Om at gå uforholdsmæssigt meget op i sin rejsetaske (del 1)

Vi må til det. Vi må tale om min rejsetaske! Så bryg du dig bare en kop af din yndlings-te og sæt dig godt til rette.

(En kande faktisk! Det er endt med at blive et frygteligt langt indlæg)

Inden jeg tager hul på hovedemnet, kan jeg berette, at jeg er fløjet sydpå og lige nu befinder mig på Okinawa, hvor jeg holder ferie i ferien. Det lyder måske lidt forkælet, men jeg trængte faktisk til det efter små 2 uger, hvor jeg er halset fra by til by med 1-2 overnatninger hvert sted.

Ferien i ferien foregår på et resort med diverse restauranter, butikker, pool og privat strand. Et ret fint sted, som har karakter af noget, der kunne ligge i Sydeuropa.

Jeg tror simpelthen aldrig, at jeg har været på resort før. Og selvom det ikke har været specielt dyrt, kan jeg ikke lade være med at føle, at man gerne skal være en lidt rig og luksuriøs type, som glider lydløst henover gulvet i en elegant kjole, for at bo her. Men de må nøjes med én, der har en praktisk bomuldskjole fra ONLY med som sit stiveste puds – og som snubler påfaldende meget over sine egne sandaler.

Livet her går ud på at tolerere den forholdsvis høje luftfugtighed, hvilket kan ordnes med en tur i vandet.

Og ellers lave så lidt som muligt. Det går helt hæderligt med det.

Idag var jeg dog på tvungen udflugt i 6,5 time, da jeg havde indvilget i, at de gjorde rent på mit værelse. Det kan faktisk ikke rigtig betale sig at få gjort rent på værelset, for man bliver belønnet med en voucher på knap 100 danske kroner per dag, man springer over (hvaad?!). Men i mit forsøg på at fremstå som en mere luksuriøs type konkluderede jeg, at det var bedst at lade dem give mit værelse bare et enkelt service-tjek på den uge jeg er her.

Det med de vouchere er en del af deres forsøg på at mindske klimabelastningen i at drive sådan et resort. Men et ret vildt koncept at give så stor en monetær belønning!? På den anden side overrasker det mig, hvor ofte jeg på denne tur har måttet insistere hårdnakket på ikke at få skiftet håndklæder hver eneste dag. Det er gået op for mig, at jeg vistnok i min vedholdenhed har virket en smule uhøflig på de kære japanere, som jo vil det så godt.

Jeg er derfor ofte endt med løsningen at have et permanent “Do not disturb”-snorkeskilt hængende på døren. Lidt akavet, når man så lister sig ud af værelset med skiltet på døren, og rengøringspersonalet kigger desorienteret på én. Og står dér med bedende blikke og et ordentligt læs håndklæder i favnen. De vil så frygteligt gerne ind og have lov til at skifte dem ud. Men der må man slå blikket ned og skynde sig ud til elevatoren, mens man siger et eller andet, der ender på maaaaaars (=masu).

Og så kan man ellers gå og have dårlig samvittighed over, at man har frataget dem en modtager af deres ellers upåklagelige service den dag. Og i øvrigt spekulere over om de mon er provisionslønnede og nu får en stram måned? Suk!

Når man så med hiv, sving og dårlig samvittighed er lykkedes med at undvige de rene håndlæder. Ja, så er man det ikke alligevel. For når man kommer tilbage fra tur, hænger der såmænd en pose med 4 nye håndklæder på dørhåndtaget. Som de med garanti vasker, også selvom man gør sit ypperste for at vise dem, at de ikke har været taget i brug.

Nå! Det var lidt et sidespor. MEN – derfor er jeg utroligt tilfreds med, at jeg her på resortet så nemt kan slippe udenom det dér helt misforståede ressourcespild. Og jo, så gør de 100 kroner om dagen sig ret godt på de små-pebrede restauranter.

Første gang jeg skulle hente en voucher nede i receptionen, var sådan lidt akavet. Du ved – når man prøver at tage sig rig og elegant ud i sin ONLY-kjole, og samtidig da virkelig gerne vil have fingrene i en rabatkupon! Så jeg forsøgte mig lidt diskret med en hvisken ud af mundvigen “Today, no cleaning. Voucher?”. Men i stedet for hurtig og diskret ekspedition begyndte et par ansatte i stedet at fable om, at det var da heller ikke i orden, at jeg ikke havde fået rengøring idag, hvis jeg havde bedt om det! (Det er i hvert fald det jeg fik sjusset mig frem til, at de snakkede om). Frygtelig mange sætninger på henholdsvis dårligt engelsk og endnu ringere japansk skulle vi igennem, før misforståelsen blev afklaret, og jeg fik min rabatkupon…meeen ~100 bobs, du!

Anden gang jeg skulle hente min voucher, fornemmede jeg pludselig, at alle omkring mig (på japansk) spurgte efter de her 2000 yen vouchere. Også damerne i de elegante kjoler. Aha! Der er en grund til, at folk på resort er rige. Det er fordi de ikke lader en rabatkupon på 2000 yen gå deres næse forbi.

Nå, men jeg nyder faktisk at tøffe rundt på det her resort. Der er en masse døre og lange gange, man kan lade sig forvirre af. Og så kan man lige slå et smut forbi butikken, der dufter dejligt af solcreme og badedyr, og se om der er kommet noget nyt på hylderne siden igår. Så er den dag gået.

Her til aften har jeg været på jagt efter isterninger. Tidligere idag opdagede jeg nemlig et hemmeligt rum med et skilt på døren, hvor der står “ICE”. Jeg tænkte ikke, at det kunne være så enkelt. Men det kunne det. I rummet finder man netop én ting – en isterning-automat.

Jeg kunne så ikke lige huske, hvor jeg havde set det rum tidligere. Så jeg er netop kommet tilbage fra skattejagt, og kan nu nyde en iskold matcha latte på altanen. Med udsigt til dette kridhvide spektakel af et bryllupskapel.

Jeg er vild med resort-livet.

Bryllupskapeller er jeg i øvrigt stødt på en del af, på de relativt korte distancer jeg har gået her. Jeg fornemmer, at Okinawa er en yndet bryllupsdestination, hvilket giver mening med de hvide sandstrande og det.

Hver eneste dag er jeg rendt ind i et brudepar her på resortet – omringet af et større hold bestående af fotograf, dame der retter på brudens pandehår, (anden) dame der retter på brudens slør, (tredje) dame der holder sig bag brudeparret som bliver fotograferet lige rundt om hjørnet, så hun kan stoppe simple turister i praktiske sandaler fra også at dreje om hjørnet og dermed frejdigt vade ind i deres bryllupsbilleder.

Så nogle gange må man bare væbne sig med tålmodighed, når man skal op i receptionen og hente sin daglige rabatkupon. Til gengæld kvitterer hele holdet med overstrømmende taknemmeligheds-grimassen og en masse flotte ord, når man høfligt leger med på legen.

Noget andet jeg har lagt mærke til her på Okinawa er, at man godt kan gå med solbriller uden at blive taget for at være en Yakuza. I hvert fald har jeg for første gang på rejsen set et større antal japanere med solbriller på. Det kan selvfølgelig bare være, at det er her Yakuzaerne tager på ferie…

Vi runder Okinawa af med en specialbutik i nærheden, som forstår at skyde salget af juleøl i gang i ordentlig tid.

…og lidt solnedgang…bare for at illustrere, at de også har den slags herovre.

Hvorfor er det man altid tror, at andre gider se ens billeder af solnedgange? Jeg ved det ikke, men det tror man. Så her er et til.

Nå, det blev da til en længere smøre her fra Okinawa, hvor jeg som sagt ikke laver en skid. Det kan være, at det er derfor jeg aldrig bliver færdig med indlæg fra steder, hvor jeg faktisk laver en skid.

<Pausefisk fra Hiroshima>

Nu hvor du har det helt rart og afslappet i krop og sind af billeder fra resort-livet, må vi tilbage til tasken!

Sagen er den, at jeg nu (pludselig!) er mere end halvvejs gennem min tur. Så jeg synes godt, at jeg kan tillade mig at gøre status over rejsetasken. Men lad os lige spole tilbage til begyndelsen.

Der skete det, at jeg i forbindelse med planlægningen af min Japan-tur, erhvervede jeg mig en ny hobby. Den går ud på at bruge alle levende øjeblikke på at nørde rejsetaske og optimal pakning – samt foretage prøvepakninger længe inden man skal afsted.

Så hvis du er en af dem, der inden min afrejse, helt uskyldigt, er kommet til at spørge mig om der var styr på pakningen. Ja, så har du allerede været tvangsindlagt til alt for mange detaljer om min rejsetaske. Ikke desto mindre fortjener denne, min mageløse følgesvend, også et blogindlæg. Sådan er det.

Inden jeg bare begynder at plapre løs om vidunderet, er det nok smart, at du lige får sat et ansigt på. Her er han – pakket og klar til afrejse.

– Jamen, hvordan skete det dog, at du endte med så fabelagtig en taske?? Fortæl, fortæl!

Glad for du spørger.

Det hele startede, da jeg bookede flybilletterne, og blev gjort opmærksom på, at jeg måtte tjekke en frygtelig masse bagage ind. Da slog det mig, at jeg da ikke anede, hvilken taske jeg skulle pakke i?! Jeg har ikke nogen default-taske, til en rejse af denne slags. En tur på næsten 3 måneder, hvor jeg ikke har en fast base, men skal flytte mig fra sted til sted i tide og utide. Mest utide.

Jeg var tilpas snedig til at indse, at det nok ikke var klogt bare at gange taskestørrelsen fra sidste Japan-tur (som varede 1 måned) med 3. Det var en åbenlys umulighed at pakke til det antal dage jeg er afsted denne gang – og tøjvaskeri på japansk var noget jeg måtte lære at elske. Heldigvis har vaskemaskinerne herovre væsentlig færre bonus-features end deres toiletter.

Nå – men det gjorde, at min hjerne ligesom tunede ind på en anden kanal. Minimalist-kanalen! På den kanal slog det mig, at jeg da egentlig kunne rejse meget lettere, end jeg først havde tænkt. Jeg begyndte at fundere over, hvor lidt jeg mon kunne nøjes med at pakke, uden at turen blev alt for bøvlet og upraktisk.

Selvom det føltes kontraintuitivt at tænke i baner af at pakke væsentligt mindre end sidst jeg var afsted, føltes det også vidunderligt befriende! Drømmebilleder af mig selv i rask trav fra sted til sted med nærmest ingenting på ryggen, dukkede op hos mig. Dét lignede bestemt lykken! Let og simpelt.

Nu skulle jeg bare finde ud af, hvad det var for en taske jeg havde på ryggen i de drømmebilleder, så de kunne blive til virkelighed. Det at blive rejseminimalist går nemlig hånd i hånd med at erhverve sig en masse minimalist-grej. Jeg har selv set det på nettet.

Skal vi lige nappe et billede af en gigantisk (og lidt intimiderende) katte-lampe i Kyoto?

Efter at have høvlet en masse hjemmesider og tasketyper igennem, faldt jeg altså over ham 45-liters drømmen på billedet ovenfor. Billedet i sig selv dokumenterer selvfølgelig ikke, at tasken har de HELT (!) rigtige rum, i de HELT (!) rigtige størrelser. Så det må du tage mit ord for.

Men den største bonus er næsten, at hovedrummet tilgås på en kuffert-agtig måde. Da jeg påbegyndte taskejagten anede jeg ikke, at en sådan skabning fandtes – en rygkuffert. Men nu hvor jeg aner det, kan jeg da godt se, at det er det eneste rigtige!

For mellem os – det duer altså ikke med det dér sædvanlige hovedspring ned i en afgrundsdyb klassisk backpackertaske. Som i øvrigt er forgæves, fordi man aldrig finder det man har brug for! Og det hele er rodet til bagefter. Suk!

Nå, men det nemme ved at være rejseminimalist er at svinge dankortet og anskaffe sig en lækker rejsetaske. Og diverse andet grej, som vil gøre ens nye rejseminimalist-liv endnu mere minimalistisk. MEN det forpligter at vælge så relativt bette en taske til så relativt lang en tur!

Så man må sætte sig ned ved spisebordet og lommefilosofere grundigt over følgende:

Jamen, hvad dælen kan der overhovedet være i den taske?

Svaret er: Ikke specielt meget. Så det behøver man sådan set ikke fin-tænke ret længe over. Så går man videre til næste spørgsmål.

Jamen, hvilke ikke-specielt-mange-ting skal jeg dog pakke til så lang en tur?

Og her bliver det spændende! For der skal prioriteres med hård hånd, når man skal pakke til 3 måneder med (potentielt) al slag vejr i en 45-liters taske.

Der er ingen tvivl om, at man må gøre brug af lag-på-lag-metoden! Ja – vi er nogle, der har gået og bildt os ind, at den metode er forbeholdt garvede friluftstyper. Som om det var en hemmelig klub, man skal inviteres til at blive medlem af. Men nu har jeg altså bare inviteret mig selv, og er blevet sådan en lag-på-lag-type.

Når man så vælger ingredienserne til sin nye lag-på-lag-stil, kan man med fordel sørge for, at de passer nogenlunde sammen stil- og farvemæssigt, så man kan se rimelig ud på en kobe-bøf restaurant.

Du får lige en pause fra alle mine ord med en vaskeægte kobe-bøf på en tallerken, der befinder sig i Kobe.

En lille cliffhanger til et fremtidigt blogindlæg, hvor du kan se den stegt! Den ser noget mere appetitlig ud tilberedt, hvis du spørger mig.

I min lommefilosoferen over emnet taske-pakning, har jeg moret mig kosteligt med at analysere på, hvad det mon er, man vil give sig selv et stort klap på skulderen for at have pakket, når man er afsted? Og hvad man vil blive virkelig ærgerlig over at have brugt taske-plads på? Det er lidt af en videnskab – et puslespil, der skal lægges – en gåde, der skal løses.

Analyserne udmøntede sig i en pakkeliste, der blev kortere og kortere når jeg lige evaluerede den en ekstra gang. Og endelig var det blevet tid til at kaste mig hovedkuls ud i den første prøvepakning! Det var et utroligt spændende øjeblik for mig, kan du nok forestille dig. For ærligt talt – jeg anede ikke hvad en taske på 45 liter kunne rumme.

På magisk vis kunne hele min pakkeliste være der! Der blev jeg sgu lidt rørt over mig selv. Men det stoppede ikke dér, for en vigtig del af min nye hobby er kontinuerlig optimering af prøve-pakninger. Så der har ligget en mere eller mindre pakket taske i månedsvis inden jeg tog afsted, som jeg så har gået og finpudset på indtil sidste øjeblik.

Og nu kan jeg så spørge mig selv:

Jamen, fungerede den teoretiske pakning så i praksis?

Med fare for at lyde som en selvtilfreds bandit, så må jeg sige JA! I det store hele.

Dog var der i mine japanske dagdrømmerier altid blå himmel. Men i virkelighedens japanske forår kan det åbenbart godt stå ned i ret heftige stænger. Og det gjorde det så – særligt i Tokyo og Kanazawa i begyndelsen af turen. Der nev fortrydelsen over, at jeg i sidste øjeblik havde dømt mine vinter-/gummistøvler ude af prøvepakningen, lidt.

<Regn i Kanazawa>

Jeg fandt dog ret hurtigt en løsning på problemet, men mere om det i et andet indlæg (du glæder dig allerede, siger du?). Og helt ærligt, jeg var blevet vanvittig af at skulle slæbe rundt på de gummirøjsere nu.

Fra Tokyo daffede jeg videre til Nagano-præfekturet, hvor jeg i Yudanaka vandrede gennem sneklædte landskaber for at komme ud at se sneaber. Og selvom sneaber og snelandskaber bestemt lyder som noget, der hører sammen, var jeg alligevel lidt overrasket over, hvor koldt det egentlig var.

Så det var bare på med alt mit tøj, lag-på-lag-på-lag-på-lag. Sådan var rutinen faktisk de første 3-4 uger her i Japan. På med alt tøjet hver eneste dag! Ikke noget paradox of choice dér. Det var befriende simpelt.

Mens jeg for mig selv messede this too shall pass og gjorde mit bedste for at omfavne kulden, hoppede aberne ned i deres egen lille onsen for at holde varmen.

Senere kunne jeg selv nyde den utroligt lækre menneske-onsen på mit overnatningssted – fordi jeg ikke har tatoveringer, og dermed ikke er en Yakuza.

Det minder mig om, at jeg lige skal vise dig noget sjovt fra et hotel jeg boede på i Wakayama.

Nogle steder er de åbenbart begyndt at forstå, at der findes ret mange, helt uskyldige, turister med tatoveringer, som så gerne vil prøve deres onsen. Og det er jo meget sødt, at de sådan (i en prøveperiode!) slækker på deres forbud mod tatoveringer i fællesbadet. For jeg fornemmer, at det forbud står deres hjerte meget nært!

Så stort tillykke, si’r jeg bare! Til jer, der kan få lov at ofre jeres nattesøvn for at benytte hotellets onsen.

Gad vide, hvad succeskriteriet i øvrigt er for den prøveperiode? At de tatoverede turister, trods deres utilregnelige natur, ikke har splittet det hele ad i løbet af natten? Men kan finde ud af at sidde helt stille og roligt, ligesom os andre, og bare nyde det varme vand. Spændende bliver det – med de åbningstider, hvor mange observationer de har at gøre godt med, når der skal konkluderes på prøveperioden?

Men oprigtig talt synes jeg, at de kære japanere skal have point for de gode intentioner!

Nå – tilbage til Yudanaka, hvor jeg fik varmen i hotellets udendørs onsen, mens jeg sad og kiggede ud på træer med sne på. Der blev vejret lige trukket lidt ekstra dybt. Det kan man godt kalde livet, synes jeg.

Jeg har hermed genfundet min glæde ved at være i onsen efter min død-frø-flyder-rundt-på-ryggen-oplevelse i en onsen i 2017.

<Yudanaka>

For at konkludere på pakningen. Jovist – jeg har frosset lidt i ny og næ. Men der kan man godt hanke op i sig selv og huske på, at lidt kuldeeksponering efter sigende er sundt. Ville jeg have pakket mere eller anderledes af den grund? Nææ, det synes jeg faktisk ikke. Det med regnen og de manglende gummistøvler vender vi tilbage til.

Okay – men er livet som rejseminimalist nu virkelig så enestående som jeg har bildt mig selv, og alle jeg kunne komme i nærheden af, ind?

Jeps.

Nu kan det godt være, at du tænker jeg smører tykt på – og liiiige skal slappe lidt af med positiviteten. Men jeg må bare sige, at det føles umådeligt dejligt og let at rejse rundt på denne måde – uden alt muligt gøjl i tasken, som tynger både fysisk og mentalt.

Derudover er det helt utroligt tilfredsstillende at vide præcis, hvad jeg har med – og hvor i tasken det bor. Så tilfredsstillende, at taskepakning, når jeg skal fra sted til sted, er noget jeg i al hemmelighed ser lidt frem til. Det er nærmest blevet en form for meditation.

Her til allersidst ( – det her vanvid af et blogindlæg stopper snart!!), er der én ting mere jeg gang på gang lader mig begejstre over. Nemlig, at der altid er plads til min taske!

I tog – hvor jeg aldrig skal overveje, om den skal have sin egen billet. Se bare hvor beskedent den ligger her på en tog-hylde og ingenting fylder, den gode rygkuffert.

I busser – til Hiroshima og rundt på Okinawa. Her var min taske faktisk lige ved at være for stor til at komme med. Men jeg har metoder til at få den til at syne mindre. Udover den oplagte, som går ud på at tage alt sit tøj på i 23 graders varme og høj luftfugtighed. Og så ligne én, der har det lige tilpas varmt!

Jeg må bare sige, at det er svært at være misundelig på folk, der mosler rundt med kufferter så store som badeværelset på et gennemsnitligt japansk hotel. De kæmper altså en brav kamp (som jeg må dy mig for ikke at filme) for at få de kufferter moset ind gennem den spinkle Hello-Kitty-dør:

Derudover har vi en tilbagevendende situation på hostels, hvor aflåst bagage-opbevaring betyder, at man får tildelt et meget smalt skab, som på ingen måde kan rumme en gennemsnitskuffert. Så alle kufferterne står og fylder udenfor skabene – mens alle skabene (pånær ét) står tomme. Det er altså lidt absurd teater.

Men heller ikke her svigter min taske mig, for den kan mod alle odds – med et lille los bagi, klemmes ind i skabet.

Nååå, men. Det kunne da også være, at jeg så småt skulle tænke på at trække abrupt-afslutningskortet. Du er jo for længst løbet tør for te og/eller faldet i søvn.

Så vi bider indlægget over her. Ja, beklager – der kommer mere. Men det bliver kortere og sjovere! Og så har jeg vist ikke lovet for meget…

So long!