Slut med dagdrømmerierne

Nå men – dav fra Japan!

<Shinjuku, Tokyo>

Så så man lige sig selv sidde omme på den anden side af kloden, sådan fra den ene dag til den anden. Japan-tur version 2.0 er skudt i gang! Den ægte vare, som ikke kun lever oppe i hovedet.

Lad os starte fra begyndelsen. Det var ikke uden sommerfugle i maven, at jeg sagde farvel til min kæreste i lufthavnen mandag morgen, efter at vi søndag aften havde gjort vores bedste forsøg på at intensitetshygge, så det stod mål med 3 måneders adskillelse.

Sommerfuglene gik ikke kun på selve rejsen, men også på konceptet at begå sig i en lufthavn. Det er sjældent jeg flyver efterhånden – og den sidste lange tur må have været til Japan i 2017. Men jeg lykkedes med ikke at fumle for meget rundt ved security, og var ikke en af dem, der havde medbragt en parfume, der ligner en håndgranat. Jep, det er set i den virkelige verden.

Turen gik i det hele taget som lidt af en drøm. I Helsinki lufthavn begyndte eventyret for alvor, da det pludselig vrimlede med små-sludrende japanere ved gaten. Jeg kunne dermed tage hul på min nye yndlingsbeskæftigelse – at smuglytte til japanere. Ja altså, de behøver ikke som sådan være bange for, at jeg kan følge med i deres private samtaler. Men jeg forstod rent faktisk et ord her og dér. Og dét! Er nok til at gøre mig helt lykkelig.

Det startede smukt, da vi lettede fra Helsinki:

I håb om en lille lur på vejen, havde jeg valgt et vinduessæde, da mit hoved lever sit eget liv, hvis ikke der er en væg til at holde det på plads.

Jeg blev svært begejstret, da det gik op for mig, at jeg skulle sidde på række med to japanere. Så skulle der sludres på japansk, tænkte jeg! Forestillede mig egentlig, at de ville mønstre noget begejstring over mine nyerhvervede sprogkundskaber. Og stille sig til rådighed i anerkendelse af den indsats jeg har lagt for dagen.

Men de havde andre planer. Der gik knap 10 minutter, før de begge sad og sov med fuldt kontrollerede hoveder, der ikke slingrede i valsen. Det betød også, at de ikke skulle på toilettet de første 5 timer af flyveturen. Og lige dér bliver det bøvlet at have valgt et vinduessæde. For man må som bekendt ikke vække en japaner, der sover (Japan din skøre starut)! Så det er bare at bide tænderne sammen og konsummere noget tørret tang, der kan suge lidt indefra.

Da de langt om længe synkron-åbnede øjenene, måtte jeg gribe til handling og mase mig ud. Og der var det altså nyttigt at kunne sige uuundskyld mig og tuuusind tak på japansk. Man kan ikke undskylde for meget i Japan, er reglen. De kunne vist ikke rigtig høre det pga. kabinestøj, men akkompagneret af overstrømmende taknemmeligheds-grimassen, som stadig sidder i muskelhukommelsen tilbage fra 2017, endte det hele godt.

Jeg burde have fået et certifikat for at slide minimalt på flyets toiletter med kun ét toiletbesøg på 13 timer. I stedet fik jeg dette:

Er det sådan noget man kan putte på et CV i stedet for en Ironman?

Allerede i toget fra lufthavnen fik jeg en fornemmelse af, at japanerne er kommet efter det med det engelske. Så nu må vi se, om de overhovedet gider snakke japansk med mig herovre.

Jeg har ellers været utroligt spændt på, om det rent faktisk vil ud af min mund i løbet af denne tur, det japanske. Og hvor meget sake jeg eventuelt skal have indenbords for at hjælpe det på vej. Jeg har sågar haft et helt mareridt på 8 timer, som handlede om den hurdle det var for mig at få ordene:

あのう.すみません … (Anou, sumimasen)

over mine læber. Det er nemlig det man skal sige, når man vil i kontakt med en japaner, har jeg lært. Det fungerer som en icebreaker, der lige giver japaneren et 3-sekunders varsel om, at nu har man altså tænkt sig at snakke noget gebrokkent japansk på dem. Man kan vel oversætte det til øøøh…bøøø…hmmm…undskyld mig.

Det er uklart for mig, om det lykkedes i drømmen at få brudt isen. Men jeg er meget opsat på, at det skal lykkes i virkeligheden!

Vi trænger til et billede. Det bliver af et tog, så det passer ind i konteksten. Dog ikke lufthavnstoget, men derimod en særlig retro-variant af metrotoget på Ginza-linien i Tokyo. Det har et elegant, varmt træ-look og er ikke plastret til med reklamer. Jeg kan forstå på diverse fora, at tog-entusiaster bliver ret kåde, når det en sjælden gang i mellem kommer forbi. Måske er jeg selv uerkendt tog-entusiast, for jeg blev da også en smule henrykt:

Nå, men tilbage til toget fra lufthavnen. En af de ting jeg har fået farvet regnbuefarvet hjemmefra er, hvor fantastisk let det er med offentlig transport i Japan. Og det virkede da også (i teorien) ret ligetil at komme fra lufthavnen til mit hotel. Men toget og Google Maps var tilsyneladende ikke helt enige om, hvor toget skulle stoppe. Så jeg var tvunget ud i en halv icebreaker. Halv, fordi jeg droppede det akavede fyldord あのう(anou). Der skal også være lidt at arbejde hen mod.

Så jeg fik altså spurgt en kvinde, om det her tog kører til denne her station. På japansk! En hel sætning! Hvad mener du?!? Ja, det føltes altså meget skelsættende at have ytret sig på Japansk til en ægte japaner – og blive forstået. Hun fortsatte dog på engelsk. Det vælger jeg ikke at tolke som manglende tillid til mit japanske.

Inden jeg havde set mig om, sad kvinden og en ældre japansk herre og tastede ihærdigt på deres mobiltelefoner for at finde ud af, hvordan jeg dog skulle komme frem til mit hotel. Også den ældre herre snakkede overraskende glimrende engelsk, og hjalp mig i retning af det næste tog, da vi stod af på samme station. Så jeg får allerede trænet taknemmelighedsfraserne en masse.

Selvom jeg ganske vist husker japanerne som utroligt høflige og hjælpsomme, så var jeg alligevel imponeret over deres indsats. I Tokyo! I myldretiden! Mon ikke de er rigelig med mennesker i Tokyo allerede? Man kunne godt fristes til at tro, at de ikke ligefrem knuselsker, at vi turister med al vores bagage også kommer og fylder i deres tog?

Så apropos alle mine japanske dagdrømmerier (Om at leve lidt i fremtiden), ja så lever virkelighedens japanerne altså fuldt ud op til dem, når det gælder hjælpsomhed. Til gengæld erfarede jeg også allerede i toget til hotellet, at japanske teenage-piger sagtens kan mønstre en tvær attitude. I min regnbuefarvede drømme fniser de altså kun og ser søde ud.

Vi mangler lidt at kigge på. Så lad os se, hvordan et bagageskab på en togstation ser ud i Japan:

<Bagageskab, Nagano>

For at opsummere så nåede jeg på turen fra lufthavn til hotel, trods alle mine forberedelser hjemmefra, at være den lettere desorienterede turist, som stadig har en del at lære, for at kunne begå sig i det japanske transport-system. Hvilken side er det egentlig meningen jeg skal gå i, for ikke at gå i vejen for en japaner, der har travlt?!? Troede der var meget klare retningslinjer for den slags. Men det er stadig en velbevaret hemmelighed, som jeg håber nogen indvier mig i en dag.

Jeg nåede såmænd også at føle mig som en helt tjekket type, der nu ved, hvordan et japansk rejsekort fungerer. Og min samlede konklusion for nu er, at det rent faktisk er ret uproblematisk med deres offentlige transport.

Tre timer efter at være landet i lufthavnen, kunne jeg endelig låse mig ind på mit hotelværelse i Akasaka. Så sad jeg dér – mutters alene og med våde sokker. Kunne pludselig ikke huske, hvorfor jeg havde ment, at det var alletiders gode idé det her. At skulle møffe rundt herovre i næsten 3 måneder, helt alene. Hvordan skulle jeg dog komme igennem det uden at miste min forstand? Et ganske forudsigeligt tankemønster, som ikke desto mindre godt kan anspore til lidt mellemfornøjethed.

Nå, men jeg kunne jo ikke bare sidde dér og hænge med mulen. Så jeg besluttede at gøre det, der kan løfte selv det vanskeligste humør til nye højder. Nemlig at handle grønne konsumerbare ting i 7-11:

Det er det man gør her i Japan. Til helt fair priser endda. Apropos, hvor langt der er til nærmeste sted, som sælger matcha-chokolade, så er svaret: Meget kort! Der er simpelthen en direkte udgang fra førnævnte 7-11 og ind til hotel-elevatoren.

Nå, men det var starten på det hele🌸 Siden min ankomst for snart 2 uger siden, er der naturligvis sket alskens ting og sager. Men vi må jo starte et sted, og i dag tog jeg mig lidt tid til skriveriet på en regnvejrsdag i Kanazawa. Har lejet en studie-plads for dagen, i et stormagasin lige overfor mit hotel:

For 130 kr. kan jeg sidde her hele dagen og drikke kaffe/te/juice/you-name-it og spise alle de mere eller mindre eksotiske snacks og kop-nudler, jeg kunne drømme om:

Jeg har en ambition om at være lidt ekstra eventyrlysten herovre. Og i dag har jeg så dækket mig ind ved at konsummere denne, ikke specielt appellerende, grønne snack som jeg regnede med ville smage af grøn te:

<Grøn snack, der ikke smager af grøn te>

Det gjorde den ikke. Meget forvirrende.

Men altså, de bliver ved med at imponere mig med deres koncepter, japanerne. Har vi noget lignende derhjemme? I så fald koster det nok en halv måneds husleje.

Noget andet de i øvrigt kan japanerne, er at spille flere slags musik på én gang i samme butik. Det går op for mig skrivende stund, at jeg lige nu sidder og lytter til både panfløjte-musik og japansk pop med lige høj volumen. Det er da egentlig til at blive lidt sindssyg af. Så nu vil jeg daffe ud og finde noget frokost.

Nyd venligst det dejlige vejr derhjemme, mens jeg finder ja-hatten frem og klarer mig igennem endnu en kold regnvejrsdag…