Benspænd

Der er sket det uheldige, at jeg har fået gjort det til et meget alvorligt anliggende at få skrevet et af de dér blogindlæg. Årsagerne er mange og kan primært tilskrives alt for meget spørgsmålstegnsstillende tankevirksomhed. Det foregår sådan her:

– Jamen, skal man ikke have frygtelig meget på hjerte for at skrive sådan et blogindlæg? (Jo!)

– Jamen, er der ikke frygteligt mange, der har det? (Jo!)

– Jamen er det så ikke for sent? (“Neeeeej neeeeej”)

– Hm, never mind. Jeg har alligevel ikke tid, fotogen morgenmad, forstand på trends eller endegyldige svar på noget som helst.

Denne motiverende samtale med mig selv har kastet en 28-29 halve blogindlæg af sig. Med tilsvarende halve pointer, som nu virker blottede for relevans. Ja, jeg er en knag til det med benspænd. Det er som om alting var lettere, da jeg havde japanerne og deres toiletter at skrive om. Ak.

Jeg får helt lyst til at komme bag på mig selv og prøve noget nyt. Så jeg har altså besluttet mig for at være en af de dér ukomplicerede typer, der bare holder sig sådan en blog, fordi de har lyst (whaaaat!??). Og min nye personlighed starter – NU!

I forbindelse med ovenstående beslutning, har jeg har noteret mig, at det er oppe i tiden at gøre ting på sin EGEN måde. Så det vil jeg prøve mig med. Jeg er som regel for snedig til at hoppe med på trends før de er overstået, men jeg giver det her et skud. At gøre det på min EGEN måde. Det med bloggen. Og det har jeg intentioner om (elsker vage løfter) at tage yderst alvorligt.

Min erfaring siger mig, at det er virkelig let at komme til at forveksle sin EGEN måde med en slags gennemsnitsmåde af alle mulige andres måde. Gennemsnitsmåden er en form for ninja, der kommer snigende, forklædt som ens EGEN måde. Forklædningen behøver ikke engang være god. Måske dufter ninjaen bare genkendeligt af kryddere med ost. Eller måske har den bløde arme som ens farmor. Med andre ord – man føler sig tryg ved ninjaen, og kommer derfor til at gøre som den siger.

Hvis det skal lykkes mig at afsløre gennemsnitsmåde-ninjaen i ikke at være min EGEN måde, må jeg naturligvis have en form for signalement af min EGEN måde. Så det har jeg funderet lidt over. Hvordan min EGEN måde ser ud. Og her ramler jeg ind i et paradoks. For et af de vigtigste kendetegn ved min EGEN måde er, at den ikke ser ud på nogen bestemt måde.

Men som et værn mod mine egne benspænd og en form for forventningsafstemning, er her et par ting, jeg vil give mig selv lov til med denne blog:

– At skrive for min egen skyld. “Nå nå, med den på…” tænker du. Lad mig forklare. At stykke disse hersens blogindlæg sammen er noget, jeg morer mig kosteligt med. Morskaben bliver dog jævnligt afbrudt af et af mine benspænd. Nemlig det benspænd, der påstår, at jeg jo ikke BARE kan skrive for min egen skyld. Det skal have værdi for nogen udover mig selv. Faktisk helst HELE verden. På én gang. Det er jeg ikke som sådan uenig i. På den anden side kan det godt gå hen og blive temmelig besværligt, når man ikke ved, hvad nogen/HELE verden har brug for. Og har nogen/HELE verden overhovedet brug for noget fra mig? Der hersker tvivl. Jeg holder mig derfor til at skrive for min egen skyld. Det må være det bedste for alle parter.

– At koge suppe på små og tilsyneladende ligegyldige ting. Er livet egentlig ikke lavet af små og tilsyneladende ligegyldige ting? Altså sagt i al positivitet og opstemthed.

– At være fri til periodevist ikke at koge suppe på noget som helst. Nogle gange har man bare ikke noget i køleskabet, der er en suppe værdig.

– At tage mig tid til at koge den suppe. Slow cooking. Det smager da også tit bedre? Jeg vil faktisk godt slå et slag for ikke at nå en skid af det, man sætter sig for. Medmindre man får sin løn for det, altså. Så skal man nok helst nå en skid. Ej, det handler i virkeligheden om, at jeg godt slå et slag for, at man giver sig tid. Til at pusle, nørde og finpudse. Langsommelighed er en overset dyd, hvis du spørger mig. Jeg forsøger jævnligt at imitere min japanske kollega, som bruger vidunderligt lang tid på at gå over til kaffeautomaten.

– At slutte et indlæg helt abrupt, hvis jeg er løbet tør for gode afrundinger/konklusioner/pointer (nok under dække af, at jeg giver dig stof til eftertanke og videre lommefilosoferen på egen hånd). Et af mine benspænd bilder mig nemlig ind, at det nok er bedst, hvis jeg skriver udtømmende, afhandlingslignende tekster, der munder ud i en klar konklusion med to streger under. Længe leve mit ukuelige matematiker-gen.

– At skifte mening om ting, man alligevel ikke kan sætte to streger under.

– At kaste om mig med billeder af japanerne og deres terræn. Specielt i indlæg, der intet har med dem at gøre. Jeg er nemlig typen, der ikke befinder mig på Instagram. Og det betyder, at jeg ligger inde med nogle ret fine billeder af ting, som jo så ikke er sket. Fordi ingen har set billeder af dem. Men måske kan jeg få dem til at ske retrospektivt?

<Japansk terræn>

– Ikke at involvere dig i mine morgenmadsrutiner. De er primært beige.

– Ikke at flove mig (hvorfor holdt man nogensinde op med at sige det?) hvis jeg skifter mening ift. ovenstående. Altså det med morgenmaden.

Hvis du synes, at ovenstående virker rimeligt, og har lyst til at læse med, er du hermed inviteret indenfor.

<Japansk terræn>