Tæt på

Hej folkens!

Ved ikke hvordan det står til derhjemme, men herovre ræser tiden afsted som ét af japans højhastighedstog.

Kanazawa er allerede fortid og jeg sidder i skrivende stund på en Starbucks i Kyoto og nyder min første japanske matcha latte. Husker pludselig hvorfor jeg blev afhængig af det stads derhjemme. Her smager den dog væsentligt mindre af te, noget mere af sukker.

Idag er den første grå-våde dag herovre. Men på en rar måde. Som en sommerregnvejrsdag derhjemme, der er tilforladelig nok til, at man kan beholde sandalerne på og krybe sammen under en presenning et sted (som man jo ofte gør). De smalle gader dufter friskt og er fulde af mennesker med paraplyer i hænderne, som idag får lov at til skærme for regn istedet for sol.

Jeg ser det som en opfordring til at få skrevet lidt igen. Det føles lige nu som en byld, der er svær at få hul på. Bliver næsten ræd for, at mit sprog er ved at forsvinde herovre.

Prøver ellers at huske på at sige noget til mig selv engang imellem. A la “Sådan, mig selv! Vidste du før eller siden ville lykkedes med at finde cornflakes, der bare smager af cornflakes. Ikke melon eller 20 kilo sukker”. Kan afsløre, at det ikke er nogen triviel sag med de cornflakes dér, men det er en længere historie. Som jeg sådan set HAR lyst til at gå ind i, men nu er det blevet sengetid (herhjemme, ikke på Starbucks).

[ Sove sove…]

Nå, men der er såmænd sket en del siden sidst.

Kanazawa

Turen fra Tokyo til Kanazawa er ren VM i behagelighed (tak for nyt yndlingsudtryk, Lene). Den foregår i Shinkansen (ham på billedet ovenfor), der glider lydløst over skinnerne. Udsigten er fantastisk, med sneklædte bjerge og den slags. Næsten ærgerligt, at højhastighedstog kører så stærkt.

Allerede på gåturen fra stationen til mit guesthouse kan jeg mærke, at jeg har noget godt i vente. Går langs små rislende kanaler det meste af vejen og gaderne er befriende stille, måske fordi det er søndag. Min fornemmelse bliver bekræftet, da jeg ved ankomsten bliver plantet i en blød stol og får serveret en kop grøn te og japanske godter. Glemmer næsten, hvor meget jeg trænger til bad og toilet.

Da jeg har kastet teen ned i et par slurke fører ejeren, en sød ældre dame, mig op ad en smal trappe i én af husets afkroge. Begejstringen er stor, da hun åbner døren til dette vidunder af et værelse i traditionel japansk stil:

Lige dér danser mit hjerte altså af glæde (tak for tip, Dina). Derudover er det svært tilfredsstillende for mit matematiker-gen, at jeg nu kan udvide min hypotese om grønne ting til også at omfatte grønne rum:

Grønne rum dufter af grøn te!

I ren ekstase over min nye indsigt går det min næse forbi, at der står en dåse grøn te på mit TV-bord. Eller dvs. det er ikke dét, der går min næse forbi, for jeg drikker flere kopper. Men sammenhængen mellem dåse og duft i rummet. Ja ja, man kan ikke altid være ligeså hurtig som Shinkansen.

Okay, så kausaliteten er måske ikke helt som jeg forventede, men indtil videre gælder det stadig, at grønne rum dufter af grøn te. I øvrigt ved man godt som statistisker, at det dér med kausalitet er stærkt overvurderet.

Den ældre dame udstyrer mig med håndtegnet bykort og manual til aircon’en.

Er det ikke vidunderligt?

Jeg er så stor fan af stedet, at jeg begge aftener køber mad med hjem og hænger ud i det varme fællesbadekar, som jeg får for mig selv.

Ellers kan jeg berette, at jeg er blevet utroligt glad for at tage billeder af ting tæt på. Er det en forbandelse, der følger med at have fået sit første spejlreflekskamera?

Måske. Men det er altså også havernes skyld; Kenroku-en, Kanazawa Castle Park og Gyokusen-Immaru Garden. For der er så ustyrligt mange ting i dem, der er pæne tæt på.

Og jeg ved godt, at andres tæt-på billeder aldrig er ligeså spændende som ens egne, men bare lige ét:

Nå, men det bliver også til et par billeder langt fra. Her fra Kenroku-en:

Og Gyokusen-Immaru Garden:

En ting jeg har set frem til i Kanazawa er 21st Century Museum of Contemporary Art. Her kan man nemlig fint hoppe i poolen, selvom man har glemt badetøj:

Uden de helt store konsekvenser.

Der er desværre kamera forbudt på resten af udstillingen. Det kribler ellers i mig for at tage billeder (tæt på) af Ikeda Manabus værker. Han laver de mest detaljerede tegninger, kæmpe store, hvor man kan blive ved og ved at opdage en ny scene, et nyt dyr, en ny flyvemaskine. Meget fascinerende!

Derudover er jeg et smut forbi Higashi Chaya distriktet, som bedst opsummeres sådan her:

Tak dame i kimono, fordi du vælger at stryge forbi mig lige dér. Husene, som er flere hundrede år gamle er kendetegnet ved trægitter-fronter og fungerer primært som tehuse (nogle inkl. geisha-underholdning), keramik- eller delikatesse-butikker. Det er gået op for mig, at keramik SLET ikke spiller en stor nok rolle i mit liv. Jeg er på dit hold nu, Mutti!

Kyoto

Lægger ud med et kort for at bryde isen…

Jeg har vidst, at jeg ville til Kyoto en dag, siden jeg i 2009 sagde farvel til min amerikanske backpacker-veninde i Tokyo. Jeg skulle videre til Korea, hun til Kyoto.

Jeg har på intet tidspunkt kunnet huske, hvad hun præcist fortalte om Kyoto, men det lød som det helt rigtige at gøre. Det var vist noget med nogle templer og så’n. Og da jeg har svært ved at hidse mig op over at researche en masse inden jeg ankommer til et sted, er jeg heller ikke siden 2009 blevet klogere på, hvad jeg har i vente.

Mit første møde med byen er en 4 km vandretur langs én af de mest trafikerede veje. Thi det var jo potentielt meget mere bøvlet at finde den rigtige bus ved stationen end vandre i 27 grader og høj sol med 25 kg ting og sager på ryggen.

På denne vandretur går det op for mig, at mit billede af Kyoto måske er en kende forvrænget. Jeg havde nok set for mig, at vi var lidt mere ovre i landsbygenren. I ved, hvor alle kender alle, og man enten er til hest eller fods.

Nå. Så i et par timer har jeg det liiiiidt stramt over at have lagt mit længste ophold her. Jeg opdager dog allerede samme aften, hvad Kyoto har at byde på udover store trafikerede veje. Her et par billeder fra det hyggelige kvarter Gion, som nu er et stort geisha-distrikt:

Ellers kan jeg fra Inari Shrine berette, at orange også er det gamle sort:

Da jeg kigger mine billeder igennem, går det op for mig, at jeg kun har billeder af kimono-piger bagfra. Pludselig kan jeg mærke en mission om også at få et forfra-billede i hus, vokse i mig.

Så da der dagen efter pludselig kommer to uskyldige kimono-klædte piger gående op ad en lille vej mod mig, går der altså paparazzi i den. Jeg bliver en blanding af turisten, der bare skal have sit skud i kassen og turisten der HAR læst et sted, at japanere ikke nødvendigvis elsker at blive fotograferet af fremmede. Altså, heftigt knipsende, mens jeg undskylder lidt bag kameraet.

Tror de indser, at det er lettere for alle parter, hvis de bare stopper op og ser søde ud:

Jeg siger pænt tak vha. “overstrømmende taknemmeligheds”-grimassen. Alt er godt.

Fredag beslutter jeg mig for, at der skal lidt musik til og køber en billet til noget indføring i traditionel japansk musik. Tænker godt nok, at den er ret billig den billet. Og det går op for mig, at det er fordi jeg selv skal stå for det meste af underholdningen.

Min protesteren må have været halvhjertet, for jeg ender med at stå oppe på scenen og spille tromme med en japansk dame (hende den halve til højre i billedet). Gudskelov man ikke er typen, der bliver specielt shiny i panden af rampelys.

Studser stadig over, hvorfor jeg ligner én, for hvem noget virkelig dejligt er hændt.

Japansk dame og jeg bliver naturligvis gode venner i kraft af vores nyopdagede trommetalent.

Så her sidder jeg med hende og vennerne, en hyggelig og festlig flok. Igen er der ikke så meget engelsk at tage af, så det bliver mest til gentagne high-fives over vores debut på musik-scenen.

Nå, men vi har aftalt at mødes og jamme snart, damen og jeg. Og nu skal jeg selvfølgelig ikke jinx’e det, men har bare på fornemmelsen, at det kan blive stort.

Her på falderebet har jeg lige lyst til at nævne, at jeg for første gang har bukket sådan helhjertet for en japaner. Jeg har gjort antræk til det et stykke tid. I ved, først små nik, så dybere nik. Det lyder måske lidt pjattet, men der er flere ting man skal overveje, inden man kaster sig hovedkuls ud i et decideret buk:

1) Hvor dybt skal jeg bukke? Har hørt, at den der bukker dybest er den anden underlegen. Men på hvilken måde? Alder spiller vist ind. Men skal man f.eks. justere for, hvem der har det fedeste ur eller det mest velplejede hår?

2) Hvor dybt KAN jeg bukke uden at min rygsæk (som ikke lukker ordentligt) og alt dens indhold vælter ned i hovedet på mig?

3) Hvor dybt kan jeg bukke, sådan ift. fleksibilitet og balance? Jeg ved det faktisk ikke, for jeg bliver ved med at glemme at øve, når jeg kommer tilbage på mit værelse. Okay, har lige prøvet, 90 grader går snildt.

Nå, men her forleden (alt er åbenbart sket forleden) købte jeg en kjole af en meget sød pige, som grinede en hel masse og gestikulerede, at den var bare lige i øjet den kjole. Og da hun afsluttede handlen med et meget dybt buk, kom der altså pludselig krop på mit nik.

Jeg tænker, at en helt ny verden vil åbne sig for mig med dette mit første buk.

Godnat og sov godt…