Mon ikke jeg bare skal lægge ud med at indrømme, at jeg i skrivende stund er en smule tirsdagssnaldret. Sådan kan det gå, når man kaster sig ud i et glas sake (føj i øvrigt) til maden. Hermed har jeg fraskrevet mig ansvaret for nedenstående skriverier.
Og så blev jeg distraheret af noget og fik ikke skrevet mere den aften.
[ Sove sove…]
Jeg har været en del på farten siden sidst og befinder mig pt. i Takayama, sidste destination før jeg vender retur til Tokyo inden hjemrejsen. En mindre by midt-ish i Japan et sted mellem Kyoto og Tokyo, tæt på de japanske alper. For mere eksakt info henvises til nettet.
Men lad mig skrue tiden lidt tilbage. Kronologi skaber en vis tryghed hos folk.
Naoshima
Da jeg forlader Kyoto for at tage til Naoshima, en lille ø et stykke mod sydvest, er det med høje forventninger. Alene i kraft af, at det vil blive noget helt andet end bylivet. Og det er selvsamme høje forventninger, der får mig nogenlunde overskudsagtigt gennem transport-sekvensen:
Tog -> Tog -> Tog -> Tog -> Færge -> Bus
med 30 kg bagage. Måske bidrager det også, at en ældre dame i toget pludselig lægger sin Kryds & Tværs fra sig og kommer over og lukker min hånd omkring to små poser snacks (sandsynligvis smagsprøver fra selvsamme Kryds & Tværs). På den dér bedstemor-agtige måde “Tag du dem. Jo jo, de er til dig.”
Meget overraskende kan mine forventninger til Naoshima godt overgås af virkeligheden. Det er i hvert fald tilfældet, da jeg bliver tildelt denne fantastiske vogn med fuldstændig uforstyrret udsigt til bølger og bjerge:
Livet på øen må karakteriseres som yderst stille og roligt. Det går primært ud på ikke at erhverve sig for mange myggestik og sørge for at få noget at spise inden hele øen lukker ned. Samt slentre rundt i den smukke natur mellem museer og skulpturer i det fri.
Måske du kan gætte en kunstner, hvis navn det står med prikker:
Nå, men jeg bliver altså udfordret lidt på det dér med at geare ned ovenpå de japanske storbyer og bare nyde stilheden. Det lykkes ret godt når mørket falder på, og jeg kryber ned i min sovepose og lytter til bølgernes små eksplosioner med god læsning og kaffe.
Apropos Murakami, så har tilfældighedernes spil gjort, at vi ikke er rendt ind i hinanden herovre. Kald mig bare optimist, men jeg havde ærligt talt regnet med, at Universet ville samle sine kræfter om at få et møde sat op. Nuvel, det kan nås endnu.
Jeg sætter punktum for ø-opholdet med en “Open Sky Night” på Chichu Art Museum. Den går ud på at observere himlens forandringer gennem et stort firkantet hul i loftet mens solen går ned, akkompagneret af skiftende LED-belysning.
De opfordrer til fuldstændig ro, så man kan lade sig opsluge af seancen. Helt fint med mig. Jeg har ingen planer om at konversere nogen. Men hvorfor er det nu, at så snart jeg eksplicit får at vide, at nu skal jeg venligst være musestille, så går min spytproduktion TOTALT bananas? På den dér måde, hvor et helt ocean skal passere min hals, hver gang jeg synker. Et helt ocean larmer.
Bliver meget lettet, da damen ved siden af mig begynder at nikke en masse med hovedet og trække vejret så tungt, at det overdøver min kamp mod druknedøden.
Osaka
Kender I de dér dage, hvor man opdager, at Universet faktisk sørger for, at alt går op i en højere enhed?
Min første dag i Osaka er sådan én. Osaka var primært planlagt som en mellemlanding på vejen til Takayama, så det er uden de store forventninger, at jeg når frem til Shin-Osaka Station.
Her prøver en sød ældre japaner med orange lyssværd (almindeligt pegeredskab for japaner med autoritet i trafikken) forgæves at guide mig videre i retning mod mit hostel.
Eksempel på trafik-lyssværd (Gion, Kyoto):
En anden ældre japaner kommer mig til undsætning. Han bor på 20. år i New York, så hans engelsk er lidt bedre (men faktisk kun lidt bedre). Vi følges det meste af vejen og snakker om Trump, og japanerens underbo Anthony Wiener.
Jeg er i godt humør, da jeg ankommer til mit hostel. Synes allerede, at Osaka behandler mig ret pænt. Jeg bliver modtaget af en tynd og lidt kejtet, men storsmilende ung fyr. Han mener, at Naoshima umuligt kan have været smukkere end ham. ELSKER når der ingen åbenlys korrelation er mellem udseende og grad af selvtillid.
Jeg føler ikke for noget særligt om aftenen, da det har været en lang rejsedag. Beslutter dog at gå en lille tur i et anbefalet område i nærheden, Namba. Havner i en forfærdelig shoppinggade, hvor man går så tæt, at kun dem der går yderst reelt kan komme ud af slangen af mennesker og ind i de butikker, der måtte friste.
Jeg laver en hurtig afstikker og ender i en tilfældig sidegade, foran en restaurant med moderat indbydende plastik-mad i vinduet. Jeg skal til at gå videre, da Universet stopper mig:
– Du må være sulten. Hvad med at gå derind?
– Øhm. Bare sådan et tilfældigt sted lige op ad en virkelig irriterende gade?
– Mmmmmmnn.
Universet har tit god smag, så jeg tager en hurtig beslutning (efter at have fået den valideret af et par japanske fyre, der kommer ud derfra). Nå ja, men det munder da også kun ud i turens suverænt bedste måltid! Fantastiske reje dumplings:
og (ok, ham her er ikke så fotogen, men vinder ved nærmere bekendtskab) stegte nudler med okse og alskens svampe:
Efter måltidet prikker Universet mig diskret på skulderen og spørger om ikke jeg skal huske at købe nye ørepropper, nu jeg skal bo på hostel igen. Jo, tak Univers. Det havde jeg faktisk helt glemt. Det gør jeg.
På vej hjem kommer jeg til at gå over en forkert bro og ender på en usandsynligt trafikeret vej, som jeg må gå en kæmpe omvej for at krydse. Lur mig om ikke det er Universet, der er på spil igen. På omvejen passerer jeg nemlig et skilt, hvor der står:
“Fuck you for passing by. We have been practicing so damn hard. So come down and listen!”
Og hvad har man så af valg? Jeg bevæger mig tøvende ned i kælderen, hvorfra der lyder høj musik (som i hvert fald for et tidligere øre-barn kræver ørepropper…what do you know).
Træder ind i et lillebitte dunkelt lokale, hvor tre karismatiske gutter tager imod mig med gigantiske smil, tilsyneladende overraskede over, at deres irettesættende skilt virkede.
Den ene med spids næse og en form for ninja-hovedbeklædning, den anden med hår helt ned til numsen og et tilbagetrukkent, hemmelighedsfuldt udtryk i ansigtet. Og så en fyr jeg nærmest vil beskrive som smuk med perfekt plukkede øjenbryn, bowlerhat og et par af de dér øreflipudvidende øreringe.
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er nødt til at være en del af dette selskab, så jeg sætter mig til rette i den slidte lædersofa med en iskold øl og lytter til en passioneret trio. De er ret dygtige hver især, men er så opslugte af deres eget instrument, at de næsten virker uopmærksomme på sammenspillet.
Men underholdende er det, især når den kvindelige forsanger kaster sig henover klaveret i omkvædet og sørger for, at ikke én af tangenterne bliver forbigået.
Efter dem spiller endnu et band og efter dem endnu et, med samme grad af passion.
Da det sidste band går på, begynder det at dæmre for mig. Jeg er, udover et par bedre halvdele til bandmedlemmerne, den eneste i rummet, der ikke har bidraget musikalsk. Et øjeblik er jeg ræd for, at nogen skal komme og hive mig op til trommerne. Men de kender heldigvis ikke til mit talent og jeg går fri.
Aftenen slutter på dramatisk vis, i hvert fald i forhold til det generelle niveau her i Japan. Jeg har flere gange på rejsen tænkt, at hvor er det dog utrolig dejligt, at jeg kan vade rundt alene med mit nye kamera hængende om halsen, når som helst på døgnet og føle mig fuldstændig tryg.
Derfor kommer det bag på mig, at en ung fyr på cykel følger efter mig på vejen hjem. Han ser altså lidt spooky ud. Men det fantastiske er, at da jeg i et bestemt tonefald siger “Please stop following me”, svarer han på japansk (forestiller jeg mig) “Nå ja, okay…” og daffer af. Dermed er god ro og orden genoprettet.
Søndagen spenderer jeg i selskab med en rigtig svensk pige. Sådan én med gyldenbrun hud, helt naturligt lyst hår og fregner på næsen, duftende af frisk luft selvom hun lige er fløjet ind fra Vietnam.
Hun inspirerer mig helt til at blive veganer. Så det er jeg om mandagen.
Takayama
Om tirsdagen bliver jeg trængt op i en krog af tre stykker Hida beef sushi og en rå æggeblomme:
Så der må jeg trække “skik følge eller land fly”-kortet. Og hvilken fryd det er for min udsultede veganer-krop. Jeg ved faktisk ikke præcist, hvad Hida beef er, så indstiller mig på, at det muligvis er hest, som ikke er en sjælden spise i Japan. Men Hida beef ER rent faktisk okse og ligger og battler med Kobe beef på delikatesseskalaen.
Derudover giver Takayma mig bl.a. de sneklædte bjerge som skyen foran Mount Fuji snød mig for. Her lidt udsigt fra Mount Hotaka (japans 3. højeste bjerg på 3190 meter):
Nå, men det er vist meget godt jeg snart vender snuden hjemad. Facebook er begyndt at snakke japansk til mig og give mig en masse input til min japanske livsstil.
Ses om lidt!
Oyama 