Nå men…jeg kan forstå, at I går derhjemme og entusiastisk følger med i kirsebærblomstringen herovre? Det er meget sødt. Men jeg er ked af at sige det – jeg tror vi er blevet ført bag lyset!
De dér endeløse rækker af kirsebærtræer, der svajer henover en spejlblank flod, eller danner en smuk lyserød tunnel omkring en lille parksti. Du har set billederne ikk’? Jeg tror simpelthen ikke, at de findes i virkeligheden!
Og det siger jeg ikke, fordi jeg nyder at komme med kontroversielle udmeldinger. Men her forleden, da jeg går ned til Kamo-floden i Kyoto for at drikke min morgenkaffe, bliver kimen til min (sunde!) skepsis overfor det her Sakura-koncept ligesom lagt.
Idet jeg skal til at dreje omkring hjørnet for at komme ned til floden, øjner jeg nogle lyserøde blomster og en del mennesker, der står omkring dem. Jeg når lige at få kriller i maven og tænke:
– NU åbenbarer en hel række af kirsebærtræer sig for mig!! Oh, hvilken fryd…mit første store Sakura-øjeblik.
Men da jeg så drejer helt omkring hjørnet ser jeg, at der er netop to træer. Altså to! En-to. Menneskemængden står og knipser ihærdigt med deres kameraer – igen og igen, for at få det perfekte nærbillede eller selfie. Helt inde i kronen på de stakkels kirsebærtræer, som altså ser lidt udmattede ud.
Det er sikkert blevet til nogle rigtig flotte og frodige billeder, som giver indtryk af, at de vælter rundt i kirsebærblomster.
Og lige dér går der konspirationsteoretiker i mig! Guuud…er mange af de billeder, jeg har set af japanske kirsebærtræer, egentlig ikke også taget ret tæt på? Nogle gange består de faktisk kun af et par grene, der hænger og flagrer ude i kanten af billedet, med et fint tempel i baggrunden. Tænk nu, hvis alle de drømmebilleder jeg svømmer rundt i på sociale medier, i virkeligheden er af de samme to halvsløje kirsebærtræer – bare taget fra forskellige vinkler og tilpas tæt på? Og så har min hjerne lige ekstrapoleret det til overdådige Sakura-landskaber, som slet ikke findes i virkeligheden?
Dét ville sgu da være alletiders største fupnummer, hva’?! Overvej det lige? De, der aldrig har været i Japan ved ikke, at de ser billeder af de samme to træer, igen og igen. De, der er taget hele vejen til Japan for at opleve Sakura, kommer aldrig til at indrømme, at de kun så to forkølede træer.
Okay okay, jeg ved selvfølgelig godt, at der (sandsynligvis) findes mere end to kirsebærtræer i Japan. Men findes der mere end to kirsebærtræer med mindre end 5 meter mellem sig, som blomstrer på samme tid? Dét er spørgsmålet! For hvis ikke, så synes jeg altså man har oversolgt det dér Sakura.
Nu har jeg ikke planlagt min egen rejse efter de kirsebærblomster. Men jeg tror godt, at jeg kunne gå hen og blive et lykkeligere menneske, hvis jeg fik lov at bevidne et af de overdådige, lyserøde landskaber. Så som en lidt atypisk (og i virkeligheden ret uduuelig) konspirationsteoretiker, har jeg sat mig for at modbevise min egen hypotese om, at Sakura er fup.
Men jeg må bare sige, at det indtil videre ikke er gået så godt. Hver gang jeg ser nogle lyserøde blomster, som i øvrigt tit er hvide, så sidder de primært på ét kirsebærtræ! Til gengæld flokkes folk om træet for at tage billeder, som afhang deres liv af det.
Her et billede fra Maruyama Park, hvor der endda er linet op til Hanami (Sakura-festivitas).
Okay, det er nu ret flot ikk’? Og der var også et par småtræer rundt om det store hængetræ – det indrømmer jeg. Men der er langt til overdådigt, lyserødt landskab, hvis du spørger mig.
Her har vi en 1-træs situation i Uji.
Og endnu en, i form af dette halvskaldede træ, som folk var ret vilde med. Nok mest fordi det ligger med en smuk baggrund i form af Byodo-in templet i Uji.
Det ser ikke for lovende ud, hva’?
Affødt af den adfærd, der altid udspiller sig omkring disse ensomme kirsebærtræer, hvor en horde af mennesker skal helt ind i knolden på træet for at forevige det, og det dermed er ret svært selv at få et uforstyrret billede – har jeg fået mig en ny hobby. Nemlig at tage billeder af folk, der tager selfies foran et kirsebærtræ. Så er der aldrig kø. Rimelig smart.
Okay – her havde jeg så et træ for mig selv, i et par sekunder forleden ved Sanjūsangendō Templet med de 1001 Kannon-statuer (som det i øvrigt kan anbefales at se, hvis man skal til Kyoto).
Ja, det er så det foreløbige resultat af min research ude i marken. Der er ikke selekteret i billederne til fordel for min hypotese. Suk!
Men jeg har ikke givet fortabt endnu! I morgen dedikerer jeg dagen til at gå på en sidste intens jagt, inden jeg forlader Kyoto. Opdatering følger!
Og – selv tak for ærlig rejse-journalistik!
Opdatering!
Okay, I kan ånde lettet op. Sakura findes! Det viser sig, at man skal søge efter “Sakura Tunnel” på Google Maps, så får man serveret dette drømmesyn i Kobe (dog forstyrret af folk i deres biler, som ikke var blevet instrueret i at tilsidesætte deres daglige ærinder).
<Sakura Tunnel, Kobe>
Siden da er jeg faktisk væltet rundt i smukke udsigter, der inkluderede en del mere end to blomstrende kirsebærtræer. I Onomichi, på Shimanami Kaido (en 75 km lang cykelrute mellem Onomichi og Imabari) og i Hiroshima. Universets lærestreg til mig, antager jeg…
<Onomichi>
Det var bare det – I kan nu med ro i sindet genoptage jeres liv derhjemme!
Oyama 