altså over ham 45-liters drømmen på billedet ovenfor. Billedet i sig selv dokumenterer selvfølgelig ikke, at tasken har de HELT (!) rigtige rum, i de HELT (!) rigtige størrelser. Så det må du tage mit ord for.

Men den største bonus er næsten, at hovedrummet tilgås på en kuffert-agtig måde. Da jeg påbegyndte taskejagten anede jeg ikke, at en sådan skabning fandtes – en rygkuffert. Men nu hvor jeg aner det, kan jeg da godt se, at det er det eneste rigtige!

For mellem os – det duer altså ikke med det dér sædvanlige hovedspring ned i en afgrundsdyb klassisk backpackertaske. Som i øvrigt er forgæves, fordi man aldrig finder det man har brug for. Og det hele er rodet til bagefter. Suk!

Nå, men det nemme ved at være rejseminimalist er at svinge dankortet og anskaffe sig en lækker rejsetaske. Og diverse andet grej, som vil gøre ens nye rejseminimalist-liv endnu mere minimalistisk. MEN det forpligter at vælge så relativt bette en taske til så relativt lang en tur!

Så man må sætte sig ned ved spisebordet og lommefilosofere grundigt over følgende:

Jamen, hvad dælen kan der overhovedet være i den taske?

Svaret er: Ikke specielt meget. Så det behøver man sådan set ikke fin-tænke ret længe over. Så går man videre til næste spørgsmål.

Jamen, hvilke ikke-specielt-mange-ting skal jeg dog pakke til så lang en tur?

Og her bliver det spændende! For der skal prioriteres med hård hånd, når man skal pakke til 3 måneder med (potentielt) al slag vejr i en 45-liters taske.

Der er ingen tvivl om, at man må gøre brug af lag-på-lag-metoden! Ja – vi er nogle, der har gået og bildt os ind, at den metode er forbeholdt garvede friluftstyper. Som om det var en hemmelig klub, man skal inviteres til at blive medlem af. Men nu har jeg altså bare inviteret mig selv, og er blevet sådan en lag-på-lag-type.

Når man så vælger ingredienserne til sin nye lag-på-lag-stil, kan man med fordel sørge for, at de passer nogenlunde sammen stil- og farvemæssigt, så man kan se rimelig ud på en kobe-bøf restaurant.

Du får lige en pause fra alle mine ord med en vaskeægte kobe-bøf på en tallerken, der befinder sig i Kobe.

En lille cliffhanger til et fremtidigt blogindlæg, hvor du kan se den stegt! Den ser noget mere appetitlig ud tilberedt, hvis du spørger mig.

I min lommefilosoferen over emnet taskepakning, har jeg moret mig kosteligt med at analysere på, hvad det mon er, man vil give sig selv et stort klap på skulderen for at have pakket, når man er afsted? Og hvad man vil blive virkelig ærgerlig over at have brugt taske-plads på? Det er lidt af en videnskab. Et puslespil, der skal lægges – en gåde, der skal løses.

Analyserne udmøntede sig i en pakkeliste, der blev kortere og kortere, når jeg lige evaluerede den en ekstra gang. Og endelig var det blevet tid til at kaste mig hovedkuls ud i den første prøvepakning! Det var et utroligt spændende øjeblik for mig, kan du nok forestille dig. For ærligt talt – jeg anede ikke hvad en taske på 45 liter kunne rumme.

På magisk vis kunne hele min pakkeliste være der! Der blev jeg sgu lidt rørt over mig selv. Men det stoppede ikke dér, for en vigtig del af min nye hobby er kontinuerlig optimering af prøve-pakninger. Så der har ligget en mere eller mindre pakket taske i månedsvis inden jeg tog afsted, som jeg så har gået og finpudset på indtil sidste 

Og nu kan jeg så spørge mig selv:

Jamen, fungerede den teoretiske pakning så i praksis?

Med fare for at lyde som en selvtilfreds bandit, så må jeg sige JA! I det store hele.

Dog var der i mine japanske dagdrømmerier altid blå himmel. Men i virkelighedens japanske forår kan det åbenbart godt stå ned i ret heftige stænger. Og det gjorde det så – særligt i Tokyo og Kanazawa i begyndelsen af turen. Der nev fortrydelsen over, at jeg i sidste øjeblik havde dømt mine vinter-/gummistøvler ude af prøvepakningen, lidt.

<Regn i Kanazawa>

Jeg fandt dog ret hurtigt en løsning på problemet, men mere om det i et andet indlæg (du glæder dig allerede, siger du?). Og helt ærligt, jeg var blevet vanvittig af at skulle slæbe rundt på de gummirøjsere nu.

Fra Tokyo daffede jeg videre til Nagano-præfekturet, hvor jeg i Yudanaka vandrede gennem sneklædte landskaber for at komme ud at se sneaber. Og selvom sneaber og snelandskaber bestemt lyder som noget, der hører sammen, var jeg alligevel lidt overrasket over, hvor koldt det egentlig var.

Så det var bare på med alt mit tøj, lag-på-lag-på-lag-på-lag. Sådan var rutinen faktisk de første 3-4 uger her i Japan. På med alt tøjet hver eneste dag! Ikke noget paradox of choice dér. Det var befriende simpelt.

Mens jeg for mig selv messede this too shall pass og gjorde mit bedste for at omfavne kulden, hoppede aberne ned i deres egen lille onsen for at holde varmen.

Senere kunne jeg selv nyde den utroligt lækre menneske-onsen på mit overnatningssted – fordi jeg ikke har tatoveringer, og dermed ikke er en Yakuza.

Det minder mig om, at jeg lige skal vise dig noget sjovt fra et hotel jeg boede på i Wakayama.

Nogle steder er de åbenbart begyndt at forstå, at der findes ret mange helt uskyldige turister med tatoveringer, som så gerne vil prøve deres onsen. Og det er jo meget sødt, at de sådan (i en prøveperiode) slækker på deres forbud mod tatoveringer i fællesbadet. For jeg fornemmer, at det forbud står deres hjerte meget nært!

Så stort tillykke, si’r jeg bare! Til jer, der kan få lov at ofre jeres nattesøvn for at benytte hotellets onsen.

Gad vide, hvad succeskriteriet i øvrigt er for den prøveperiode? At de tatoverede turister, trods deres utilregnelige natur, ikke har splittet det hele ad i løbet af natten? Men kan finde ud af at sidde helt stille og roligt, ligesom os andre, og bare nyde det varme vand. Spændende bliver det – med de åbningstider, hvor mange observationer de har at gøre godt med, når der skal konkluderes på prøveperioden.

Oprigtig talt synes jeg, at de kære japanere skal have point for de gode intentioner!

Nå – tilbage til Yudanaka, hvor jeg fik varmen i hotellets udendørs onsen, mens jeg sad og kiggede ud på træer med sne på. Der blev vejret lige trukket lidt ekstra dybt. Det kan man godt kalde livet, synes jeg.

Jeg har hermed genfundet min glæde ved at være i onsen efter min død-frø-flyder-rundt-på-ryggen-lige-ved-siden-af-mig-oplevelse i en onsen i 2017.

<Yudanaka>

For at konkludere på pakningen. Jovist – jeg har frosset lidt i ny og næ. Men der kan man godt hanke op i sig selv og huske på, at lidt kuldeeksponering efter sigende er sundt. Ville jeg have pakket mere eller anderledes af den grund? Nææ, det synes jeg faktisk ikke. Det med regnen og de manglende gummistøvler vender vi tilbage til.

Okay – men er livet som rejseminimalist nu virkelig så enestående som jeg har bildt mig selv (og alle jeg kunne komme i nærheden af) ind?

Jeps.

Nu kan det godt være, at du tænker jeg smører tykt på – og liiiige skal slappe lidt af med positiviteten. Men jeg må bare sige, at det føles umådeligt dejligt og let at rejse rundt på denne måde – uden alt muligt gøjl i tasken, som tynger både fysisk og mentalt.

Derudover er det helt utroligt tilfredsstillende at vide præcis, hvad jeg har med – og hvor i tasken det bor. Så tilfredsstillende, at taskepakning, når jeg skal fra sted til sted, er noget jeg i al hemmelighed ser lidt frem til. Det er nærmest blevet en form for meditation.

Her til allersidst (- det her vanvid af et blogindlæg stopper snart!!), er der én ting mere jeg gang på gang lader mig begejstre over. Nemlig, at der ALTID er plads til min taske.

I tog – hvor jeg aldrig skal overveje, om den skal have sin egen billet. Se bare hvor beskedent den ligger her på en tog-hylde og ingenting fylder, den gode rygkuffert.

I busser – til Hiroshima og rundt på Okinawa. Her var min taske faktisk lige ved at være for stor til at komme med. Men jeg har metoder til at få den til at syne mindre. Udover den oplagte, som går ud på at tage alt sit tøj på i 23 graders varme og høj luftfugtighed. Og så ligne én, der har det liiiige tilpas!

Jeg må bare sige, at det er svært at være misundelig på folk, der mosler rundt med kufferter så store som badeværelset på et gennemsnitligt japansk hotel. De kæmper altså en brav kamp (som jeg må dy mig for ikke at filme) for at få de kufferter moset ind gennem den spinkle Hello-Kitty-dør:

Derudover har vi en tilbagevendende situation på hostels, hvor aflåst bagage-opbevaring betyder, at man får tildelt et meget smalt skab, som på ingen måde kan rumme en gennemsnitskuffert. Så alle kufferterne står og fylder udenfor skabene – mens alle skabene (pånær ét) står tomme. Det er altså lidt absurd teater.

Men heller ikke her svigter min taske mig, for den kan mod alle odds – med et lille los bagi, klemmes ind i skabet.

Nååå, men. Det kunne da også være, at jeg så småt skulle tænke på at trække abrupt-afslutningskortet. Du er nemlig for længst løbet tør for te og/eller faldet i søvn.

Så vi bider indlægget over her. Ja, beklager – der kommer mere. Men det bliver både kortere og sjovere! Og så har jeg vist ikke lovet for meget…

So long!

Nå men…jeg kan forstå, at I går derhjemme og entusiastisk følger med i kirsebærblomstringen herovre? Det er meget sødt. Men jeg er ked af at sige det – jeg tror vi er blevet ført bag lyset!

De dér endeløse rækker af kirsebærtræer, der svajer henover en spejlblank flod, eller danner en smuk lyserød tunnel omkring en lille parksti. Du har set billederne ikk’? Jeg tror simpelthen ikke, at de findes i virkeligheden!

Og det siger jeg ikke, fordi jeg nyder at komme med kontroversielle udmeldinger. Men her forleden, da jeg går ned til Kamo-floden i Kyoto for at drikke min morgenkaffe, bliver kimen til min (sunde!) skepsis overfor det her Sakura-koncept ligesom lagt.

Idet jeg skal til at dreje omkring hjørnet for at komme ned til floden, øjner jeg nogle lyserøde blomster og en del mennesker, der står omkring dem. Jeg når lige at få kriller i maven og tænke:

– NU åbenbarer en hel række af kirsebærtræer sig for mig!! Oh, hvilken fryd…mit første store Sakura-øjeblik.

Men da jeg så drejer helt omkring hjørnet ser jeg, at der er netop to træer. Altså to! En-to. Menneskemængden står og knipser ihærdigt med deres kameraer – igen og igen, for at få det perfekte nærbillede eller selfie. Helt inde i kronen på de stakkels kirsebærtræer, som altså ser lidt udmattede ud.

Det er sikkert blevet til nogle rigtig flotte og frodige billeder, som giver indtryk af, at de vælter rundt i kirsebærblomster.

Og lige dér går der konspirationsteoretiker i mig! Guuud…er mange af de billeder, jeg har set af japanske kirsebærtræer, egentlig ikke også taget ret tæt på? Nogle gange består de faktisk kun af et par grene, der hænger og flagrer ude i kanten af billedet, med et fint tempel i baggrunden. Tænk nu, hvis alle de drømmebilleder jeg svømmer rundt i på sociale medier, i virkeligheden er af de samme to halvsløje kirsebærtræer – bare taget fra forskellige vinkler og tilpas tæt på? Og så har min hjerne lige ekstrapoleret det til overdådige Sakura-landskaber, som slet ikke findes i virkeligheden?

Dét ville sgu da være alletiders største fupnummer, hva’?! Overvej det lige? De, der aldrig har været i Japan ved ikke, at de ser billeder af de samme to træer, igen og igen. De, der er taget hele vejen til Japan for at opleve Sakura, kommer aldrig til at indrømme, at de kun så to forkølede træer.

Okay okay, jeg ved selvfølgelig godt, at der (sandsynligvis) findes mere end to kirsebærtræer i Japan. Men findes der mere end to kirsebærtræer med mindre end 5 meter mellem sig, som blomstrer på samme tid? Dét er spørgsmålet! For hvis ikke, så synes jeg altså man har oversolgt det dér Sakura.

Nu har jeg ikke planlagt min egen rejse efter de kirsebærblomster. Men jeg tror godt, at jeg kunne gå hen og blive et lykkeligere menneske, hvis jeg fik lov at bevidne et af de overdådige, lyserøde landskaber. Så som en lidt atypisk (og i virkeligheden ret uduuelig) konspirationsteoretiker, har jeg sat mig for at modbevise min egen hypotese om, at Sakura er fup.

Men jeg må bare sige, at det indtil videre ikke er gået så godt. Hver gang jeg ser nogle lyserøde blomster, som i øvrigt tit er hvide, så sidder de primært på ét kirsebærtræ! Til gengæld flokkes folk om træet for at tage billeder, som afhang deres liv af det.

Her et billede fra Maruyama Park, hvor der endda er linet op til Hanami (Sakura-festivitas).

Okay, det er nu ret flot ikk’? Og der var også et par småtræer rundt om det store hængetræ – det indrømmer jeg. Men der er langt til overdådigt, lyserødt landskab, hvis du spørger mig.

Her har vi en 1-træs situation i Uji.

Og endnu en, i form af dette halvskaldede træ, som folk var ret vilde med. Nok mest fordi det ligger med en smuk baggrund i form af Byodo-in templet i Uji.

Det ser ikke for lovende ud, hva’?

Affødt af den adfærd, der altid udspiller sig omkring disse ensomme kirsebærtræer, hvor en horde af mennesker skal helt ind i knolden på træet for at forevige det, og det dermed er ret svært selv at få et uforstyrret billede – har jeg fået mig en ny hobby. Nemlig at tage billeder af folk, der tager selfies foran et kirsebærtræ. Så er der aldrig kø. Rimelig smart.

Okay – her havde jeg så et træ for mig selv i et par sekunder forleden ved Sanjūsangendō Templet med de 1001 Kannon-statuer (som det i øvrigt kan anbefales at se, hvis man skal til Kyoto).

Ja, det er så det foreløbige resultat af min research ude i marken. Der er ikke selekteret i billederne til fordel for min hypotese. Suk!

Men jeg har ikke givet fortabt endnu! I morgen dedikerer jeg dagen til at gå på en sidste intens jagt, inden jeg forlader Kyoto. Opdatering følger!

Og – selv tak for ærlig rejsejournalistik!

Opdatering!

Okay, I kan ånde lettet op. Sakura findes! Det viser sig, at man skal søge efter “Sakura Tunnel” på Google Maps, så får man serveret dette drømmesyn i Kobe (dog forstyrret af folk i deres biler, som ikke var blevet instrueret i at tilsidesætte deres daglige ærinder).

<Sakura Tunnel, Kobe>

Siden da er jeg faktisk væltet rundt i smukke udsigter, der inkluderede en del mere end to blomstrende kirsebærtræer. I Onomichi, på Shimanami Kaido (en 75 km lang cykelrute mellem Onomichi og Imabari) og i Hiroshima. Universets lærestreg til mig, antager jeg…

<Onomichi>

Det var bare det – I kan nu med ro i sindet genoptage jeres liv derhjemme!

Nå men – dav fra Japan!

<Shinjuku, Tokyo>

Så så man lige sig selv sidde omme på den anden side af kloden, sådan fra den ene dag til den anden. Japan-tur version 2.0 er skudt i gang! Den ægte vare, som ikke kun lever oppe i hovedet.

Lad os starte fra begyndelsen. Det var ikke uden sommerfugle i maven, at jeg sagde farvel til min kæreste i lufthavnen mandag morgen, efter at vi søndag aften havde gjort vores bedste forsøg på at intensitetshygge, så det stod mål med 3 måneders adskillelse.

Sommerfuglene gik ikke kun på selve rejsen, men også på konceptet at begå sig i en lufthavn. Det er sjældent jeg flyver efterhånden – og den sidste lange tur må have været til Japan i 2017. Men jeg lykkedes med ikke at fumle for meget rundt ved security, og var ikke en af dem, der havde medbragt en parfume, der ligner en håndgranat. Jep, det er set i den virkelige verden.

Turen gik i det hele taget som lidt af en drøm. I Helsinki lufthavn begyndte eventyret for alvor, da det pludselig vrimlede med små-sludrende japanere ved gaten. Jeg kunne dermed tage hul på min nye yndlingsbeskæftigelse – at smuglytte til japanere. Ja altså, de behøver ikke som sådan være bange for, at jeg kan følge med i deres private samtaler. Men jeg forstod rent faktisk et ord her og dér. Og dét! Er nok til at gøre mig helt lykkelig.

Det startede smukt, da vi lettede fra Helsinki:

I håb om en lille lur på vejen, havde jeg valgt et vinduessæde, da mit hoved lever sit eget liv, hvis ikke der er en væg til at holde det på plads.

Jeg blev svært begejstret, da det gik op for mig, at jeg skulle sidde på række med to japanere. Så skulle der sludres på japansk, tænkte jeg! Forestillede mig egentlig, at de ville mønstre noget begejstring over mine nyerhvervede sprogkundskaber. Og stille sig til rådighed i anerkendelse af den indsats jeg har lagt for dagen.

Men de havde andre planer. Der gik knap 10 minutter, før de begge sad og sov med fuldt kontrollerede hoveder, der ikke slingrede i valsen. Det betød også, at de ikke skulle på toilettet de første 5 timer af flyveturen. Og lige dér bliver det bøvlet at have valgt et vinduessæde. For man må som bekendt ikke vække en japaner, der sover (Japan din skøre starut)! Så det er bare at bide tænderne sammen og konsummere noget tørret tang, der kan suge lidt indefra.

Da de langt om længe synkron-åbnede øjenene, måtte jeg gribe til handling og mase mig ud. Og der var det altså nyttigt at kunne sige uuundskyld mig og tuuusind tak på japansk. Man kan ikke undskylde for meget i Japan, er reglen. De kunne vist ikke rigtig høre det pga. kabinestøj, men akkompagneret af overstrømmende taknemmeligheds-grimassen, som stadig sidder i muskelhukommelsen tilbage fra 2017, endte det hele godt.

Jeg burde have fået et certifikat for at slide minimalt på flyets toiletter med kun ét toiletbesøg på 13 timer. I stedet fik jeg dette:

Er det sådan noget man kan putte på et CV i stedet for en Ironman?

Allerede i toget fra lufthavnen fik jeg en fornemmelse af, at japanerne er kommet efter det med det engelske. Så nu må vi se, om de overhovedet gider snakke japansk med mig herovre.

Jeg har ellers været utroligt spændt på, om det rent faktisk vil ud af min mund i løbet af denne tur, det japanske. Og hvor meget sake jeg eventuelt skal have indenbords for at hjælpe det på vej. Jeg har sågar haft et helt mareridt på 8 timer, som handlede om den hurdle det var for mig at få ordene:

あのう.すみません … (Anou, sumimasen)

over mine læber. Det er nemlig det man skal sige, når man vil i kontakt med en japaner, har jeg lært. Det fungerer som en icebreaker, der lige giver japaneren et 3-sekunders varsel om, at nu har man altså tænkt sig at snakke noget gebrokkent japansk på dem. Man kan vel oversætte det til øøøh…bøøø…hmmm…undskyld mig.

Det er uklart for mig, om det lykkedes i drømmen at få brudt isen. Men jeg er meget opsat på, at det skal lykkes i virkeligheden!

Vi trænger til et billede. Det bliver af et tog, så det passer ind i konteksten. Dog ikke lufthavnstoget, men derimod en særlig retro-variant af metrotoget på Ginza-linien i Tokyo. Det har et elegant, varmt træ-look og er ikke plastret til med reklamer. Jeg kan forstå på diverse fora, at tog-entusiaster bliver ret kåde, når det en sjælden gang i mellem kommer forbi. Måske er jeg selv uerkendt tog-entusiast, for jeg blev da også en smule henrykt:

Nå, men tilbage til toget fra lufthavnen. En af de ting jeg har fået farvet regnbuefarvet hjemmefra er, hvor fantastisk let det er med offentlig transport i Japan. Og det virkede da også (i teorien) ret ligetil at komme fra lufthavnen til mit hotel. Men toget og Google Maps var tilsyneladende ikke helt enige om, hvor toget skulle stoppe. Så jeg var tvunget ud i en halv icebreaker. Halv, fordi jeg droppede det akavede fyldord あのう(anou). Der skal også være lidt at arbejde hen mod.

Så jeg fik altså spurgt en kvinde, om det her tog kører til denne her station. På japansk! En hel sætning! Hvad mener du?!? Ja, det føltes altså meget skelsættende at have ytret sig på Japansk til en ægte japaner – og blive forstået. Hun fortsatte dog på engelsk. Det vælger jeg ikke at tolke som manglende tillid til mit japanske.

Inden jeg havde set mig om, sad kvinden og en ældre japansk herre og tastede ihærdigt på deres mobiltelefoner for at finde ud af, hvordan jeg dog skulle komme frem til mit hotel. Også den ældre herre snakkede overraskende glimrende engelsk, og hjalp mig i retning af det næste tog, da vi stod af på samme station. Så jeg får allerede trænet taknemmelighedsfraserne en masse.

Selvom jeg ganske vist husker japanerne som utroligt høflige og hjælpsomme, så var jeg alligevel imponeret over deres indsats. I Tokyo! I myldretiden! Mon ikke de er rigelig med mennesker i Tokyo allerede? Man kunne godt fristes til at tro, at de ikke ligefrem knuselsker, at vi turister med al vores bagage også kommer og fylder i deres tog?

Så apropos alle mine japanske dagdrømmerier (Om at leve lidt i fremtiden), ja så lever virkelighedens japanerne altså fuldt ud op til dem, når det gælder hjælpsomhed. Til gengæld erfarede jeg også allerede i toget til hotellet, at japanske teenage-piger sagtens kan mønstre en tvær attitude. I min regnbuefarvede drømme fniser de altså kun og ser søde ud.

Vi mangler lidt at kigge på. Så lad os se, hvordan et bagageskab på en togstation ser ud i Japan:

<Bagageskab, Nagano>

For at opsummere så nåede jeg på turen fra lufthavn til hotel, trods alle mine forberedelser hjemmefra, at være den lettere desorienterede turist, som stadig har en del at lære, for at kunne begå sig i det japanske transport-system. Hvilken side er det egentlig meningen jeg skal gå i, for ikke at gå i vejen for en japaner, der har travlt?!? Troede der var meget klare retningslinjer for den slags. Men det er stadig en velbevaret hemmelighed, som jeg håber nogen indvier mig i en dag.

Jeg nåede såmænd også at føle mig som en helt tjekket type, der nu ved, hvordan et japansk rejsekort fungerer. Og min samlede konklusion for nu er, at det rent faktisk er ret uproblematisk med deres offentlige transport.

Tre timer efter at være landet i lufthavnen, kunne jeg endelig låse mig ind på mit hotelværelse i Akasaka. Så sad jeg dér – mutters alene og med våde sokker. Kunne pludselig ikke huske, hvorfor jeg havde ment, at det var alletiders gode idé det her. At skulle møffe rundt herovre i næsten 3 måneder, helt alene. Hvordan skulle jeg dog komme igennem det uden at miste min forstand? Et ganske forudsigeligt tankemønster, som ikke desto mindre godt kan anspore til lidt mellemfornøjethed.

Nå, men jeg kunne jo ikke bare sidde dér og hænge med mulen. Så jeg besluttede at gøre det, der kan løfte selv det vanskeligste humør til nye højder. Nemlig at handle grønne konsumerbare ting i 7-11:

Det er det man gør her i Japan. Til helt fair priser endda. Apropos, hvor langt der er til nærmeste sted, som sælger matcha-chokolade, så er svaret: Meget kort! Der er simpelthen en direkte udgang fra førnævnte 7-11 og ind til hotel-elevatoren.

Nå, men det var starten på det hele🌸 Siden min ankomst for snart 2 uger siden, er der naturligvis sket alskens ting og sager. Men vi må jo starte et sted, og i dag tog jeg mig lidt tid til skriveriet på en regnvejrsdag i Kanazawa. Har lejet en studie-plads for dagen, i et stormagasin lige overfor mit hotel:

For 130 kr. kan jeg sidde her hele dagen og drikke kaffe/te/juice/you-name-it og spise alle de mere eller mindre eksotiske snacks og kop-nudler, jeg kunne drømme om:

Jeg har en ambition om at være lidt ekstra eventyrlysten herovre. Og i dag har jeg så dækket mig ind ved at konsummere denne, ikke specielt appellerende, grønne snack som jeg regnede med ville smage af grøn te:

<Grøn snack, der ikke smager af grøn te>

Det gjorde den ikke. Meget forvirrende.

Men altså, de bliver ved med at imponere mig med deres koncepter, japanerne. Har vi noget lignende derhjemme? I så fald koster det nok en halv måneds husleje.

Noget andet de i øvrigt kan japanerne, er at spille flere slags musik på én gang i samme butik. Det går op for mig skrivende stund, at jeg lige nu sidder og lytter til både panfløjte-musik og japansk pop med lige høj volumen. Det er da egentlig til at blive lidt sindssyg af. Så nu vil jeg daffe ud og finde noget frokost.

Nyd venligst det dejlige vejr derhjemme, mens jeg finder ja-hatten frem og klarer mig igennem endnu en kold regnvejrsdag…

Okay, hej! Eller hvordan man nu starter et blogindlæg.

Sagen er den, at jeg inden så forfærdeligt længe atter drager mod landet med de ekstraordinært mange grønne madvarer – Japan.

Rejsen har længe befundet sig i en meget fjern fremtid. Og det har såmænd været ganske behageligt med sådan en flagrende drøm, som ikke har krævet detaljeret planlægning.

Nuvel, planlægningen startede så småt for et par evigheder siden, da rejsen er længerevarende og involverer en pause fra jobbet. Men da de basale ting som pause og flybillet var på plads, ja så ooorkede jeg ærligt talt ikke rigtig detaljerne. Kender du det?

Delvist var det fordi jeg stadig debatterede med mig selv, hvor meget der overhovedet skulle planlægges? Ville det ikke være smukt, hvis jeg bare drønede afsted, sådan helt uforberedt og rigtig levede i nuet? Det har man bare hørt godt om, – nuet, ing? (Tak Andreas, for at sætte de helt rigtige bogstaver på vores alle sammens yndlingsord).

Men den primære årsag er nok, at jeg aldrig har været videre fjantet med at planlægge rejser, før jeg står midt i dem (hvilket ikke altid er praktisk). Mere om det senere.

Nå, men her i løbet af sensommeren begyndte det så at dæmre for mig, at den forestående rejse ikke længere befandt sig nær så mange evigheder væk. Og at der kan være andre, der har fået den tossede idé at spendere et forår i Japan. Kirsebærtræer og det.

Hulens. Jeg følte mig pludselig overhalet indenom af tiden!

<Sake-tønder i japansk terræn>

Så i den sidste bid af min sommerferie tog jeg (motiveret af ren frygt!) en dyb indånding, og satte mig ved computeren for at lægge en slagplan. Det var den klassiske spise-en-elefant situation, du ve’. I det her tilfælde en særligt stor og vigtig elefant! Det er trods alt ikke hver dag man tager fri fra jobbet for at tumle rundt i Japan i næsten 3 måneder.

Uf, det trak tænder ud at skulle i gang, kan jeg godt sige dig. Hvordan skal jeg dog kunne tage stilling til, hvor i Japan jeg har lyst til at befinde mig på en tilfældig forårsdag om over et halvt år? Hvor længe skal jeg blive her versus dér? Kommer jeg mon til at kede mig (oh rædsel), hvis jeg bliver en uge her? På den anden side skal der også være tid til at strikke, læse og bare sidde på en café og smuglytte til japanernes samtaler.

<Japansk terræn>

Nå, men efterhånden som jeg spiste små teskefulde af den elefant dér, skete der noget! Min nysgerrighed og entusiasme blev vækket, og inden længe fandt jeg mig selv Google alskens obskure ting og sager. Ikke ud af et behov for at kontrollere detaljerne – men simpelthen bare fordi den fik fuldt skrald på dagdrømmeriet.

Hvor langt er der egentlig fra hotellet til nærmeste sted, der sælger matcha-chokolade? Og hvor sent har de åbent? Hvor får jeg den bedste Okonomiyaki i Kyoto? Og hvordan er det nu jeg siger på japansk, at den smager pragtfuldt, hvis den gør det? Hvad skal jeg i øvrigt, med mit begrænsede japanske ordforråd, sige til Haruki Murakami, når jeg render ind i ham på en jazz-bar i Tokyo? Mon mit latente japanske bare vælter ud, når jeg står dér helt panisk starstruck? Jeg sætte min lid til, at Mette Holm også er der.

Oh, hvilken fryd det var at sidde der og lade forventningerne løbe helt løbsk. Jeg var lige 3 måneder i Japan den sidste uge af min sommerferie.

Men SÅ. Ups! Gik det op for mig, at jeg var i fuld sving med at forbryde mig mod en universel og meget vigtig livsregel. Man må IKKE fjerne sig selv fra nuet ved sådan at sidde og skødesløst drømme sig ind i fremtiden. Det er strengt forbudt, thi det fjerner helt fokus fra den kolde, grå mandag man lige er i gang med. Og det er noget rod! Derudover er fremtiden vistnok en illusion. For bedst som man tror, at NU (!) er den her. Så viser den sig at være nutiden.

Ydermere risikerer man at blive dybt skuffet, når fremtiden bliver til en nutid, som udfolder sig helt anderledes end alle de regnbuefarvede dagdrømme man har sovset rundt i. Du ved, brødkniven i den lejlighed man har booket er sløv. Det tager en time at gå de 2 km ned til byen (som man kan se liiige dér fra balkonen), fordi man skal gå på en glat, stejl sti belagt med brosten (hvem finder på det?). Naboen har i øvrigt gøende hunde på balkonen, og ser OL på iPad’en med volumen på maks. Sand historie.

Ak, det er sandt nok noget rod, at man sådan har gået og gjort sig forestillinger og nydt fremtiden på forhånd…

Eller hvad?!? Spurgte jeg mig selv, da jeg tog mig i dagdrømmeriet. For det var jo faktisk dagdrømmeriet, der fik mig igennem planlægningen af min tur. Og det var dagdrømmeriet, der gjorde, at jeg for en gangs skyld hyggede mig med det. Virkelig meget faktisk – kriller i maven og hele dynen. I stedet for, at det bare blev en sur pligt uden emotionel gevinst.

Nej, jeg vil gerne opponere mod den regel dér! Og slå et slag for, at vi lever lidt i fremtiden, når den kan tilbyde mere end en gennemsnitsmandag i norden. I mit tilfælde får jeg nu lov til at opleve rejsen hele to gange, og på den måde bliver den jo faktisk halvt så dyr.

– Men er det ikke sandt, at man risikerer at blive frygtelig skuffet?

spørger du. Og der må jeg bare sige, jo! Det er det. Men jeg har tænkt grundigt over det, og er kommet frem til, at man slet ikke behøver at være så bange for lidt skuffelse. Min erfaring er, at den ret hurtigt får kørt sig selv træt. Og hvis du spørger mig, så er den ægte, sanselige rejse version 2.0, uanset skuffelser, altid den mest givende og lærerige.

Jeg er som bekendt en slow brewer. Så mens jeg har brygget på denne lille note, er dagen der i evigheder har været en langt-ude-i-fremtiden-dag, nu blevet til i morgen. I MORGEN! Det driver stadig gæk med mig, hvordan en fjern fremtid pludselig kan forvandle sig til nutid.

Spændende skal det blive, hvad version 2.0 af Japan-turen bringer. Og hvor skuffet jeg eventuelt bliver.

Jeg daffer – ses i Japan!

<Japansk terræn>

Ja, det aner jeg ærligt talt intet om.

Men når jeg engang imellem beslutter mig for at søge inspiration til, hvordan jeg bør gøre det. Ja, så går jeg altså kontra på de fleste velmenende råd. Det sker helt instinktivt. Alt i min krop snørrer sig sammen af bar’ modstand.

NEJ! Jeg vil ikke give mine blogindlæg en overskrift, der er så fængende, at jeg nærmest snyder læseren ind i noget, som indholdsmæssigt ikke kan leve op til den. I hvert fald ikke intentionelt.

NEJ! Jeg vil ikke starte med konklusionen, så folk kan vurdere om de gider bruge 4 minutter på at læse hele indlægget. Hvad f#$%#n sjovt er der ved det? Har altid undret mig over folk, der fnisende indrømmer, at de læser slutningen af en bog først. WHAT? Det er da den vildeste måde at snyde sig selv på, hvis du spørger mig.

NEJ! Jeg vil ikke skrive et blogindlæg, der er scrolle-venligt. Så folk, der beslutter sig for, at konklusionen er deres tid værdig, kan speed-læse indlægget. Det er simpelthen ikke intentionen, at folk skal kunne læse hvert 3. ord og stadig forstå, hvad jeg mener.

Kald mig bare stædig og amatør-agtig. Men jeg vil finde det langt mere tilfredsstillende, hvis blot én person gider at læse de ord, jeg har haft lyst til at skrive. I den rækkefølge jeg har haft lyst til at skrive dem. Med konklusionen til sidst og andre kontroversielle greb.

Jeg vil meget hellere slå et slag for, at vi kollektivt tager os sammen! Og får vores hjerner tilbage på rette spor. Så vi igen kan koncentrere os om noget, der er mere krævende end 7 sekunder lange videoer af hårtransformationer eller katte, der vælter rundt i mel. Kom så, vi kan godt! Jeg tror på os!

Jeg har i det hele taget lyst til at slå et slag for langsommelighed, disciplin og kræsenhed ift. hvordan vi bruger vores tid og fokus.

Gudskelov, at jeg har et betalt job og ikke skal forsøge at leve af det her…

Nå, men altså…

Bedst som du regnede med, at jeg ville servere dig en åbenbaring sidst (Opfølgende Strøtanker om Livsformål), skred jeg i stedet fra det hele i oprør mod en vis fællesmængde.

– Jamen hvad gør vi så nu!?! Jeg vil altså stadig gerne have fingrene i et livsformål. Hvordan sikrer jeg mig ellers, at jeg lever et meningsfyldt liv?

Tænker du. Fortvivl ej! Thi umiddelbart efter, at jeg tvært havde forkastet Venn-diagrammet, mindede en klog veninde mig om konceptet Ikigai. Det er sådan noget japanerne går rundt og har sig. Og de har altså tit fat i den lange ende, japanerne. Så jeg besluttede mig for at læse lidt op på, hvad Ikigai er for en størrelse.

Men før vi dykker ned i det, så lad os kort genbesøge det noget anstrengende Venn-diagram. Nogle vesterlændinge tror nemlig fejlagtigt, at man lige vupti kan Japanificere det ved at kalde fællesmængden Ikigai i stedet for Livsformål. Og det får da også Venn-diagrammet til at fremstå helt smukt og dragende med et par japanske tegn i midten. Men det er altså ikke, hvad japanerne selv forstår ved Ikigai.

Ikigai er ikke noget vi behøver at tjene penge på. Der er heller ikke noget krav om, at vi skal være dygtige til det. I det hele taget er det ikke noget, vi skal finde nede i en bette fællesmængde. Så du kan roligt glæde dig!

Vi napper lidt japansk terræn for at skabe suspense…

<Japansk terræn>

Iki kommer af verbet ikiru (生きる), der betyder at leve og gai (甲斐) som suffix betyder værdien af. Så en ret direkte oversættelse af Ikigai er Værdien af at leve.

En mere løs oversættelse af Ikigai til engelsk som også bruges er The joy of daily living. Det faktum at tidsudstrækningen går fra liv til dag siger mig, at det her bliver lettere at have med at gøre end et livsformål. Og ifølge japanerne er Ikigai altså et helt validt og meningsfyldt princip at leve efter.

Som den engelske oversættelse indikerer, kan vi have mange forskellige kilder til vores Ikigai. Og dét er altså pragtfulde nyheder for os multi-passionerede mennesker. Vi er nemlig blevet meget forvirrede, når alskens personer har fortalt os, at vi venligst skal vælge én ting at fokusere på.

En måde hvorpå vi kan identificere vores kilder til Ikigai, er ved at stille os selv følgende spørgsmål:

– Hvad er mine grunde til at leve?

Av, måske kan det her spørgsmål godt føles lidt stort og ubehageligt. Eller hvad? Ingen problem. Vi hopper blot videre til næste spørgsmål:

– Hvad er mine grunde til at stå op om morgenen?

Allerede her bliver det lettere. Selv på en dårlig morgen kan kaffe og kryddere med ost gøre det for mig. Men hvad gør man, hvis man har nogle rigtig bøvlede dage, man faktisk ikke har lyst til at stå op til? Ja så kan man skalere ned til det mere dramatiske spørgsmål:

– Hvad er mine grunde til alligevel ikke at kaste mig ud fra en høj bygning?

Og forhåbentlig komme frem til et svar. Dette mere alvorlige spørgsmål indikerer, at The joy of daily living nok alligevel er en mangelfuld repræsentation af, hvad Ikigai betyder for japanerne.

Ifølge japanerne skal man nemlig ikke forvente, at Ikigai er en kilde til ren fryd/lykke/gammen. Det at finde mening og læring i sine personlige lidelser og måske ligefrem dele sine indsigter med andre, kan også være en kilde til Ikigai. En grund til, at livet (omend bøvlet) er værd at leve.

Som du måske fornemmer, er Ikigai en dejligt fleksibel størrelse. Den insisterer ikke på, at én lillebitte fællesmængde skal bære hele meningen med vores eksistens. Ken Mogi, en japansk forfatter, som også har skrevet om Ikigai, er citeret for følgende:

– Japanese do not need a grandiose motivational framework to keep going, but rely more on the little rituals in their daily routines.

<Japansk terræn>

Selvom japanernes definition af Ikigai ikke er baseret på mængdelære, og dermed ikke har noget med Venn-diagrammet for livsformål at gøre. Så får jeg alligevel lyst til at drage en parallel til det.

Som jeg ser det, siger Ikigai nemlig god for, at vi slår os løs i hele foreningsmængden. Vi kan bare give den fuldt skrald ude i kanterne uden at det betyder, at vi mangler et formål med vores liv. Aah, foreningsmængder – de kan nu et og andet.

Lad os lige, for spas og løjers skyld, genbesøge mængden, der næsten rammer plet i Venn-diagrammet:

Den mængde jeg postulerer, at mange mennesker befinder sig i, i kraft af deres betalte arbejde. Den har japanerne nu åbnet op for os. Og se da også lige, hvor fornøjet den ser ud. Altså – vi får penge for noget vi er gode til og som verden har brug for. Derfor står vi op om morgenen. En temmelig valid grund, vil jeg mene?

At vi ikke nødvendigvis knuselsker vores betalte arbejde, må ikke gøre os urolige. Vores liv er stadig værd at leve, siger japanerne! Det er ingen skam at udføre et stykke arbejde, primært fordi vi bliver betalt for det. Faktisk kan det være ganske fordelagtigt ikke at gøre vores betalte arbejde til hele meningen med vores eksistens, hvis du spørger mig.

Men givet, at de fleste af os bruger en stor andel af vores liv på at arbejde, kan det være fordelagtigt at identificere, hvad det ellers giver os. Udover råd til mørk chokolade. Det er blevet dyrt, hva’?!

Måske giver det os materiale til den bog, vi skriver ved siden af? Måske giver det dejlige relationer og gode grin i løbet af en dag? Måske tjener det som en fantastisk arena for selvudvikling, fordi vi er nødt til at samarbejde med mennesker, vi ikke selv har valgt? Eller måske giver det os bare en god kontrast til weekendens frihed og selvbestemmelse, at vi har brugt os selv i service til andre.

Et betalt arbejde er ikke bare det, der står i jobbeskrivelsen. Du er fri som fuglen til at give dit arbejde alle de personlige formål, du kan finde på og som giver dig sommerfugle i maven.

<Prikket japansk terræn>

Nå, men lad os ikke dvæle mere ved Venn-diagrammet. Vi glemmer jo rent, at det intet har med Ikigai at gøre.

Pointen med konceptet Ikigai er, at du ikke behøver bruge en masse kræfter på at lede efter et stort forkromet livsformål, der sætter flueben i alle bokse. Vær i stedet bevidst om og værdsæt alle de små ting, der hver især og på forskellig vis giver livet værdi. Mange bække små, du ved.

Disclaimer: Jeg er ingen Ikigai ekspert (det burde jeg sikkert have oplyst om noget tidligere). Hvis du er blevet nysgerrig, så lyt i stedet til The Ikigai Podcast med Nicholas Kemp.

Og nu trækker jeg semi-abrupt-afslutningens-kortet. Daffer meget snart til Japan og har ærligt talt ikke tid til at blive hængende her!