Er det bare mig, der har et ambivalent forhold til konceptet livsformål? Er det noget man bør anskaffe sig? Jeg er i tvivl.
For at være sikker på et validt svar har jeg spurgt Youtube, hvad han mener om “Living without a life purpose” og “Why you don’t need a life purpose”.
Men de svar jeg får, går overhovedet ikke ud på, hvordan jeg lever lykkesagligt til mine dages ende uden et livsformål. Faktisk fornemmer jeg, at jeg fluks bør anskaffe mig ét. Og der er det en lettelse at opdage, at det kun ta’r 5 minutter (det postulerer i hvert fald flere). Så kan man jo passende veksle med den tur i Fakta, man ikke orker at forringe sin dag med.
Og hvorfor så overhovedet beskæftige sig med konceptet livsformål? Jamen, lad for guds skyld være, er mit forslag. Fortsæt hellere dit liv i lykkelig uvidenhed. Men hvis du ligesom jeg partout skal beskæftige dig med de spørgsmål, der har allermest potentiale til at mudre din hjerne, så er det tog jo nok kørt.
Timeout! Er der uskrevne regler for, hvordan man bør opbygge et blogindlæg? Skal den helt store pointe-kanon først skydes af til sidst? I så fald kommer jeg nok til at sabotere det lidt. For jeg har det bedst med allerede nu (som en slags forventningsafstemning) at skuffe dig. Denne skrivelse bliver ikke historien om, hvordan jeg ledte og ledte og endelig fandt mit livsformål. Men snarere historien om hvordan jeg ledte og ledte, blev ret udmattet, tog mig en eskapisme-lur, ledte halvhjertet videre, ikke fandt noget der holdt mere end en uge ad gangen, gav op, og fik det meget bedre.
Hvis du sidder derhjemme med et saligt udtryk i øjnene, fordi du har fundet dig et livsformål, du er tilfreds med. Godt. Skønt. Bliv ved med det. Virkelig. Enjoy. Min egen erfaring er bare, at det her livsformåls-hejs er en bøvlet størrelse.
Det er nok nemmest, hvis jeg starter ved en slags begyndelse – selvom jeg ikke er videre fjantet med at skrive kronologiske udredninger. Så først lidt japansk terræn at styrke os på:
<Japansk terræn>
Det er ikke så forfærdelig mange år siden, at min egen boble lavet af lykkelig uvidenhed blev prikket i stykker. Den uvidenhed der ikke vidste, at et særligt formål med livet skulle være nødvendigt. Forstå mig ret, det var ikke fordi min indre lommefilosof (alias kluddermor) lå på den lade side. Hun arbejdede skam på fuldt tryk for at navigere gennem livets bøvl og store spørgsmålstegn.
Men dengang, efter et par evigheder uddannelsessystemet, gik det op for mig, hvor meget min verden, havde snævret sig ind. I forhold til, hvad jeg brugte min tid og energi på. Og det ville jo være alletiders, hvis den havde snævret sig ind omkring det eneste, jeg elsker at beskæftige mig med. Men jeg har ikke noget eneste, jeg elsker at beskæftige mig med. Jeg har dårligt nok noget primært, jeg elsker at beskæftige mig med.
Det faktum, at jeg nu brugte størstedelen af min tid på noget, der kun repræsenterede en lille brøkdel af mit interessefelt gjorde, at jeg følte mig en smule amputeret. Og så var det, at jeg kom til at tænke på et livs-tip en klog japaner engang har givet mig. Altså ikke mig personligt, men alligevel:
Man skal huske at sikre sig, at den stige man er på vej op ad, står lænet mod den rigtige mur/bygning. Gerne inden man er nået for højt op. Jeg vil tro, at tippet gælder for stiger generelt, men her tænker jeg specifikt på den der har med karriere at gøre.
Måske havde jeg bare ikke fået tjekket ordentligt op på placeringen af den stige, inden jeg begyndte at klatre op af den? Måske stod jeg nu højt oppe på en helt forkert bygning? Hvis det var tilfældet, var stigen der så stadig, så jeg kunne klatre ned igen? Skulle jeg overhovedet det? Der var jo temmelig langt ned.
En sådan eksistentiel granskning kræver som bekendt flere ting. Dels at man finkæmmer nettet for mere eller mindre tilfældige menneskers syn på kunsten at være menneske (nok også Kierkegaards). Dels at man sidder lidt på et køkkenbord og stirrer tomt ud i luften, så tingene kan falde på plads. Den slags er tidskrævende, så jeg tog mig et orlov.
Ifm. det deraf følgende navlepilleri, bed jeg mærke i hvor mange, der kaster om sig med ordet livsformål (eller det mere eksotiske life purpose). Og de selvsamme mange synes at være enige om, at det er noget ganske fundamentalt i et menneskeliv – et livsformål.
I starten tænkte jeg, at det lød da også rent magisk! Og som noget, der kunne fri mig for kvaler resten af mine dage. De der proklamerede at have ét, fremstod altid utroligt tilfredse og (lige i overkanten) fredfyldte. Det måtte være svært at føle sig amputeret og have et livsformål på samme tid?
Uden at vide præcist hvad sådan et livsformål var for en størrelse, blev mit første skud fra hoften, at det måtte være noget meget (!) meningsfyldt. Ja. Noget meget (!) meningsfyldt, der skulle vare meget (!) længe.
Det måtte fungere som en form for vejviser, der ville eliminere enhver tvivl, når vigtige beslutninger skulle træffes? Appellerende.
Udfordringen er bare, fandt jeg ud af, at der ikke kommer nogen og overrækker dig et livsformål. Ved en højtidelig ceremoni. Overhovedet ikke faktisk. Man hænger selv på den. Dejligt med al den frihed til selv at vælge. Det er lykken, ved vi.
Så det var bare på med handsken! Der gik dog ikke længe før jeg følte mig nogenlunde ligeså hjælpeløs og forvirret som på en gennemsnitlig tur i Fakta. Den der kun skulle have varet 5 minutter.
Forvirringen gik først og fremmest på, hvordan noget kvalificerer sig til at være et livsformål? Er det en gøren? Er det en væren? Hvor meget tid skal man investere i sit livsformål? Hvis mere end 37 timer om ugen, skal det så også være det, man tjener sine penge på? Når nu det hedder livsformål, så skal det vel være noget, der holder hele livet? Eller kan man vælge om? Og kan man i så fald stadig kalde det et livsformål? Eller bør man i stedet kalde det livsperiodeformål? Må man eventuelt have flere livsformål på én gang? For så kan de måske ligge i dvale lidt på skift?
Men sig mig engang, er et livsformål overhovedet noget man skal lede efter? Eller er det noget, der dumper ned i turbanen, en dag man sidder helt stille og tænker på solskin? Måske er det mere en retrospektiv ting? Et aftryk på verden, man først kan identificere efter et levet liv? For så er det jo faktisk andres ansvar at finde ud af, hvad ens livsformål var. Det letter byrden noget.
Nå, mon ikke vi begge har brug for en pause til at absorbere alle disse uafklarede strøtanker. Regner med at vende tilbage med en masse endegyldige svar inden længe!
So long!
Oyama 