Nå, men altså…
Bedst som du regnede med, at jeg ville servere dig en åbenbaring sidst (Opfølgende Strøtanker om Livsformål), skred jeg i stedet fra det hele i oprør mod en vis fællesmængde.
– Jamen hvad gør vi så nu!?! Jeg vil altså stadig gerne have fingrene i et livsformål. Hvordan sikrer jeg mig ellers, at jeg lever et meningsfyldt liv?
Tænker du. Fortvivl ej! Thi umiddelbart efter, at jeg tvært havde forkastet Venn-diagrammet, mindede en klog veninde mig om konceptet Ikigai. Det er sådan noget japanerne går rundt og har sig. Og de har altså tit fat i den lange ende, japanerne. Så jeg besluttede mig for at læse lidt op på, hvad Ikigai er for en størrelse.
Men før vi dykker ned i det, så lad os kort genbesøge det noget anstrengende Venn-diagram. Nogle vesterlændinge tror nemlig fejlagtigt, at man lige vupti kan Japanificere det ved at kalde fællesmængden Ikigai i stedet for Livsformål. Og det får da også Venn-diagrammet til at fremstå helt smukt og dragende med et par japanske tegn i midten. Men det er altså ikke, hvad japanerne selv forstår ved Ikigai.
Ikigai er ikke noget vi behøver at tjene penge på. Der er heller ikke noget krav om, at vi skal være dygtige til det. I det hele taget er det ikke noget, vi skal finde nede i en bette fællesmængde. Så du kan roligt glæde dig!
Vi napper lidt japansk terræn for at skabe suspense…
<Japansk terræn>
Iki kommer af verbet ikiru (生きる), der betyder at leve og gai (甲斐) som suffix betyder værdien af. Så en ret direkte oversættelse af Ikigai er Værdien af at leve.
En mere løs oversættelse af Ikigai til engelsk som også bruges er The joy of daily living. Det faktum at tidsudstrækningen går fra liv til dag siger mig, at det her bliver lettere at have med at gøre end et livsformål. Og ifølge japanerne er Ikigai altså et helt validt og meningsfyldt princip at leve efter.
Som den engelske oversættelse indikerer, kan vi have mange forskellige kilder til vores Ikigai. Og dét er altså pragtfulde nyheder for os multi-passionerede mennesker. Vi er nemlig blevet meget forvirrede, når alskens personer har fortalt os, at vi venligst skal vælge én ting at fokusere på.
En måde hvorpå vi kan identificere vores kilder til Ikigai, er ved at stille os selv følgende spørgsmål:
– Hvad er mine grunde til at leve?
Av, måske kan det her spørgsmål godt føles lidt stort og ubehageligt. Eller hvad? Ingen problem. Vi hopper blot videre til næste spørgsmål:
– Hvad er mine grunde til at stå op om morgenen?
Allerede her bliver det lettere. Selv på en dårlig morgen kan kaffe og kryddere med ost gøre det for mig. Men hvad gør man, hvis man har nogle rigtig bøvlede dage, man faktisk ikke har lyst til at stå op til? Ja så kan man skalere ned til det mere dramatiske spørgsmål:
– Hvad er mine grunde til alligevel ikke at kaste mig ud fra en høj bygning?
Og forhåbentlig komme frem til et svar. Dette mere alvorlige spørgsmål indikerer, at The joy of daily living nok alligevel er en mangelfuld repræsentation af, hvad Ikigai betyder for japanerne.
Ifølge japanerne skal man nemlig ikke forvente, at Ikigai er en kilde til ren fryd/lykke/gammen. Det at finde mening og læring i sine personlige lidelser og måske ligefrem dele sine indsigter med andre, kan også være en kilde til Ikigai. En grund til, at livet (omend bøvlet) er værd at leve.
Som du måske fornemmer, er Ikigai en dejligt fleksibel størrelse. Den insisterer ikke på, at én lillebitte fællesmængde skal bære hele meningen med vores eksistens. Ken Mogi, en japansk forfatter, som også har skrevet om Ikigai, er citeret for følgende:
– Japanese do not need a grandiose motivational framework to keep going, but rely more on the little rituals in their daily routines.
<Japansk terræn>
Selvom japanernes definition af Ikigai ikke er baseret på mængdelære, og dermed ikke har noget med Venn-diagrammet for livsformål at gøre. Så får jeg alligevel lyst til at drage en parallel til det.
Som jeg ser det, siger Ikigai nemlig god for, at vi slår os løs i hele foreningsmængden. Vi kan bare give den fuldt skrald ude i kanterne uden at det betyder, at vi mangler et formål med vores liv. Aah, foreningsmængder – de kan nu et og andet.
Lad os lige, for spas og løjers skyld, genbesøge mængden, der næsten rammer plet i Venn-diagrammet:
Den mængde jeg postulerer, at mange mennesker befinder sig i, i kraft af deres betalte arbejde. Den har japanerne nu åbnet op for os. Og se da også lige, hvor fornøjet den ser ud. Altså – vi får penge for noget vi er gode til og som verden har brug for. Derfor står vi op om morgenen. En temmelig valid grund, vil jeg mene?
At vi ikke nødvendigvis knuselsker vores betalte arbejde, må ikke gøre os urolige. Vores liv er stadig værd at leve, siger japanerne! Det er ingen skam at udføre et stykke arbejde, primært fordi vi bliver betalt for det. Faktisk kan det være ganske fordelagtigt ikke at gøre vores betalte arbejde til hele meningen med vores eksistens, hvis du spørger mig.
Men givet, at de fleste af os bruger en stor andel af vores liv på at arbejde, kan det være fordelagtigt at identificere, hvad det ellers giver os. Udover råd til mørk chokolade. Det er blevet dyrt, hva’?!
Måske giver det os materiale til den bog, vi skriver ved siden af? Måske giver det dejlige relationer og gode grin i løbet af en dag? Måske tjener det som en fantastisk arena for selvudvikling, fordi vi er nødt til at samarbejde med mennesker, vi ikke selv har valgt? Eller måske giver det os bare en god kontrast til weekendens frihed og selvbestemmelse, at vi har brugt os selv i service til andre.
Et betalt arbejde er ikke bare det, der står i jobbeskrivelsen. Du er fri som fuglen til at give dit arbejde alle de personlige formål, du kan finde på og som giver dig sommerfugle i maven.
<Prikket japansk terræn>
Nå, men lad os ikke dvæle mere ved Venn-diagrammet. Vi glemmer jo rent, at det intet har med Ikigai at gøre.
Pointen med konceptet Ikigai er, at du ikke behøver bruge en masse kræfter på at lede efter et stort forkromet livsformål, der sætter flueben i alle bokse. Vær i stedet bevidst om og værdsæt alle de små ting, der hver især og på forskellig vis giver livet værdi. Mange bække små, du ved.
Disclaimer: Jeg er ingen Ikigai ekspert (det burde jeg sikkert have oplyst om noget tidligere). Hvis du er blevet nysgerrig, så lyt i stedet til The Ikigai Podcast med Nicholas Kemp.
Og nu trækker jeg semi-abrupt-afslutningens-kortet. Daffer meget snart til Japan og har ærligt talt ikke tid til at blive hængende her!
Oyama 