Blog – Oyama

Opfølgende Strøtanker om Livsformål

Kan du huske dengang for længe siden, da jeg efterlod os i en ubehagelig forvirring omkring, hvad et livsformål er og hvordan man anskaffer sig ét?

Det jeg havde regnet med ville ske, da jeg trak abrupt-afslutnings-kortet i sidste indlæg (Indledende Strøtanker om Livsformål) og entusiastisk fortsatte min research var, at de endegyldige svar ville melde sig under fanen. Sådan relativt prompte. Men det gjorde de ikke, og det er noget bøvl.

Lad os trøste os på noget japansk terræn:

Forstå mig ret. Det er ikke fordi det skorter på mennesker, som giver indtryk af at besidde endegyldige svar. Og som gavmildt deler ud af dem. Det gør det ikke. Og man kan blive ganske opslugt af at sidde og inhalere disse endegyldige svar. Men det bliver bare en kende forvirrende, når helt andre mennesker så pludselig har helt andre endegyldige svar. Der kunne det være fedt om man lige havde snakket sammen.

Det krævede længere tids gransken at få af-forvirret mig selv. Men så begyndte jeg også at ane visse fællesnævnere i folks signalement af deres livsformål. Og bedst som jeg sad og dagdrømte om, at nogen ville servere en sammenfatning af disse fællesnævnere for mig, gerne i form af en simpel matematisk formel eller deslige, faldt jeg over nedenstående Venn-diagram. Og det virker faktisk repræsentativt for det, jeg har hørt folk med endegyldige svar sige.

Ifølge dette diagram, skal vores livsformål findes i følgende fællesmængde:

Screenshot 2022-01-13 at 16.51.22

I nogle varianter af diagrammet, står der blot Formål i fællesmængden. Men jeg fornemmer ikke, at denne forskel i tidsudstrækning er essentiel for min videre filosoferen. Så vi fortsætter ufortrødent.

Min begejstring over at blive præsenteret for en simpel matematisk fremstilling af et tilsyneladende komplekst koncept, blev hurtigt afløst af forfærdelse over, at man skal finde sit livsformål i en fællesmængde. De kan da være fine nok fællesmængder. Men de går også bare hurtigt hen og bliver trange ‘ing?

Nå, men ned i den fællesmængde skal vi altså for at finde vores livsformål. Så lad os give den en fair chance. Faktisk slår det mig, at det måske ikke er så svært at skrue sig ned i den optegnede mængde nedenfor:

Mit postulat er nemlig, at mange allerede befinder sig i den i kraft af deres betalte arbejde. For hvis man har et betalt arbejde (og formår at holde på det), må man vel være en slags god til det? Samtidig må præmissen for at have et betalt arbejde være, at verden (eller i det mindste nogen i verden) har brug for det? Eller hvad?

I så fald, er det kun Det Jeg Elsker-mængden vi mangler. Den vender jeg tilbage til.

Men først, holdt! Synes du, at det virkede mistænkeligt let at komme ned i den orange mængde? Det gør jeg. Så jeg vil godt komme med en indsigelse mod mit eget postulat om, at folk med et betalt arbejde per automatik havner i den (og altså blot er én mængde fra at have et livsformål).

Før min indsigelse, som jo sætter os et skridt tilbage – lad os finde styrke i noget japansk terræn:

Det Verden Har Brug For

Indsigelsen er rettet mod Det Verden Har Brug For-mængden.

Min fornemmelse er, at et livsformål gerne skal føles meget meningsfyldt for indehaveren. Og jeg forestiller mig, at det i høj grad er Det Verden Har Brug For-mængden, der har ansvaret for den følelse.

Men hvad betyder Det Verden Har Brug For, egentlig? Indeholder den alt, hvad tilpas mange synes, at verden har brug for, eller hvad? Jeg er bange for, at det ikke er nok til at gøre de fleste glade og tilfredse, nu om dage. Altså at have et betalt arbejde som nogen, men ikke de selv synes, at verden har brug for.

Når jeg lytter til beretninger fra folk, der mener at have fundet deres livsformål, lader det da også til, at det de giver til verden er et meget personligt bidrag. Et bidrag som de selv synes verden har brug for. De er ofte coaches, yogalærere eller saunagus-mestre. Absolut prisværdige bidrag.

Men jeg kan da godt tænke, at verden i højere grad brug for nogle Fakta-medarbejdere, der gider at sige, hvad det bliver? Så man ikke står dér ved kassen, helt desorienteret. Og i tvivl om, hvad næste skridt i proceduren er? Personligt kender jeg dog ikke nogen, hvis livsformål det er at sidde i kassen i Fakta. Ak, det er noget rod.

Det Jeg Elsker

Udover de potentielle udfordringer med Det Verden Har Brug For-mængden, som muligvis skal justeres til Det Jeg Synes Verden Har Brug For, så må vi også tilbage og finde noget afklaring omkring Det Jeg Elsker-mængden.

Hvordan skal vi komme ned i den? Hvad betyder det i det hele taget at elske sit arbejde? Betyder det, at man ville gøre det, selv hvis man ikke blev betalt for det? Eller betyder det blot, at man er fint fornøjet med at møde op dagligt og udføre det?

Elsker er et halvstort ord, er det ikke? Måske er der simpelthen for høje forventninger til, hvordan det skal føles at gå på arbejde? Er det virkelig meningen, at man skal have kriller i maven af bar’ forventning i F-toget på vej derud? Det er også lidt meget hva’? Der er vel en grund til, at man får penge i bytte?

Et helt andet spørgsmål er, hvad der sker, hvis man i en kortere eller længere periode er uden betalt arbejde. Bliver ens livsformål så suspenderet? Det virker dobbelt-urimeligt.

Ej – jeg gør oprør og trækker abrupt-afslutningskortet! Du overlades hermed til videre lommefilosoferen på egen hånd. Jeg må i gang med at skrive trøste-indlæg til os, der er for store til at skrue hele meningen med vores eksistens ned i den lillebitte fællesmængde.

kana24

Indledende Strøtanker om Livsformål

Er det bare mig, der har et ambivalent forhold til konceptet livsformål? Er det noget man bør anskaffe sig? Jeg er i tvivl.

For at være sikker på et validt svar har jeg spurgt Youtube, hvad han mener om “Living without a life purpose” og “Why you don’t need a life purpose”.

Men de svar jeg får, går overhovedet ikke ud på, hvordan jeg lever lykkesagligt til mine dages ende uden et livsformål. Faktisk fornemmer jeg, at jeg fluks bør anskaffe mig ét. Og der er det en lettelse at opdage, at det kun ta’r 5 minutter (det postulerer i hvert fald flere). Så kan man jo passende veksle med den tur i Fakta, man ikke orker at forringe sin dag med.

Og hvorfor så overhovedet beskæftige sig med konceptet livsformål? Jamen, lad for guds skyld være, er mit forslag. Fortsæt hellere dit liv i lykkelig uvidenhed. Men hvis du ligesom jeg partout skal beskæftige dig med de spørgsmål, der har allermest potentiale til at mudre din hjerne, så er det tog jo nok kørt.

Timeout! Er der uskrevne regler for, hvordan man bør opbygge et blogindlæg? Skal den helt store pointe-kanon først skydes af til sidst? I så fald kommer jeg nok til at sabotere det lidt. For jeg har det bedst med allerede nu (som en slags forventningsafstemning) at skuffe dig. Denne skrivelse bliver ikke historien om, hvordan jeg ledte og ledte og endelig fandt mit livsformål. Men snarere historien om hvordan jeg ledte og ledte, blev ret udmattet, tog mig en eskapisme-lur, ledte halvhjertet videre, ikke fandt noget der holdt mere end en uge ad gangen, gav op, og fik det meget bedre.

Hvis du sidder derhjemme med et saligt udtryk i øjnene, fordi du har fundet dig et livsformål, du er tilfreds med. Godt. Skønt. Bliv ved med det. Virkelig. Enjoy. Min egen erfaring er bare, at det her livsformåls-hejs er en bøvlet størrelse.

Det er nok nemmest, hvis jeg starter ved en slags begyndelse – selvom jeg ikke er videre fjantet med at skrive kronologiske udredninger. Så først lidt japansk terræn at styrke os på:

Det er ikke så forfærdelig mange år siden, at min egen boble lavet af lykkelig uvidenhed blev prikket i stykker. Den uvidenhed der ikke vidste, at et særligt formål med livet skulle være nødvendigt. Forstå mig ret, det var ikke fordi min indre lommefilosof (alias kluddermor) lå på den lade side. Hun arbejdede skam på fuldt tryk for at navigere gennem livets bøvl og store spørgsmålstegn.

Men dengang, efter et par evigheder uddannelsessystemet, gik det op for mig, hvor meget min verden, havde snævret sig ind. I forhold til, hvad jeg brugte min tid og energi på. Og det ville jo være alletiders, hvis den havde snævret sig ind omkring det eneste, jeg elsker at beskæftige mig med. Men jeg har ikke noget eneste, jeg elsker at beskæftige mig med. Jeg har dårligt nok noget primært, jeg elsker at beskæftige mig med.

Det faktum, at jeg nu brugte størstedelen af min tid på noget, der kun repræsenterede en lille brøkdel af mit interessefelt gjorde, at jeg følte mig en smule amputeret. Og så var det, at jeg kom til at tænke på et livs-tip en klog japaner engang har givet mig. Altså ikke mig personligt, men alligevel:

Man skal huske at sikre sig, at den stige man er på vej op ad, står lænet mod den rigtige mur/bygning. Gerne inden man er nået for højt op. Jeg vil tro, at tippet gælder for stiger generelt, men her tænker jeg specifikt på den der har med karriere at gøre.

Måske havde jeg bare ikke fået tjekket ordentligt op på placeringen af den stige, inden jeg begyndte at klatre op af den? Måske stod jeg nu højt oppe på en helt forkert bygning? Hvis det var tilfældet, var stigen der så stadig, så jeg kunne klatre ned igen? Skulle jeg overhovedet det? Der var jo temmelig langt ned.

En sådan eksistentiel granskning kræver som bekendt flere ting. Dels at man finkæmmer nettet for mere eller mindre tilfældige menneskers syn på kunsten at være menneske (nok også Kierkegaards). Dels at man sidder lidt på et køkkenbord og stirrer tomt ud i luften, så tingene kan falde på plads. Den slags er tidskrævende, så jeg tog mig et orlov.

Ifm. det deraf følgende navlepilleri, bed jeg mærke i hvor mange, der kaster om sig med ordet livsformål (eller det mere eksotiske life purpose). Og de selvsamme mange synes at være enige om, at det er noget ganske fundamentalt i et menneskeliv – et livsformål.

I starten tænkte jeg, at det lød da også rent magisk! Og som noget, der kunne fri mig for kvaler resten af mine dage. De der proklamerede at have ét, fremstod altid utroligt tilfredse og (lige i overkanten) fredfyldte. Det måtte være svært at føle sig amputeret og have et livsformål på samme tid?

Uden at vide præcist hvad sådan et livsformål var for en størrelse, blev mit første skud fra hoften, at det måtte være noget meget (!) meningsfyldt. Ja. Noget meget (!) meningsfyldt, der skulle vare meget (!) længe.

Det måtte fungere som en form for vejviser, der ville eliminere enhver tvivl, når vigtige beslutninger skulle træffes? Appellerende.

Udfordringen er bare, fandt jeg ud af, at der ikke kommer nogen og overrækker dig et livsformål. Ved en højtidelig ceremoni. Overhovedet ikke faktisk. Man hænger selv på den. Dejligt med al den frihed til selv at vælge. Det er lykken, ved vi.

Så det var bare på med handsken! Der gik dog ikke længe før jeg følte mig nogenlunde ligeså hjælpeløs og forvirret som på en gennemsnitlig tur i Fakta. Den der kun skulle have varet 5 minutter.

Forvirringen gik først og fremmest på, hvordan noget kvalificerer sig til at være et livsformål? Er det en gøren? Er det en væren? Hvor meget tid skal man investere i sit livsformål? Hvis mere end 37 timer om ugen, skal det så også være det, man tjener sine penge på? Når nu det hedder livsformål, så skal det vel være noget, der holder hele livet? Eller kan man vælge om? Og kan man i så fald stadig kalde det et livsformål? Eller bør man i stedet kalde det livsperiodeformål? Må man eventuelt have flere livsformål på én gang? For så kan de måske ligge i dvale lidt på skift?

Men sig mig engang, er et livsformål overhovedet noget man skal lede efter? Eller er det noget, der dumper ned i turbanen, en dag man sidder helt stille og tænker på solskin? Måske er det mere en retrospektiv ting? Et aftryk på verden, man først kan identificere efter et levet liv? For så er det jo faktisk andres ansvar at finde ud af, hvad ens livsformål var. Det letter byrden noget.

Nå, mon ikke vi begge har brug for en pause til at absorbere alle disse uafklarede strøtanker. Regner med at vende tilbage med en masse endegyldige svar inden længe!

So long!

Benspænd

Der er sket det uheldige, at jeg har fået gjort det til et meget alvorligt anliggende at få skrevet et af de dér blogindlæg. Årsagerne er mange og kan primært tilskrives alt for meget spørgsmålstegnsstillende tankevirksomhed. Det foregår sådan her:

– Jamen, skal man ikke have frygtelig meget på hjerte for at skrive sådan et blogindlæg? (Jo!)

– Jamen, er der ikke frygteligt mange, der har det? (Jo!)

– Jamen er det så ikke for sent? (“Neeeeej neeeeej”)

– Hm, never mind. Jeg har alligevel ikke tid, fotogen morgenmad, forstand på trends eller endegyldige svar på noget som helst.

Denne motiverende samtale med mig selv har kastet en 28-29 halve blogindlæg af sig. Med tilsvarende halve pointer, som nu virker blottede for relevans. Ja, jeg er en knag til det med benspænd. Det er som om alting var lettere, da jeg havde japanerne og deres toiletter at skrive om. Ak.

Jeg får helt lyst til at komme bag på mig selv og prøve noget nyt. Så jeg har altså besluttet mig for at være en af de dér ukomplicerede typer, der bare holder sig sådan en blog, fordi de har lyst (whaaaat!??). Og min nye personlighed starter – NU!

I forbindelse med ovenstående beslutning, har jeg har noteret mig, at det er oppe i tiden at gøre ting på sin EGEN måde. Så det vil jeg prøve mig med. Jeg er som regel for snedig til at hoppe med på trends før de er overstået, men jeg giver det her et skud. At gøre det på min EGEN måde. Det med bloggen. Og det har jeg intentioner om (elsker vage løfter) at tage yderst alvorligt.

Min erfaring siger mig, at det er virkelig let at komme til at forveksle sin EGEN måde med en slags gennemsnitsmåde af alle mulige andres måde. Gennemsnitsmåden er en form for ninja, der kommer snigende, forklædt som ens EGEN måde. Forklædningen behøver ikke engang være god. Måske dufter ninjaen bare genkendeligt af kryddere med ost. Eller måske har den bløde arme som ens farmor. Med andre ord – man føler sig tryg ved ninjaen, og kommer derfor til at gøre som den siger.

Hvis det skal lykkes mig at afsløre gennemsnitsmåde-ninjaen i ikke at være min EGEN måde, må jeg naturligvis have en form for signalement af min EGEN måde. Så det har jeg funderet lidt over. Hvordan min EGEN måde ser ud. Og her ramler jeg ind i et paradoks. For et af de vigtigste kendetegn ved min EGEN måde er, at den ikke ser ud på nogen bestemt måde.

Men som et værn mod mine egne benspænd og en form for forventningsafstemning, er her et par ting, jeg vil give mig selv lov til med denne blog:

– At skrive for min egen skyld. “Nå nå, med den på…” tænker du. Lad mig forklare. At stykke disse hersens blogindlæg sammen er noget, jeg morer mig kosteligt med. Morskaben bliver dog jævnligt afbrudt af et af mine benspænd. Nemlig det benspænd, der påstår, at jeg jo ikke BARE kan skrive for min egen skyld. Det skal have værdi for nogen udover mig selv. Faktisk helst HELE verden. På én gang. Det er jeg ikke som sådan uenig i. På den anden side kan det godt gå hen og blive temmelig besværligt, når man ikke ved, hvad nogen/HELE verden har brug for. Og har nogen/HELE verden overhovedet brug for noget fra mig? Der hersker tvivl. Jeg holder mig derfor til at skrive for min egen skyld. Det må være det bedste for alle parter.

– At koge suppe på små og tilsyneladende ligegyldige ting. Er livet egentlig ikke lavet af små og tilsyneladende ligegyldige ting? Altså sagt i al positivitet og opstemthed.

– At være fri til periodevist ikke at koge suppe på noget som helst. Nogle gange har man bare ikke noget i køleskabet, der er en suppe værdig.

– At tage mig tid til at koge den suppe. Slow cooking. Det smager da også tit bedre? Jeg vil faktisk godt slå et slag for ikke at nå en skid af det, man sætter sig for. Medmindre man får sin løn for det, altså. Så skal man nok helst nå en skid. Ej, det handler i virkeligheden om, at jeg godt slå et slag for, at man giver sig tid. Til at pusle, nørde og finpudse. Langsommelighed er en overset dyd, hvis du spørger mig. Jeg forsøger jævnligt at imitere min japanske kollega, som bruger vidunderligt lang tid på at gå over til kaffeautomaten.

– At slutte et indlæg helt abrupt, hvis jeg er løbet tør for gode afrundinger/konklusioner/pointer (nok under dække af, at jeg giver dig stof til eftertanke og videre lommefilosoferen på egen hånd). Et af mine benspænd bilder mig nemlig ind, at det nok er bedst, hvis jeg skriver udtømmende, afhandlingslignende tekster, der munder ud i en klar konklusion med to streger under. Længe leve mit ukuelige matematiker-gen.

– At skifte mening om ting, man alligevel ikke kan sætte to streger under.

– At kaste om mig med billeder af japanerne og deres terræn. Specielt i indlæg, der intet har med dem at gøre. Jeg er nemlig typen, der ikke befinder mig på Instagram. Og det betyder, at jeg ligger inde med nogle ret fine billeder af ting, som jo så ikke er sket. Fordi ingen har set billeder af dem. Men måske kan jeg få dem til at ske retrospektivt?

Fremkald

– Ikke at involvere dig i mine morgenmadsrutiner. De er primært beige.

– Ikke at flove mig (hvorfor holdt man nogensinde op med at sige det?) hvis jeg skifter mening ift. ovenstående. Altså det med morgenmaden.

Hvis du synes, at ovenstående virker rimeligt, og har lyst til at læse med, er du hermed inviteret indenfor.

Camping & Universets overraskelser

Mon ikke jeg bare skal lægge ud med at indrømme, at jeg i skrivende stund er en smule tirsdagssnaldret. Sådan kan det gå, når man kaster sig ud i et glas sake (føj i øvrigt) til maden. Hermed har jeg fraskrevet mig ansvaret for nedenstående skriverier.

Og så blev jeg distraheret af noget og fik ikke skrevet mere den aften.

[ Sove sove…]

Jeg har været en del på farten siden sidst og befinder mig pt. i Takayama, sidste destination før jeg vender retur til Tokyo inden hjemrejsen. En mindre by midt-ish i Japan et sted mellem Kyoto og Tokyo, tæt på de japanske alper. For mere eksakt info henvises til nettet.

Men lad mig skrue tiden lidt tilbage. Kronologi skaber en vis tryghed hos folk.

Naoshima

Da jeg forlader Kyoto for at tage til Naoshima, en lille ø et stykke mod sydvest, er det med høje forventninger. Alene i kraft af, at det vil blive noget helt andet end bylivet. Og det er selvsamme høje forventninger, der får mig nogenlunde overskudsagtigt gennem transport-sekvensen:

Tog -> Tog -> Tog -> Tog -> Færge -> Bus

med 30 kg bagage. Måske bidrager det også, at en ældre dame i toget pludselig lægger sin Kryds & Tværs fra sig og kommer over og lukker min hånd omkring to små poser snacks (sandsynligvis smagsprøver fra selvsamme Kryds & Tværs). På den dér bedstemor-agtige måde “Tag du dem. Jo jo, de er til dig.”

Meget overraskende kan mine forventninger til Naoshima godt overgås af virkeligheden. Det er i hvert fald tilfældet, da jeg bliver tildelt denne fantastiske vogn med fuldstændig uforstyrret udsigt til bølger og bjerge:

Livet på øen må karakteriseres som yderst stille og roligt. Det går primært ud på ikke at erhverve sig for mange myggestik og sørge for at få noget at spise inden hele øen lukker ned. Samt slentre rundt i den smukke natur mellem museer og skulpturer i det fri.

Måske du kan gætte en kunstner, hvis navn det står med prikker:

Nå, men jeg bliver altså udfordret lidt på det dér med at geare ned ovenpå de japanske storbyer og bare nyde stilheden. Det lykkes ret godt når mørket falder på, og jeg kryber ned i min sovepose og lytter til bølgernes små eksplosioner med god læsning og kaffe.

Apropos Murakami, så har tilfældighedernes spil gjort, at vi ikke er rendt ind i hinanden herovre. Kald mig bare optimist, men jeg havde ærligt talt regnet med, at Universet ville samle sine kræfter om at få et møde sat op. Nuvel, det kan nås endnu.

Jeg sætter punktum for ø-opholdet med en “Open Sky Night” på Chichu Art Museum. Den går ud på at observere himlens forandringer gennem et stort firkantet hul i loftet mens solen går ned, akkompagneret af skiftende LED-belysning.

De opfordrer til fuldstændig ro, så man kan lade sig opsluge af seancen. Helt fint med mig. Jeg har ingen planer om at konversere nogen. Men hvorfor er det nu, at så snart jeg eksplicit får at vide, at nu skal jeg venligst være musestille, så går min spytproduktion TOTALT bananas? På den dér måde, hvor et helt ocean skal passere min hals, hver gang jeg synker. Et helt ocean larmer.

Bliver meget lettet, da damen ved siden af mig begynder at nikke en masse med hovedet og trække vejret så tungt, at det overdøver min kamp mod druknedøden.

Osaka

Kender I de dér dage, hvor man opdager, at Universet faktisk sørger for, at alt går op i en højere enhed?

Min første dag i Osaka er sådan én. Osaka var primært planlagt som en mellemlanding på vejen til Takayama, så det er uden de store forventninger, at jeg når frem til Shin-Osaka Station.

Her prøver en sød ældre japaner med orange lyssværd (almindeligt pegeredskab for japaner med autoritet i trafikken) forgæves at guide mig videre i retning mod mit hostel.

Eksempel på trafik-lyssværd (Gion, Kyoto):

DSC_2024_edited

En anden ældre japaner kommer mig til undsætning. Han bor på 20. år i New York, så hans engelsk er lidt bedre (men faktisk kun lidt bedre). Vi følges det meste af vejen og snakker om Trump, og japanerens underbo Anthony Wiener.

Jeg er i godt humør, da jeg ankommer til mit hostel. Synes allerede, at Osaka behandler mig ret pænt. Jeg bliver modtaget af en tynd og lidt kejtet, men storsmilende ung fyr. Han mener, at Naoshima umuligt kan have været smukkere end ham. ELSKER når der ingen åbenlys korrelation er mellem udseende og grad af selvtillid.

Jeg føler ikke for noget særligt om aftenen, da det har været en lang rejsedag. Beslutter dog at gå en lille tur i et anbefalet område i nærheden, Namba. Havner i en forfærdelig shoppinggade, hvor man går så tæt, at kun dem der går yderst reelt kan komme ud af slangen af mennesker og ind i de butikker, der måtte friste.

Jeg laver en hurtig afstikker og ender i en tilfældig sidegade, foran en restaurant med moderat indbydende plastik-mad i vinduet. Jeg skal til at gå videre, da Universet stopper mig:

– Du må være sulten. Hvad med at gå derind?

– Øhm. Bare sådan et tilfældigt sted lige op ad en virkelig irriterende gade?

– Mmmmmmnn.

Universet har tit god smag, så jeg tager en hurtig beslutning (efter at have fået den valideret af et par japanske fyre, der kommer ud derfra). Nå ja, men det munder da også kun ud i turens suverænt bedste måltid! Fantastiske reje dumplings:

20170520_201309_edited

og (ok, ham her er ikke så fotogen, men vinder ved nærmere bekendtskab) stegte nudler med okse og alskens svampe:

20170520_201920_edited_edited

Efter måltidet prikker Universet mig diskret på skulderen og spørger om ikke jeg skal huske at købe nye ørepropper, nu jeg skal bo på hostel igen. Jo, tak Univers. Det havde jeg faktisk helt glemt. Det gør jeg.

På vej hjem kommer jeg til at gå over en forkert bro og ender på en usandsynligt trafikeret vej, som jeg må gå en kæmpe omvej for at krydse. Lur mig om ikke det er Universet, der er på spil igen. På omvejen passerer jeg nemlig et skilt, hvor der står:

“Fuck you for passing by. We have been practicing so damn hard. So come down and listen!”

Og hvad har man så af valg? Jeg bevæger mig tøvende ned i kælderen, hvorfra der lyder høj musik (som i hvert fald for et tidligere øre-barn kræver ørepropper…what do you know).

Træder ind i et lillebitte dunkelt lokale, hvor tre karismatiske gutter tager imod mig med gigantiske smil, tilsyneladende overraskede over, at deres irettesættende skilt virkede.

Den ene med spids næse og en form for ninja-hovedbeklædning, den anden med hår helt ned til numsen og et tilbagetrukkent, hemmelighedsfuldt udtryk i ansigtet. Og så en fyr jeg nærmest vil beskrive som smuk med perfekt plukkede øjenbryn, bowlerhat og et par af de dér øreflipudvidende øreringe.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er nødt til at være en del af dette selskab, så jeg sætter mig til rette i den slidte lædersofa med en iskold øl og lytter til en passioneret trio. De er ret dygtige hver især, men er så opslugte af deres eget instrument, at de næsten virker uopmærksomme på sammenspillet.

Men underholdende er det, især når den kvindelige forsanger kaster sig henover klaveret i omkvædet og sørger for, at ikke én af tangenterne bliver forbigået.

20170520_215150_edited_edited

Efter dem spiller endnu et band og efter dem endnu et, med samme grad af passion.

20170520_222235_edited

Da det sidste band går på, begynder det at dæmre for mig. Jeg er, udover et par bedre halvdele til bandmedlemmerne, den eneste i rummet, der ikke har bidraget musikalsk. Et øjeblik er jeg ræd for, at nogen skal komme og hive mig op til trommerne. Men de kender heldigvis ikke til mit talent og jeg går fri.

Aftenen slutter på dramatisk vis, i hvert fald i forhold til det generelle niveau her i Japan. Jeg har flere gange på rejsen tænkt, at hvor er det dog utrolig dejligt, at jeg kan vade rundt alene med mit nye kamera hængende om halsen, når som helst på døgnet og føle mig fuldstændig tryg.

Derfor kommer det bag på mig, at en ung fyr på cykel følger efter mig på vejen hjem. Han ser altså lidt spooky ud. Men det fantastiske er, at da jeg i et bestemt tonefald siger “Please stop following me”, svarer han på japansk (forestiller jeg mig) “Nå ja, okay…” og daffer af. Dermed er god ro og orden genoprettet.

Søndagen spenderer jeg i selskab med en rigtig svensk pige. Sådan én med gyldenbrun hud, helt naturligt lyst hår og fregner på næsen, duftende af frisk luft selvom hun lige er fløjet ind fra Vietnam.

Hun inspirerer mig helt til at blive veganer. Så det er jeg om mandagen.

Takayama

Om tirsdagen bliver jeg trængt op i en krog af tre stykker Hida beef sushi og en rå æggeblomme:

blog2_edited

Så der må jeg trække “skik følge eller land fly”-kortet. Og hvilken fryd det er for min udsultede veganer-krop. Jeg ved faktisk ikke præcist, hvad Hida beef er, så indstiller mig på, at det muligvis er hest, som ikke er en sjælden spise i Japan. Men Hida beef ER rent faktisk okse og ligger og battler med Kobe beef på delikatesseskalaen.

Derudover giver Takayma mig bl.a. de sneklædte bjerge som skyen foran Mount Fuji snød mig for. Her lidt udsigt fra Mount Hotaka (japans 3. højeste bjerg på 3190 meter):

Blog 23_edited

Nå, men det er vist meget godt jeg snart vender snuden hjemad. Facebook er begyndt at snakke japansk til mig og give mig en masse input til min japanske livsstil.

Ses om lidt!

Tæt på

Hej folkens!

Ved ikke hvordan det står til derhjemme, men herovre ræser tiden afsted som ét af japans højhastighedstog.

Kanazawa er allerede fortid og jeg sidder i skrivende stund på en Starbucks i Kyoto og nyder min første japanske matcha latte. Husker pludselig hvorfor jeg blev afhængig af det stads derhjemme. Her smager den dog væsentligt mindre af te, noget mere af sukker.

Idag er den første grå-våde dag herovre. Men på en rar måde. Som en sommerregnvejrsdag derhjemme, der er tilforladelig nok til, at man kan beholde sandalerne på og krybe sammen under en presenning et sted (som man jo ofte gør). De smalle gader dufter friskt og er fulde af mennesker med paraplyer i hænderne, som idag får lov at til skærme for regn istedet for sol.

Jeg ser det som en opfordring til at få skrevet lidt igen. Det føles lige nu som en byld, der er svær at få hul på. Bliver næsten ræd for, at mit sprog er ved at forsvinde herovre.

Prøver ellers at huske på at sige noget til mig selv engang imellem. A la “Sådan, mig selv! Vidste du før eller siden ville lykkedes med at finde cornflakes, der bare smager af cornflakes. Ikke melon eller 20 kilo sukker”. Kan afsløre, at det ikke er nogen triviel sag med de cornflakes dér, men det er en længere historie. Som jeg sådan set HAR lyst til at gå ind i, men nu er det blevet sengetid (herhjemme, ikke på Starbucks).

[ Sove sove…]

Nå, men der er såmænd sket en del siden sidst.

Kanazawa

Turen fra Tokyo til Kanazawa er ren VM i behagelighed (tak for nyt yndlingsudtryk, Lene). Den foregår i Shinkansen (ham på billedet ovenfor), der glider lydløst over skinnerne. Udsigten er fantastisk, med sneklædte bjerge og den slags. Næsten ærgerligt, at højhastighedstog kører så stærkt.

Allerede på gåturen fra stationen til mit guesthouse kan jeg mærke, at jeg har noget godt i vente. Går langs små rislende kanaler det meste af vejen og gaderne er befriende stille, måske fordi det er søndag. Min fornemmelse bliver bekræftet, da jeg ved ankomsten bliver plantet i en blød stol og får serveret en kop grøn te og japanske godter. Glemmer næsten, hvor meget jeg trænger til bad og toilet.

Da jeg har kastet teen ned i et par slurke fører ejeren, en sød ældre dame, mig op ad en smal trappe i én af husets afkroge. Begejstringen er stor, da hun åbner døren til dette vidunder af et værelse i traditionel japansk stil:

Lige dér danser mit hjerte altså af glæde (tak for tip, Dina). Derudover er det svært tilfredsstillende for mit matematiker-gen, at jeg nu kan udvide min hypotese om grønne ting til også at omfatte grønne rum:

Grønne rum dufter af grøn te!

I ren ekstase over min nye indsigt går det min næse forbi, at der står en dåse grøn te på mit TV-bord. Eller dvs. det er ikke dét, der går min næse forbi, for jeg drikker flere kopper. Men sammenhængen mellem dåse og duft i rummet. Ja ja, man kan ikke altid være ligeså hurtig som Shinkansen.

Okay, så kausaliteten er måske ikke helt som jeg forventede, men indtil videre gælder det stadig, at grønne rum dufter af grøn te. I øvrigt ved man godt som statistisker, at det dér med kausalitet er stærkt overvurderet.

Den ældre dame udstyrer mig med håndtegnet bykort og manual til aircon’en.

Er det ikke vidunderligt?

Jeg er så stor fan af stedet, at jeg begge aftener køber mad med hjem og hænger ud i det varme fællesbadekar, som jeg får for mig selv.

Ellers kan jeg berette, at jeg er blevet utroligt glad for at tage billeder af ting tæt på. Er det en forbandelse, der følger med at have fået sit første spejlreflekskamera?

Måske. Men det er altså også havernes skyld; Kenroku-en, Kanazawa Castle Park og Gyokusen-Immaru Garden. For der er så ustyrligt mange ting i dem, der er pæne tæt på.

Og jeg ved godt, at andres tæt-på billeder aldrig er ligeså spændende som ens egne, men bare lige ét:

Nå, men det bliver også til et par billeder langt fra. Her fra Kenroku-en:

Og Gyokusen-Immaru Garden:

En ting jeg har set frem til i Kanazawa er 21st Century Museum of Contemporary Art. Her kan man nemlig fint hoppe i poolen, selvom man har glemt badetøj:

Uden de helt store konsekvenser.

Der er desværre kamera forbudt på resten af udstillingen. Det kribler ellers i mig for at tage billeder (tæt på) af Ikeda Manabus værker. Han laver de mest detaljerede tegninger, kæmpe store, hvor man kan blive ved og ved at opdage en ny scene, et nyt dyr, en ny flyvemaskine. Meget fascinerende!

Derudover er jeg et smut forbi Higashi Chaya distriktet, som bedst opsummeres sådan her:

Tak dame i kimono, fordi du vælger at stryge forbi mig lige dér. Husene, som er flere hundrede år gamle er kendetegnet ved trægitter-fronter og fungerer primært som tehuse (nogle inkl. geisha-underholdning), keramik- eller delikatesse-butikker. Det er gået op for mig, at keramik SLET ikke spiller en stor nok rolle i mit liv. Jeg er på dit hold nu, Mutti!

Kyoto

Lægger ud med et kort for at bryde isen…

Jeg har vidst, at jeg ville til Kyoto en dag, siden jeg i 2009 sagde farvel til min amerikanske backpacker-veninde i Tokyo. Jeg skulle videre til Korea, hun til Kyoto.

Jeg har på intet tidspunkt kunnet huske, hvad hun præcist fortalte om Kyoto, men det lød som det helt rigtige at gøre. Det var vist noget med nogle templer og så’n. Og da jeg har svært ved at hidse mig op over at researche en masse inden jeg ankommer til et sted, er jeg heller ikke siden 2009 blevet klogere på, hvad jeg har i vente.

Mit første møde med byen er en 4 km vandretur langs én af de mest trafikerede veje. Thi det var jo potentielt meget mere bøvlet at finde den rigtige bus ved stationen end vandre i 27 grader og høj sol med 25 kg ting og sager på ryggen.

På denne vandretur går det op for mig, at mit billede af Kyoto måske er en kende forvrænget. Jeg havde nok set for mig, at vi var lidt mere ovre i landsbygenren. I ved, hvor alle kender alle, og man enten er til hest eller fods.

Nå. Så i et par timer har jeg det liiiiidt stramt over at have lagt mit længste ophold her. Jeg opdager dog allerede samme aften, hvad Kyoto har at byde på udover store trafikerede veje. Her et par billeder fra det hyggelige kvarter Gion, som nu er et stort geisha-distrikt:

Ellers kan jeg fra Inari Shrine berette, at orange også er det gamle sort:

…og at der idet billedet bliver taget, står en horde af mennesker bag mig og venter på, at jeg kommer videre i teksten.

Derudover findes “Sex and the City” selvfølgelig også på japansk:

Da jeg kigger mine billeder igennem, går det op for mig, at jeg kun har billeder af kimono-piger bagfra. Pludselig kan jeg mærke en mission om også at få et forfra-billede i hus, vokse i mig.

Så da der dagen efter pludselig kommer to uskyldige kimono-klædte piger gående op ad en lille vej mod mig, går der altså paparazzi i den. Jeg bliver en blanding af turisten, der bare skal have sit skud i kassen og turisten der HAR læst et sted, at japanere ikke nødvendigvis elsker at blive fotograferet af fremmede. Altså, heftigt knipsende, mens jeg undskylder lidt bag kameraet.

Tror de indser, at det er lettere for alle parter, hvis de bare stopper op og ser søde ud:

Jeg siger pænt tak vha. “overstrømmende taknemmeligheds”-grimassen. Alt er godt.

Fredag beslutter jeg mig for, at der skal lidt musik til og køber en billet til noget indføring i traditionel japansk musik. Tænker godt nok, at den er ret billig den billet. Og det går op for mig, at det er fordi jeg selv skal stå for det meste af underholdningen.

Min protesteren må have været halvhjertet, for jeg ender med at stå oppe på scenen og spille tromme med en japansk dame (hende den halve til højre i billedet). Gudskelov man ikke er typen, der bliver specielt shiny i panden af rampelys.

Studser stadig over, hvorfor jeg ligner én, for hvem noget virkelig dejligt er hændt.

Japansk dame og jeg bliver naturligvis gode venner i kraft af vores nyopdagede trommetalent.

Så her sidder jeg med hende og vennerne, en hyggelig og festlig flok. Igen er der ikke så meget engelsk at tage af, så det bliver mest til gentagne high-fives over vores debut på musik-scenen.

Nå, men vi har aftalt at mødes og jamme snart, damen og jeg. Og nu skal jeg selvfølgelig ikke jinx’e det, men har bare på fornemmelsen, at det kan blive stort.

Her på falderebet har jeg lige lyst til at nævne, at jeg for første gang har bukket sådan helhjertet for en japaner. Jeg har gjort antræk til det et stykke tid. I ved, først små nik, så dybere nik. Det lyder måske lidt pjattet, men der er flere ting man skal overveje, inden man kaster sig hovedkuls ud i et decideret buk:

1) Hvor dybt skal jeg bukke? Har hørt, at den der bukker dybest er den anden underlegen. Men på hvilken måde? Alder spiller vist ind. Men skal man f.eks. justere for, hvem der har det fedeste ur eller det mest velplejede hår?

2) Hvor dybt KAN jeg bukke uden at min rygsæk (som ikke lukker ordentligt) og alt dens indhold vælter ned i hovedet på mig?

3) Hvor dybt kan jeg bukke, sådan ift. fleksibilitet og balance? Jeg ved det faktisk ikke, for jeg bliver ved med at glemme at øve, når jeg kommer tilbage på mit værelse. Okay, har lige prøvet, 90 grader går snildt.

Nå, men her forleden (alt er åbenbart sket forleden) købte jeg en kjole af en meget sød pige, som grinede en hel masse og gestikulerede, at den var bare lige i øjet den kjole. Og da hun afsluttede handlen med et meget dybt buk, kom der altså pludselig krop på mit nik.

Jeg tænker, at en helt ny verden vil åbne sig for mig med dette mit første buk.

Godnat og sov godt…

Ohayō

Så godmorgen da…

Jeg har erhvervet mig en form for omvendt jetlag. Det går ud på, at jeg føler mig allermest frisk på de tidspunkter, hvor jeg normalt ville begynde at blive småtræt derhjemme. Og det er så kl.4-6 stykker japansk tid. Super.

Det hjælper nok heller ikke på søvnen at ligge på sovesal med 20 andre, som skal pakke og afsted på alle (u)mulige tidspunkter. Kender du det når folks intention om at være stille, nærmest larmer? Og det der skal ordnes (som larmer) i øvrigt tager dobbelt så lang tid.

Nå, men nu sidder jeg altså her i køkkenet lidt i 4, efter at have klemt øjnene insisterende sammen i en halv times tid, uden at det resulterede i mere søvn. Gudskelov har de kaffekopper af passende størrelse herovre.

20170505_044803

Forleden skete det samme, bare et par timer senere. Klokken lidt over 6 kapitulerede jeg og besluttede mig for at være morgenfrisk med japanerne. Det viste sig at være den BEDSTE idé jeg længe har fået.

Om morgenen indtager de ældre japanere nemlig Ueno Park. Og de sidder altså ikke bare og hænger på en bænk med livløse øjne. Nej, de dyrker Tai Chi (bliver altid lidt i tvivl om, hvorvidt de er i gang med noget eller hvad?), løber eller laver strækøvelser og pull-ups i stativerne (ja ja, med lidt skalering). Træningen afsluttes med morgenmad fra sølvpapirpakker, termokandekaffe, grin og småsludren. Det ser svært hyggeligt ud.

20170504_070826_edited

Da jeg kommer ned i parken, går jeg over mod træningsstativerne, hvor en større gruppe ældre laver strækøvelser, guidet af en mandestemme jeg ikke kan lokalisere. Mange af dem ligner nogle på omkring de 70 år. Så de har vel været en 80-90 stykker.

At observere japanere er min nye yndlingsbeskæftigelse, og det her er en perfekt mulighed for lidt diskret luren. De har fuldt fokus på deres stræk og jeg kommer til at blende så fint ind her med mine knæ-øvelser. Not what happened.

Mindre end 10 skridt inde i en elastikøvelse peger en lettere krumrygget mand, med øjne der stråler om kap med solen, ned på elastikken omkring mine fødder, siger “Eeeeeeh Eeeeeeh” (du ved – klassisk japansk begejstringslyd) og skraldgriner. Jeg griner tilbage og peger på mit knæ for at forklare formålet. Han mener, at underholdningsværdien af mine udfoldelser er så stor, at flere skal have glæde af den. Han tøffer derfor rundt til de nærmeste damer, som straks følger trop; peger, griner og siger en masse jeg ikke forstår. Jeg forsøger at lokke den ene dame til at prøve min elastik, men hun griner bare og lader som om hun ikke aner, hvad jeg er ude på.

Da jeg vinker farvel til dem lidt senere er det med et varmt hjerte. Både fordi det var et smukt eksempel på kommunikation uden ord. Men også fordi det var utroligt livsbekræftende at opleve mennesker i den alder så fulde af begejstring og nysgerrighed.

I det hele taget fornemmer jeg, at ældre mennesker spiller en mere aktiv rolle i det japanske gadebillede. F.eks. disse dejlige damer, der spiller traditionel japansk musik i forbindelse med min ankomst til Japan (eller Golden Week) i Yoyogi Park:

Blog 13

Jeg har efterhånden også set flere virkelig gamle mænd cykle rundt med styret i den ene hånd og stokken i den anden.

Når jeg bliver gammel vil jeg være japaner.

Det går rimelig godt med ikke at kunne sproget. Både i den forstand, at jeg stadig ikke kan sproget. Men også i den forstand, at jeg har tilegnet mig nogle overlevelsesstrategier.

Strategi 1

Læg dine vågne timer i et tidsinterval, der er kompatibelt med de ord du kan. Hvis du f.eks. som jeg er blevet god til “Ohayō” (godmorgen), så stå op ved 4-tiden og gå i seng igen, når det begynder at virke åndssvagt at sige.

Strategi 2

I situationer, hvor det forventes at du siger noget, men “Ohayō” ikke er fyldestgørende/relevant.

Find da en grimasse du synes udtrykker det du ville have sagt, hvis du kunne. Giv den bare hele armen med mimikken for at kompensere for din mangel på sprog. F.eks. fungerer “overstrømmende taknemmeligheds”-grimassen i mange situationer.

Strategi 3

Du står med en madvare og kunne godt tænke dig at vide, hvor frisk den er. Du ser en dato på indpakningen. Det er dags dato. Du tænker “ej, det er alligevel ikke helt godt”.

Men så bliver du i tvivl om, hvorvidt det faktisk er fremstillingsdatoen, da der kun står én dato på emballagen. For så er det jo faktisk en ret god dato. Undersøg nu diverse andre madvarer. Led til du finder én med en dato efter dags dato. Sammenlign de japanske tegn ud for datoen, et for et, på din og sammenligningsmadvaren. Hvis de ikke matcher, er din madvare (sandsynligvis) fremstillet idag. Hvis de matcher, er din madvare (sandsynligvis) kun holdbar til og med idag. Bum.

Strategi 4

Du står med en vare du godt kunne tænke dig at konsumere, men ved ikke, hvad det er. Den primære emballagefarve er grøn.

Konklusion: det er ligegyldigt, hvad det er. Det smager af grøn te.

20170503_144137_edited

I den mere klassiske turistgenre kan jeg fortælle, at jeg idag har været i Hakone, en 3 timers bus/togtur fra Tokyo (man må jo udnytte sit omvendte jetlag til de længere afstikkere). Mit primære formål var at få et godt kig til Mount Fuji. Du kan selv vurdere, hvordan det gik…

Bloggi 3_edited

Hvis du spørger mig havde den sky rigelig med plads at boltre sig på (som ikke var foran bjerget). Men altså, smukt var det jo alligevel. Virkelig smukt faktisk…

Blokk 2_edited

Dagene går hurtigt her i Tokyo og nu er det videre til næste stop, Kanazawa:

Map Kanasawa

En mindre by med ca. 1/2 mio. indbyggere. Selvom jeg er vild med Tokyo, bliver det nu meget rart at komme lidt væk fra gader som denne:

DSC_0591_edited

Vi runder af med lidt hipster-stemning fra kvarteret Shimokitazawa i Tokyo:

Screen Shot 2017-05-06 at 17.24.18_edited

Blog 65_edited

blog 61_edited

Screen Shot 2017-05-06 at 17.22.43_edited

Japan din skøre starut

Lad mig starte med at konstatere, at Japan (indtil videre Tokyo) er lige så vidunderligt skør som jeg huskede:

Blog 5_edited_edited

Folk lader generelt til at være upåvirkede af Batman og rov, så jeg konkluderer, at de er en integreret del af onsdagstrafikken.

Ja, og så er jeg for lidt med på trends til at have opfanget, at katte er totalt sidste år. Det er pindsvin i år simpelthen. Spis wokret med den ene hånd, kæl et pindsvin med den anden.

Blog 1_edited

Nå men for at starte med starten går rejsen herover som en drøm. To sæder i flyet, spritny formbar nakkepude (tak Novo) og en flyver-vin udover det sædvanlige.

Selvom stewardessen med paryk-hår siger godnat kl.18.30 dansk tid ved beslutsomt at trække mit plastikgardin ned, bliver det ikke til mere end lidt nikken med hovedet. Til gengæld får jeg set 3 film og udforsket helt nye (potentielle) dobbeltsæde-sovestillinger.

Tokyo lufthavn er så ren, at jeg ville have haft det fint med at spise sushi af gulvet. Alt foregår i et effektivt, men roligt tempo. Folk holder en passende afstand til bagagebåndet og går først helt hen til det, når deres bagage faktisk kommer (hva’ gi’r du mig?!).

Selv undergrunden ligner noget, der ikke har været taget i brug endnu. Eller er det bare mig?

Blog 9

På mit hostel bliver jeg hurtigt genforenet med det forunderlige japanske toilet. Udover effekter til at sløre eventuelle kompromitterende lyde, tilbydes varme i sædet og rengøring af understellet på forskellige niveauer. Efter forsigtigt at have prøvet mig med “Level 1” (et par meget insisterende stråler) betvivler jeg ikke, at man faktisk bliver spulet en meters penge op over toilettet på “Level 3”.

Screenshot 2019-03-21 at 17.59.29

Lige overfor mit hostel ligger den dejlige Ueno Park, som er et udmærket match til mit jetlag. Fuld af smilende japanere, som tager en pause fra deres travle arbejdsliv i disse helligdage, der udgør Golden Week. Folk cykler slingrende med små børn både foran og bagpå eller træner på udendørs maskiner. Skoledrenge sidder ved søen og tegner og ældre mænd med venlige rynker skriver japanske tegn i små notesblokke, som ser yderst spændende og hemmelige ud.

Blog 7_edited

Lidt aftenvandring i området bliver det også til. De smalle gader er fuld af små intime spisesteder, som man dårligt opdager, før man har passeret dem. Medmindre de har udendørs servering.

Billede 2_edited

Mange af stederne ser ud til at køre et tapas-agtigt koncept. Nu må vi se om jeg bider på det. Er generelt gladere for store portioner.

Da jeg kommer hjem fra min aftenvandring uden at være blevet forstået af én eneste japaner, bliver jeg ramt af mit første “hvad filan skulle det til for?” (jf. Tadaaa).

Det går op for mig, at jeg samlet set har udvekslet ca. 10 ord på engelsk og 2 på japansk med nogen i løbet af dagen. Jeg føler mig nogenlunde ligeså alene og fremmedgjort i Tokyo som Scarlett J. i “Lost in translation” (uden sammenligning i øvrigt). Nej Japan, du har ikke lært engelsk, siden jeg var her i 2009.

Nå, men idag har vi så taget revanche, Japan og jeg. Jeg falder bl.a. i snak med en japansk programmør i toget. Hvad er oddsene for det? Jeg ved det ikke. Nå, men vi sludrer lidt om Python og Java. Altså, ordene bliver i hvert fald sagt. Han underviser og skal naturligvis på arbejde, selvom det er helligdag.

Det er tilsyneladende ret almindeligt at arbejde 50-80, for ikke at sige 100 timer, om ugen (er ikke så god til det dér med tal, men er der overhovedet 100 timer på en uge?!).

Af selvsamme årsag må du aldrig vække en japaner, som falder i søvn på din skulder i toget (det er rigtigt!). Japaneren har brug for at sove færdigt på din skulder. Også selvom du ender med at køre adskillelige stationer for langt.

Nå, men programmøren og jeg snakker til jeg har tømt ham for engelsk ordforråd, hvilket passer med, at jeg skal af. Så med en reduceret følelse af at være “Lost in translation” siger jeg nu godnat fra min nye hybel:

My crib.JPG

Tadaaa

Okay. Der må være en øvre grænse for, hvor længe man kan ha’ en hjemmeside, man ikke deler. Og jeg er ret sikker på, at den for mit vedkommende for længst er overskredet.

Men min plan var jo, at den først skulle gøres personlig og præsentabel, så deles. Men som den minimalistiske stil indikerer, har jeg ikke haft held med den rækkefølge. Så nu prøver jeg med den omvendte – først dele, så forme.

Og nu, som i LIGE nu, er et godt tidspunkt. Om lidt er jeg nemlig landet i Japan og har en måneds solo-tur foran mig. Det bliver skønt! Især hvis jeg render ind i hende her igen:

PÃ¥_tur_med_kat

Men forudsigeligt er det også, at jeg med mellemrum vil spørge mig selv, hvad filan det sku’ til for?! Mig alene i en tvivlsom parallel-verden med lydeffekter i toiletterne og caféer med det primære formål at stille folks katte-kæle-sult.

Så for at dokumentere det fantastiske, og give mig selv et formål på dage, hvor det føles knapt så fantastisk, forsøger jeg mig med denne blog.

Følg med, hvis du har lyst. Så vil jeg gøre mit bedste for, at der bliver noget at følge med i.