Om at gøre sig umage

Du har et gøremål idag. Du har selv sat det på listen af gøremål. Du har altså selv valgt det. Men du ooooooorker det ikke. Du glemmer rent, at du selv har valgt at sætte det på listen af gøremål – og at du sådan set bare kan lade være.

I stedet for at genoverveje om det virkelig skal være på din liste af gøremål, eller om du i stedet skal strikke videre på din karryfarvede hue. Så render du rundt og pruster og stønner af bar’ modstand, længe inden du faktisk går i gang med dit gøremål.

Når du så endelig er i gang med dit gøremål, bruger du alle levende øjeblikke på at fokusere på, hvornår du dog er færdig!?!? Så du kan komme videre i livet. Til et vigtigere øjeblik. Du pruster og stønner noget mere, mens du konstaterer hvor ligegyldigt, kedeligt og anstrengende dette øjeblik er.

Ansvarsfraskrivelse: Jeg arbejder her under antagelsen om, at gøremål er valgfri. Nuvel, det kan have konsekvenser at vælge dem fra. Større eller mindre. Men de kan trods alt vælges fra. Det er ikke lykkedes mig at komme på gøremål, som ikke er valgfri. Jeg kan naturligvis tage fejl.

Jeg skal ikke være for fin til at indrømme, at jeg selv har en vis erfaring med situationer som ovenstående. Men jeg har for år tilbage luret, at min det-her-skal-bare-overstås-hurtigst-muligt-prust-støn-suk tilgang er suboptimal.

Gøremålet ender ofte med at tage længere tid end det behøver og blive meget mere bøvlet at udføre. Du ved, mine bevægelser bliver anstrengte og klodsede. Jeg taber ting, spilder ting, skærer mig i fingeren, løfter min gamle støvsuger op i det løse håndtag, så den falder totalt fra hinanden. Og så skal man til at støvsuge alt det, der falder ud af støvsugerposen, hvilket er et paradoks.

SÅ! Jeg har gennem længere tid arbejdet målrettet på at hanke op i mig selv. Og hvad vil det sige at hanke op i sig selv i denne sammenhæng?

Jeg foretrækker at se det som en øvelse i at gøre sig umage. Når der er et gøremål jeg ikke gider, fokuserer jeg på at gøre mig ekstra umage med det. Jeg kan nemlig ikke gøre mig umage med noget, og samtidig intenst ønske mig væk fra det. Jeg har prøvet. Det virker ikke.

En del af inspirationen til den tilgang, kan tilskrives Eckhart Tolle og hans evindelige opfordringer til, at vi holder op med at rangere øjeblikke. At vi ikke fjerner os selv fra nuet fordi vi vurderer, at en samling øjeblikke i fremtiden er meget bedre, lykkeligere, sjovere, vigtigere.

Det at gøre sig umage er for mig en måde at sige JA! til nuet. Selvom nuet indeholder noget, jeg som udgangspunkt gerne vil have overstået.

Da jeg flyttede sammen med min kæreste, lagde jeg mærke til, hvordan han med en usædvanlig ro og grundighed pudser sine godt brugte læderstøvler. Og afleverer dem til reforsåling hos en skomager. Hvor nænsomt han håndterer sine LP’er, og med en lille børste altid fjerner støv, før han afspiller dem.

Han gør sig umage, tager sig tid, passer på sine ting.

Derudover er der japanerne. Hold op, de gør sig umage! Med alle deres ritualer og ceremonier. For ikke så længe siden gjorde jeg den mest vidunderlige opdagelse. Nemlig den, at japanere gør deres toilet rent HVER dag!

Ansvarsfraskrivelse: Ovenstående påstand er naturligvis meget generaliserende. Jeg overvejede om jeg skulle opstøve en enkelt japaner, der kunne verificere påstanden – inden jeg begyndte at udbrede mig om den til min følgerskare. Men det blev for skørt at bede min japansklærer indvie mig i sine sanitære forhold.

Faktisk er det heller ikke så vigtigt, præcist hvor udbredt denne hyppige toiletrengøring er blandt japanere. Det den kan inspirere os til, er meget vigtigere!

Og dybt inspireret var netop, hvad jeg blev – ved tanken om en flittig japaner, der med omhu og uden at beklage sig, skrubber sit toilet rent på daglig basis. Rørt blev jeg også, da jeg hørte, at én af hensigterne med denne praksis er at forblive ydmyg. At man uanset status i samfundet aldrig bliver for fin til at holde sit eget toilet rent.

Det ligger tilsyneladende dybt i den japanske kultur at ophøje hverdagsgøremål til noget, der er meningsfyldt i sig selv. Til noget der er værdifuldt at bruge tid på, og som man må lægge kræfter i at udføre.

Toiletrengøring er ikke yndlingstjansen for mig, men med fornyet gåpåmod besluttede jeg at gøre japanerne kunsten efter i en uges tid. Og udover tilfredsstillelsen ved hver dag at have et rent toilet, så gav den daglige toiletrengøring mig følelsen af at være et helt hæderligt menneske! Et tålmodigt, ydmygt og ordentligt menneske. Og det er værd at stræbe efter, hvis du spørger mig.

At gøre sig umage må ikke forveksles med perfektionisme, præstation eller det at opnå et flot resultat. Det har intet med egoet at gøre – tværtimod. Det betyder, at vi giver os hen til det vi gør. Udfører en opgave med kærlighed og opmærksomhed.

Der er noget smukt i at gøre de ting vi normalt dømmer vores tid uværdige, til en ligeså valid del af livet som alt andet. Det gør vi ved at lægge den tid og de kræfter i dem, de nu kræver. Uden at mugge over det og ønske os videre i teksten.

Det kan lyde som en overdrivelse, men jeg vil faktisk sige, at mit fokus på at gøre mig umage med såkaldt kedelige gøremål, har revolutioneret mit liv. Det ikke hele tiden at ønske mig væk fra daglige gøremål, gør mig til et mere grund-lykkeligt menneske. Og har fået mig til at indse på et ret dybt plan, at intet af det vi vælger at bruge tid på, kan være spild af tid.

Det lærer mig alt muligt om ydmyghed, respekt, taknemmelighed, langsommelighed, arbejdsomhed, om at være til stede i nuet, om at nyde processen, om at passe på mine ting. Og jeg kunne blive ved. Men nu trækker jeg semi-abrupt afslutningskortet og lader det være op til dig at summe over, om daglig toiletrengøring skal have et skud.

<Japaner, der gør sig umage>