Om at leve lidt i fremtiden

Okay, hej! Eller hvordan man nu starter et blogindlæg.

Sagen er den, at jeg inden så forfærdeligt længe atter drager mod landet med de ekstraordinært mange grønne madvarer – Japan.

Rejsen har længe befundet sig i en meget fjern fremtid. Og det har såmænd været ganske behageligt med sådan en flagrende drøm, som ikke har krævet detaljeret planlægning.

Nuvel, planlægningen startede så småt for et par evigheder siden, da rejsen er længerevarende og involverer en pause fra jobbet. Men da de basale ting som pause og flybillet var på plads, ja så ooorkede jeg ærligt talt ikke rigtig detaljerne. Kender du det?

Delvist var det fordi jeg stadig debatterede med mig selv, hvor meget der overhovedet skulle planlægges? Ville det ikke være smukt, hvis jeg bare drønede afsted, sådan helt uforberedt og rigtig levede i nuet? Det har man bare hørt godt om, – nuet, ing? (Tak Andreas, for at sætte de helt rigtige bogstaver på vores alle sammens yndlingsord).

Men den primære årsag er nok, at jeg aldrig har været videre fjantet med at planlægge rejser, før jeg står midt i dem (hvilket ikke altid er praktisk). Mere om det senere.

Nå, men her i løbet af sensommeren begyndte det så at dæmre for mig, at den forestående rejse ikke længere befandt sig nær så mange evigheder væk. Og at der kan være andre, der har fået den tossede idé at spendere et forår i Japan. Kirsebærtræer og det.

Hulens. Jeg følte mig pludselig overhalet indenom af tiden!

<Sake-tønder i japansk terræn>

Så i den sidste bid af min sommerferie tog jeg (motiveret af ren frygt!) en dyb indånding, og satte mig ved computeren for at lægge en slagplan. Det var den klassiske spise-en-elefant situation, du ve’. I det her tilfælde en særligt stor og vigtig elefant! Det er trods alt ikke hver dag man tager fri fra jobbet for at tumle rundt i Japan i næsten 3 måneder.

Uf, det trak tænder ud at skulle i gang, kan jeg godt sige dig. Hvordan skal jeg dog kunne tage stilling til, hvor i Japan jeg har lyst til at befinde mig på en tilfældig forårsdag om over et halvt år? Hvor længe skal jeg blive her versus dér? Kommer jeg mon til at kede mig (oh rædsel), hvis jeg bliver en uge her? På den anden side skal der også være tid til at strikke, læse og bare sidde på en café og smuglytte til japanernes samtaler.

<Japansk terræn>

Nå, men efterhånden som jeg spiste små teskefulde af den elefant dér, skete der noget! Min nysgerrighed og entusiasme blev vækket, og inden længe fandt jeg mig selv Google alskens obskure ting og sager. Ikke ud af et behov for at kontrollere detaljerne – men simpelthen bare fordi den fik fuldt skrald på dagdrømmeriet.

Hvor langt er der egentlig fra hotellet til nærmeste sted, der sælger matcha-chokolade? Og hvor sent har de åbent? Hvor får jeg den bedste Okonomiyaki i Kyoto? Og hvordan er det nu jeg siger på japansk, at den smager pragtfuldt, hvis den gør det? Hvad skal jeg i øvrigt, med mit begrænsede japanske ordforråd, sige til Haruki Murakami, når jeg render ind i ham på en jazz-bar i Tokyo? Mon mit latente japanske bare vælter ud, når jeg står dér helt panisk starstruck? Jeg sætte min lid til, at Mette Holm også er der.

Oh, hvilken fryd det var at sidde der og lade forventningerne løbe helt løbsk. Jeg var lige 3 måneder i Japan den sidste uge af min sommerferie.

Men SÅ. Ups! Gik det op for mig, at jeg var i fuld sving med at forbryde mig mod en universel og meget vigtig livsregel. Man må IKKE fjerne sig selv fra nuet ved sådan at sidde og skødesløst drømme sig ind i fremtiden. Det er strengt forbudt, thi det fjerner helt fokus fra den kolde, grå mandag man lige er i gang med. Og det er noget rod! Derudover er fremtiden vistnok en illusion. For bedst som man tror, at NU (!) er den her. Så viser den sig at være nutiden.

Ydermere risikerer man at blive dybt skuffet, når fremtiden bliver til en nutid, som udfolder sig helt anderledes end alle de regnbuefarvede dagdrømme man har sovset rundt i. Du ved, brødkniven i den lejlighed man har booket er sløv. Det tager en time at gå de 2 km ned til byen (som man kan se liiige dér fra balkonen), fordi man skal gå på en glat, stejl sti belagt med brosten (hvem finder på det?). Naboen har i øvrigt gøende hunde på balkonen, og ser OL på iPad’en med volumen på maks. Sand historie.

Ak, det er sandt nok noget rod, at man sådan har gået og gjort sig forestillinger og nydt fremtiden på forhånd…

Eller hvad?!? Spurgte jeg mig selv, da jeg tog mig i dagdrømmeriet. For det var jo faktisk dagdrømmeriet, der fik mig igennem planlægningen af min tur. Og det var dagdrømmeriet, der gjorde, at jeg for en gangs skyld hyggede mig med det. Virkelig meget faktisk – kriller i maven og hele dynen. I stedet for, at det bare blev en sur pligt uden emotionel gevinst.

Nej, jeg vil gerne opponere mod den regel dér! Og slå et slag for, at vi lever lidt i fremtiden, når den kan tilbyde mere end en gennemsnitsmandag i norden. I mit tilfælde får jeg nu lov til at opleve rejsen hele to gange, og på den måde bliver den jo faktisk halvt så dyr.

– Men er det ikke sandt, at man risikerer at blive frygtelig skuffet?

spørger du. Og der må jeg bare sige, jo! Det er det. Men jeg har tænkt grundigt over det, og er kommet frem til, at man slet ikke behøver at være så bange for lidt skuffelse. Min erfaring er, at den ret hurtigt får kørt sig selv træt. Og hvis du spørger mig, så er den ægte, sanselige rejse version 2.0, uanset skuffelser, altid den mest givende og lærerige.

Jeg er som bekendt en slow brewer. Så mens jeg har brygget på denne lille note, er dagen der i evigheder har været en langt-ude-i-fremtiden-dag, nu blevet til i morgen. I MORGEN! Det driver stadig gæk med mig, hvordan en fjern fremtid pludselig kan forvandle sig til nutid.

Spændende skal det blive, hvad version 2.0 af Japan-turen bringer. Og hvor skuffet jeg eventuelt bliver.

Jeg daffer – ses i Japan!

<Japansk terræn>