Ohayō

Så godmorgen da…

Jeg har erhvervet mig en form for omvendt jetlag. Det går ud på, at jeg føler mig allermest frisk på de tidspunkter, hvor jeg normalt ville begynde at blive småtræt derhjemme. Og det er så kl.4-6 stykker japansk tid. Super.

Det hjælper nok heller ikke på søvnen at ligge på sovesal med 20 andre, som skal pakke og afsted på alle (u)mulige tidspunkter. Kender du det når folks intention om at være stille, nærmest larmer? Og det der skal ordnes (som larmer) i øvrigt tager dobbelt så lang tid.

Nå, men nu sidder jeg altså her i køkkenet lidt i 4, efter at have klemt øjnene insisterende sammen i en halv times tid, uden at det resulterede i mere søvn. Gudskelov har de kaffekopper af passende størrelse herovre.

Forleden skete det samme, bare et par timer senere. Klokken lidt over 6 kapitulerede jeg og besluttede mig for at være morgenfrisk med japanerne. Det viste sig at være den BEDSTE idé jeg længe har fået.

Om morgenen indtager de ældre japanere nemlig Ueno Park. Og de sidder altså ikke bare og hænger på en bænk med livløse øjne. Nej, de dyrker Tai Chi (bliver altid lidt i tvivl om, hvorvidt de er i gang med noget eller hvad?), løber eller laver strækøvelser og pull-ups i stativerne (ja ja, med lidt skalering). Træningen afsluttes med morgenmad fra sølvpapirpakker, termokandekaffe, grin og småsludren. Det ser svært hyggeligt ud.

Da jeg kommer ned i parken, går jeg over mod træningsstativerne, hvor en større gruppe ældre laver strækøvelser, guidet af en mandestemme jeg ikke kan lokalisere. Mange af dem ligner nogle på omkring de 70 år. Så de har vel været en 80-90 stykker.

At observere japanere er min nye yndlingsbeskæftigelse, og det her er en perfekt mulighed for lidt diskret luren. De har fuldt fokus på deres stræk og jeg kommer til at blende så fint ind her med mine knæ-øvelser. Not what happened.

Mindre end 10 skridt inde i en elastikøvelse peger en lettere krumrygget mand, med øjne der stråler om kap med solen, ned på elastikken omkring mine fødder, siger “Eeeeeeh Eeeeeeh” (du ved – klassisk japansk begejstringslyd) og skraldgriner. Jeg griner tilbage og peger på mit knæ for at forklare formålet. Han mener, at underholdningsværdien af mine udfoldelser er så stor, at flere skal have glæde af den. Han tøffer derfor rundt til de nærmeste damer, som straks følger trop; peger, griner og siger en masse jeg ikke forstår. Jeg forsøger at lokke den ene dame til at prøve min elastik, men hun griner bare og lader som om hun ikke aner, hvad jeg er ude på.

Da jeg vinker farvel til dem lidt senere er det med et varmt hjerte. Både fordi det var et smukt eksempel på kommunikation uden ord. Men også fordi det var utroligt livsbekræftende at opleve mennesker i den alder så fulde af begejstring og nysgerrighed.

I det hele taget fornemmer jeg, at ældre mennesker spiller en mere aktiv rolle i det japanske gadebillede. F.eks. disse dejlige damer, der spiller traditionel japansk musik i forbindelse med min ankomst til Japan (eller Golden Week) i Yoyogi Park:

Jeg har efterhånden også set flere virkelig gamle mænd cykle rundt med styret i den ene hånd og stokken i den anden.

Når jeg bliver gammel vil jeg være japaner.

---

Det går rimelig godt med ikke at kunne sproget. Både i den forstand, at jeg stadig ikke kan sproget. Men også i den forstand, at jeg har tilegnet mig nogle overlevelsesstrategier.

Strategi 1

Læg dine vågne timer i et tidsinterval, der er kompatibelt med de ord du kan. Hvis du f.eks. som jeg er blevet god til “Ohayō” (godmorgen), så stå op ved 4-tiden og gå i seng igen, når det begynder at virke åndssvagt at sige.

Strategi 2

I situationer, hvor det forventes at du siger noget, men “Ohayō” ikke er fyldestgørende/relevant.

Find da en grimasse du synes udtrykker det du ville have sagt, hvis du kunne. Giv den bare hele armen med mimikken for at kompensere for din mangel på sprog. F.eks. fungerer “overstrømmende taknemmeligheds”-grimassen i mange situationer.

Strategi 3

Du står med en madvare og kunne godt tænke dig at vide, hvor frisk den er. Du ser en dato på indpakningen. Det er dags dato. Du tænker “ej, det er alligevel ikke helt godt”.

Men så bliver du i tvivl om, hvorvidt det faktisk er fremstillingsdatoen, da der kun står én dato på emballagen. For så er det jo faktisk en ret god dato. Undersøg nu diverse andre madvarer. Led til du finder én med en dato efter dags dato. Sammenlign de japanske tegn ud for datoen, et for et, på din og sammenligningsmadvaren. Hvis de ikke matcher, er din madvare (sandsynligvis) fremstillet idag. Hvis de matcher, er din madvare (sandsynligvis) kun holdbar til og med idag. Bum.

Strategi 4

Du står med en vare du godt kunne tænke dig at konsumere, men ved ikke, hvad det er. Den primære emballagefarve er grøn.

Konklusion: det er ligegyldigt, hvad det er. Det smager af grøn te.

I den mere klassiske turistgenre kan jeg fortælle, at jeg idag har været i Hakone, en 3 timers bus/togtur fra Tokyo (man må jo udnytte sit omvendte jetlag til de længere afstikkere). Mit primære formål var at få et godt kig til Mount Fuji. Du kan selv vurdere, hvordan det gik…

Hvis du spørger mig havde den sky rigelig med plads at boltre sig på (som ikke var foran bjerget). Men altså, smukt var det jo alligevel. Virkelig smukt faktisk…

Dagene går hurtigt her i Tokyo og nu er det videre til næste stop, Kanazawa:

En mindre by med ca. 1/2 mio. indbyggere. Selvom jeg er vild med Tokyo, bliver det nu meget rart at komme lidt væk fra gader som denne:

Vi runder af med lidt hipster-stemning fra kvarteret Shimokitazawa i Tokyo: