Ja, det aner jeg ærligt talt intet om.
Men når jeg engang imellem beslutter mig for at søge inspiration til, hvordan jeg bør gøre det. Ja, så går jeg altså kontra på de fleste velmenende råd. Det sker helt instinktivt. Alt i min krop snørrer sig sammen af bar’ modstand.
NEJ! Jeg vil ikke give mine blogindlæg en overskrift, der er så fængende, at jeg nærmest snyder læseren ind i noget, som indholdsmæssigt ikke kan leve op til den. I hvert fald ikke intentionelt.
NEJ! Jeg vil ikke starte med konklusionen, så folk kan vurdere om de gider bruge 4 minutter på at læse hele indlægget. Hvad f#$%#n sjovt er der ved det? Har altid undret mig over folk, der fnisende indrømmer, at de læser slutningen af en bog først. WHAT? Det er da den vildeste måde at snyde sig selv på, hvis du spørger mig.
NEJ! Jeg vil ikke skrive et blogindlæg, der er scrolle-venligt. Så folk, der beslutter sig for, at konklusionen er deres tid værdig, kan speed-læse indlægget. Det er simpelthen ikke intentionen, at folk skal kunne læse hvert 3. ord og stadig forstå, hvad jeg mener.
Kald mig bare stædig og amatør-agtig. Men jeg vil finde det langt mere tilfredsstillende, hvis blot én person gider at læse de ord, jeg har haft lyst til at skrive. I den rækkefølge jeg har haft lyst til at skrive dem. Med konklusionen til sidst og andre kontroversielle greb.
Jeg vil meget hellere slå et slag for, at vi kollektivt tager os sammen! Og får vores hjerner tilbage på rette spor. Så vi igen kan koncentrere os om noget, der er mere krævende end 7 sekunder lange videoer af hårtransformationer eller katte, der vælter rundt i mel. Kom så, vi kan godt! Jeg tror på os!
Jeg har i det hele taget lyst til at slå et slag for langsommelighed, gentagelse, disciplin og kræsenhed ift. hvordan vi bruger vores tid og fokus.
Gudskelov, at jeg har et betalt job og ikke skal forsøge at leve af det her…
Oyama 