Kan du huske dengang for længe siden, da jeg efterlod os i en ubehagelig forvirring omkring, hvad et livsformål er og hvordan man anskaffer sig ét?
Det jeg havde regnet med ville ske, da jeg trak abrupt-afslutnings-kortet i sidste indlæg (Indledende Strøtanker om Livsformål) og entusiastisk fortsatte min research var, at de endegyldige svar ville melde sig under fanen. Sådan relativt prompte. Men det gjorde de ikke, og det er noget bøvl.
Lad os trøste os på noget japansk terræn:

<Japansk terræn>
Forstå mig ret. Det er ikke fordi det skorter på mennesker, som giver indtryk af at besidde endegyldige svar. Og som gavmildt deler ud af dem. Det gør det ikke. Og man kan blive ganske opslugt af at sidde og inhalere disse endegyldige svar. Men det bliver bare en kende forvirrende, når helt andre mennesker så pludselig har helt andre endegyldige svar. Der kunne det være fedt om man lige havde snakket sammen.
Det krævede længere tids gransken at få af-forvirret mig selv. Men så begyndte jeg også at ane visse fællesnævnere i folks signalement af deres livsformål. Og bedst som jeg sad og dagdrømte om, at nogen ville servere en sammenfatning af disse fællesnævnere for mig, gerne i form af en simpel matematisk formel eller deslige, faldt jeg over nedenstående Venn-diagram. Og det virker faktisk repræsentativt for det, jeg har hørt folk med endegyldige svar sige.
Ifølge dette diagram, skal vores livsformål findes i følgende fællesmængde:

I nogle varianter af diagrammet, står der blot Formål i fællesmængden. Men jeg fornemmer ikke, at denne forskel i tidsudstrækning er essentiel for min videre filosoferen. Så vi fortsætter ufortrødent.
Min begejstring over at blive præsenteret for en simpel matematisk fremstilling af et tilsyneladende komplekst koncept, blev hurtigt afløst af forfærdelse over, at man skal finde sit livsformål i en fællesmængde. De kan da være fine nok fællesmængder. Men de går også bare hurtigt hen og bliver trange ‘ing?
Nå, men ned i den fællesmængde skal vi altså for at finde vores livsformål. Så lad os give den en fair chance. Faktisk slår det mig, at det måske ikke er så svært at skrue sig ned i den optegnede mængde nedenfor:

Mit postulat er nemlig, at mange allerede befinder sig i den i kraft af deres betalte arbejde. For hvis man har et betalt arbejde (og formår at holde på det), må man vel være en slags god til det? Samtidig må præmissen for at have et betalt arbejde være, at verden (eller i det mindste nogen i verden) har brug for det? Eller hvad?
I så fald, er det kun Det Jeg Elsker-mængden vi mangler. Den vender jeg tilbage til.
Men først, holdt! Synes du, at det virkede mistænkeligt let at komme ned i den orange mængde? Det gør jeg. Så jeg vil godt komme med en indsigelse mod mit eget postulat om, at folk med et betalt arbejde per automatik havner i den (og altså blot er én mængde fra at have et livsformål).
Før min indsigelse, som jo sætter os et skridt tilbage – lad os finde styrke i noget japansk terræn:

<Japansk terræn>
Det Verden Har Brug For
Indsigelsen er rettet mod Det Verden Har Brug For-mængden.
Min fornemmelse er, at et livsformål gerne skal føles meget meningsfyldt for indehaveren. Og jeg forestiller mig, at det i høj grad er Det Verden Har Brug For-mængden, der har ansvaret for den følelse.
Men hvad betyder Det Verden Har Brug For, egentlig? Indeholder den alt, hvad tilpas mange synes, at verden har brug for, eller hvad? Jeg er bange for, at det ikke er nok til at gøre de fleste glade og tilfredse, nu om dage. Altså at have et betalt arbejde som nogen, men ikke de selv synes, at verden har brug for.
Når jeg lytter til beretninger fra folk, der mener at have fundet deres livsformål, lader det da også til, at det de giver til verden er et meget personligt bidrag. Et bidrag som de selv synes verden har brug for. De er ofte coaches, yogalærere eller saunagus-mestre. Absolut prisværdige bidrag.
Men jeg kan da godt tænke, at verden i højere grad brug for nogle Fakta-medarbejdere, der gider at sige, hvad det bliver? Så man ikke står dér ved kassen, helt desorienteret. Og i tvivl om, hvad næste skridt i proceduren er? Personligt kender jeg dog ikke nogen, hvis livsformål det er at sidde i kassen i Fakta. Ak, det er noget rod.
Det Jeg Elsker
Udover de potentielle udfordringer med Det Verden Har Brug For-mængden, som muligvis skal justeres til Det Jeg Synes Verden Har Brug For, så må vi også tilbage og finde noget afklaring omkring Det Jeg Elsker-mængden.
Hvordan skal vi komme ned i den? Hvad betyder det i det hele taget at elske sit arbejde? Betyder det, at man ville gøre det, selv hvis man ikke blev betalt for det? Eller betyder det blot, at man er fint fornøjet med at møde op dagligt og udføre det?
Elsker er et halvstort ord, er det ikke? Måske er der simpelthen for høje forventninger til, hvordan det skal føles at gå på arbejde? Er det virkelig meningen, at man skal have kriller i maven af bar’ forventning i F-toget på vej derud? Det er også lidt meget hva’? Der er vel en grund til, at man får penge i bytte?
Et helt andet spørgsmål er, hvad der sker, hvis man i en kortere eller længere periode er uden betalt arbejde. Bliver ens livsformål så suspenderet? Det virker dobbelt-urimeligt.
Ej – jeg gør oprør og trækker abrupt-afslutningskortet! Du overlades hermed til videre lommefilosoferen på egen hånd. Jeg må i gang med at skrive trøste-indlæg til os, der er for store til at skrue hele meningen med vores eksistens ned i den lillebitte fællesmængde.

<Japansk terræn>

<Japansk terræn>

















































