Lad mig starte med at konstatere, at Japan (indtil videre Tokyo) er lige så vidunderligt skør som jeg huskede:
Folk lader generelt til at være upåvirkede af Batman og rov, så jeg konkluderer, at de er en integreret del af onsdagstrafikken.
Ja, og så er jeg for lidt med på trends til at have opfanget, at katte er totalt sidste år. Det er pindsvin i år simpelthen. Spis wokret med den ene hånd, kæl et pindsvin med den anden.
Nå men for at starte med starten går rejsen herover som en drøm. To sæder i flyet, spritny formbar nakkepude (tak Novo) og en flyver-vin udover det sædvanlige.
Selvom stewardessen med paryk-hår siger godnat kl.18.30 dansk tid ved beslutsomt at trække mit plastikgardin ned, bliver det ikke til mere end lidt nikken med hovedet. Til gengæld får jeg set 3 film og udforsket helt nye (potentielle) dobbeltsæde-sovestillinger.
Tokyo lufthavn er så ren, at jeg ville have haft det fint med at spise sushi af gulvet. Alt foregår i et effektivt, men roligt tempo. Folk holder en passende afstand til bagagebåndet og går først helt hen til det, når deres bagage faktisk kommer (hva’ gi’r du mig?!).
Selv undergrunden ligner noget, der ikke har været taget i brug endnu. Eller er det bare mig?
På mit hostel bliver jeg hurtigt genforenet med det forunderlige japanske toilet. Udover effekter til at sløre eventuelle kompromitterende lyde, tilbydes varme i sædet og rengøring af understellet på forskellige niveauer. Efter forsigtigt at have prøvet mig med “Level 1” (et par meget insisterende stråler) betvivler jeg ikke, at man faktisk bliver spulet en meters penge op over toilettet på “Level 3”.
Lige overfor mit hostel ligger den dejlige Ueno Park, som er et udmærket match til mit jetlag. Fuld af smilende japanere, som tager en pause fra deres travle arbejdsliv i disse helligdage, der udgør Golden Week. Folk cykler slingrende med små børn både foran og bagpå eller træner på udendørs maskiner. Skoledrenge sidder ved søen og tegner og ældre mænd med venlige rynker skriver japanske tegn i små notesblokke, som ser yderst spændende og hemmelige ud.
Lidt aftenvandring i området bliver det også til. De smalle gader er fuld af små intime spisesteder, som man dårligt opdager, før man har passeret dem. Medmindre de har udendørs servering.
Mange af stederne ser ud til at køre et tapas-agtigt koncept. Nu må vi se om jeg bider på det. Er generelt gladere for store portioner.
Da jeg kommer hjem fra min aftenvandring uden at være blevet forstået af én eneste japaner, bliver jeg ramt af mit første “hvad filan skulle det til for?” (jf. Tadaaa).
Det går op for mig, at jeg samlet set har udvekslet ca. 10 ord på engelsk og 2 på japansk med nogen i løbet af dagen. Jeg føler mig nogenlunde ligeså alene og fremmedgjort i Tokyo som Scarlett J. i “Lost in translation” (uden sammenligning i øvrigt). Nej Japan, du har ikke lært engelsk, siden jeg var her i 2009.
Nå, men idag har vi så taget revanche, Japan og jeg. Jeg falder bl.a. i snak med en japansk programmør i toget. Hvad er oddsene for det? Jeg ved det ikke. Nå, men vi sludrer lidt om Python og Java. Altså, ordene bliver i hvert fald sagt. Han underviser og skal naturligvis på arbejde, selvom det er helligdag.
Det er tilsyneladende ret almindeligt at arbejde 50-80, for ikke at sige 100 timer, om ugen (er ikke så god til det dér med tal, men er der overhovedet 100 timer på en uge?!).
Af selvsamme årsag må du aldrig vække en japaner, som falder i søvn på din skulder i toget (det er rigtigt!). Japaneren har brug for at sove færdigt på din skulder. Også selvom du ender med at køre adskillelige stationer for langt.
Nå, men programmøren og jeg snakker til jeg har tømt ham for engelsk ordforråd, hvilket passer med, at jeg skal af. Så med en reduceret følelse af at være “Lost in translation” siger jeg nu godnat fra min nye hybel:
Oyama 