Kategori: Japan

Mon ikke jeg bare skal lægge ud med at indrømme, at jeg i skrivende stund er en smule tirsdagssnaldret. Sådan kan det gå, når man kaster sig ud i et glas sake (føj i øvrigt) til maden. Hermed har jeg fraskrevet mig ansvaret for nedenstående skriverier.

Og så blev jeg distraheret af noget og fik ikke skrevet mere den aften.

[ Sove sove…]

Jeg har været en del på farten siden sidst og befinder mig pt. i Takayama, sidste destination før jeg vender retur til Tokyo inden hjemrejsen. En mindre by midt-ish i Japan et sted mellem Kyoto og Tokyo, tæt på de japanske alper. For mere eksakt info henvises til nettet.

Men lad mig skrue tiden lidt tilbage. Kronologi skaber en vis tryghed hos folk.

Naoshima

Da jeg forlader Kyoto for at tage til Naoshima, en lille ø et stykke mod sydvest, er det med høje forventninger. Alene i kraft af, at det vil blive noget helt andet end bylivet. Og det er selvsamme høje forventninger, der får mig nogenlunde overskudsagtigt gennem transport-sekvensen:

Tog -> Tog -> Tog -> Tog -> Færge -> Bus

med 30 kg bagage. Måske bidrager det også, at en ældre dame i toget pludselig lægger sin Kryds & Tværs fra sig og kommer over og lukker min hånd omkring to små poser snacks (sandsynligvis smagsprøver fra selvsamme Kryds & Tværs). På den dér bedstemor-agtige måde “Tag du dem. Jo jo, de er til dig.”

Meget overraskende kan mine forventninger til Naoshima godt overgås af virkeligheden. Det er i hvert fald tilfældet, da jeg bliver tildelt denne fantastiske vogn med fuldstændig uforstyrret udsigt til bølger og bjerge:

Livet på øen må karakteriseres som yderst stille og roligt. Det går primært ud på ikke at erhverve sig for mange myggestik og sørge for at få noget at spise inden hele øen lukker ned. Samt slentre rundt i den smukke natur mellem museer og skulpturer i det fri.

Måske du kan gætte en kunstner, hvis navn det står med prikker:

Nå, men jeg bliver altså udfordret lidt på det dér med at geare ned ovenpå de japanske storbyer og bare nyde stilheden. Det lykkes ret godt når mørket falder på, og jeg kryber ned i min sovepose og lytter til bølgernes små eksplosioner med god læsning og kaffe.

Apropos Murakami, så har tilfældighedernes spil gjort, at vi ikke er rendt ind i hinanden herovre. Kald mig bare optimist, men jeg havde ærligt talt regnet med, at Universet ville samle sine kræfter om at få et møde sat op. Nuvel, det kan nås endnu.

Jeg sætter punktum for ø-opholdet med en “Open Sky Night” på Chichu Art Museum. Den går ud på at observere himlens forandringer gennem et stort firkantet hul i loftet mens solen går ned, akkompagneret af skiftende LED-belysning.

De opfordrer til fuldstændig ro, så man kan lade sig opsluge af seancen. Helt fint med mig. Jeg har ingen planer om at konversere nogen. Men hvorfor er det nu, at så snart jeg eksplicit får at vide, at nu skal jeg venligst være musestille, så går min spytproduktion TOTALT bananas? På den dér måde, hvor et helt ocean skal passere min hals, hver gang jeg synker. Et helt ocean larmer.

Bliver meget lettet, da damen ved siden af mig begynder at nikke en masse med hovedet og trække vejret så tungt, at det overdøver min kamp mod druknedøden.

Osaka

Kender I de dér dage, hvor man opdager, at Universet faktisk sørger for, at alt går op i en højere enhed?

Min første dag i Osaka er sådan én. Osaka var primært planlagt som en mellemlanding på vejen til Takayama, så det er uden de store forventninger, at jeg når frem til Shin-Osaka Station.

Her prøver en sød ældre japaner med orange lyssværd (almindeligt pegeredskab for japaner med autoritet i trafikken) forgæves at guide mig videre i retning mod mit hostel.

Eksempel på trafik-lyssværd (Gion, Kyoto):

En anden ældre japaner kommer mig til undsætning. Han bor på 20. år i New York, så hans engelsk er lidt bedre (men faktisk kun lidt bedre). Vi følges det meste af vejen og snakker om Trump, og japanerens underbo Anthony Wiener.

Jeg er i godt humør, da jeg ankommer til mit hostel. Synes allerede, at Osaka behandler mig ret pænt. Jeg bliver modtaget af en tynd og lidt kejtet, men storsmilende ung fyr. Han mener, at Naoshima umuligt kan have været smukkere end ham. ELSKER når der ingen åbenlys korrelation er mellem udseende og grad af selvtillid.

Jeg føler ikke for noget særligt om aftenen, da det har været en lang rejsedag. Beslutter dog at gå en lille tur i et anbefalet område i nærheden, Namba. Havner i en forfærdelig shoppinggade, hvor man går så tæt, at kun dem der går yderst reelt kan komme ud af slangen af mennesker og ind i de butikker, der måtte friste.

Jeg laver en hurtig afstikker og ender i en tilfældig sidegade, foran en restaurant med moderat indbydende plastik-mad i vinduet. Jeg skal til at gå videre, da Universet stopper mig:

– Du må være sulten. Hvad med at gå derind?

– Øhm. Bare sådan et tilfældigt sted lige op ad en virkelig irriterende gade?

– Mmmmmmnn.

Universet har tit god smag, så jeg tager en hurtig beslutning (efter at have fået den valideret af et par japanske fyre, der kommer ud derfra). Nå ja, men det munder da også kun ud i turens suverænt bedste måltid! Fantastiske reje dumplings:

og  (ok, ham her er ikke så fotogen, men vinder ved nærmere bekendtskab) stegte nudler med okse og alskens svampe:

Efter måltidet prikker Universet mig diskret på skulderen og spørger om ikke jeg skal huske at købe nye ørepropper, nu jeg skal bo på hostel igen. Jo, tak Univers. Det havde jeg faktisk helt glemt. Det gør jeg.

På vej hjem kommer jeg til at gå over en forkert bro og ender på en usandsynligt trafikeret vej, som jeg må gå en kæmpe omvej for at krydse. Lur mig om ikke det er Universet, der er på spil igen. På omvejen passerer jeg nemlig et skilt, hvor der står:

“Fuck you for passing by. We have been practicing so damn hard. So come down and listen!”

Og hvad har man så af valg? Jeg bevæger mig tøvende ned i kælderen, hvorfra der lyder høj musik (som i hvert fald for et tidligere øre-barn kræver ørepropper…what do you know).

Træder ind i et lillebitte dunkelt lokale, hvor tre karismatiske gutter tager imod mig med gigantiske smil, tilsyneladende overraskede over, at deres irettesættende skilt virkede.

Den ene med spids næse og en form for ninja-hovedbeklædning, den anden med hår helt ned til numsen og et tilbagetrukkent, hemmelighedsfuldt udtryk i ansigtet. Og så en fyr jeg nærmest vil beskrive som smuk med perfekt plukkede øjenbryn, bowlerhat og et par af de dér øreflipudvidende øreringe.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er nødt til at være en del af dette selskab, så jeg sætter mig til rette i den slidte lædersofa med en iskold øl og lytter til en passioneret trio. De er ret dygtige hver især, men er så opslugte af deres eget instrument, at de næsten virker uopmærksomme på sammenspillet.

Men underholdende er det, især når den kvindelige forsanger kaster sig henover klaveret i omkvædet og sørger for, at ikke én af tangenterne bliver forbigået.

Efter dem spiller endnu et band og efter dem endnu et, med samme grad af passion.

Da det sidste band går på, begynder det at dæmre for mig. Jeg er, udover et par bedre halvdele til bandmedlemmerne, den eneste i rummet, der ikke har bidraget musikalsk. Et øjeblik er jeg ræd for, at nogen skal komme og hive mig op til trommerne. Men de kender heldigvis ikke til mit talent og jeg går fri.

Aftenen slutter på dramatisk vis, i hvert fald i forhold til det generelle niveau her i Japan. Jeg har flere gange på rejsen tænkt, at hvor er det dog utrolig dejligt, at jeg kan vade rundt alene med mit nye kamera hængende om halsen, når som helst på døgnet og føle mig fuldstændig tryg.

Derfor kommer det bag på mig, at en ung fyr på cykel følger efter mig på vejen hjem. Han ser altså lidt spooky ud. Men det fantastiske er, at da jeg i et bestemt tonefald siger “Please stop following me”, svarer han på japansk (forestiller jeg mig) “Nå ja, okay…” og daffer af. Dermed er god ro og orden genoprettet.

Søndagen spenderer jeg i selskab med en rigtig svensk pige. Sådan én med gyldenbrun hud, helt naturligt lyst hår og fregner på næsen, duftende af frisk luft selvom hun lige er fløjet ind fra Vietnam.

Hun inspirerer mig helt til at blive veganer. Så det er jeg om mandagen.

Takayama

Om tirsdagen bliver jeg trængt op i en krog af tre stykker Hida beef sushi og en rå æggeblomme:

Så der må jeg trække “skik følge eller land fly”-kortet. Og hvilken fryd det er for min udsultede veganer-krop. Jeg ved faktisk ikke præcist, hvad Hida beef er, så indstiller mig på, at det muligvis er hest, som ikke er en sjælden spise i Japan. Men Hida beef ER rent faktisk okse og ligger og battler med Kobe beef på delikatesseskalaen.

Derudover giver Takayma mig bl.a. de sneklædte bjerge som skyen foran Mount Fuji snød mig for. Her lidt udsigt fra Mount Hotaka (japans 3. højeste bjerg på 3190 meter):

Nå, men det er vist meget godt jeg snart vender snuden hjemad. Facebook er begyndt at snakke japansk til mig og give mig en masse input til min japanske livsstil.

Ses om lidt!

Så godmorgen da…

Jeg har erhvervet mig en form for omvendt jetlag. Det går ud på, at jeg føler mig allermest frisk på de tidspunkter, hvor jeg normalt ville begynde at blive småtræt derhjemme. Og det er så kl.4-6 stykker japansk tid. Super.

Det hjælper nok heller ikke på søvnen at ligge på sovesal med 20 andre, som skal pakke og afsted på alle (u)mulige tidspunkter. Kender du det når folks intention om at være stille, nærmest larmer? Og det der skal ordnes (som larmer) i øvrigt tager dobbelt så lang tid.

Nå, men nu sidder jeg altså her i køkkenet lidt i 4, efter at have klemt øjnene insisterende sammen i en halv times tid, uden at det resulterede i mere søvn. Gudskelov har de kaffekopper af passende størrelse herovre.

Forleden skete det samme, bare et par timer senere. Klokken lidt over 6 kapitulerede jeg og besluttede mig for at være morgenfrisk med japanerne. Det viste sig at være den BEDSTE idé jeg længe har fået.

Om morgenen indtager de ældre japanere nemlig Ueno Park. Og de sidder altså ikke bare og hænger på en bænk med livløse øjne. Nej, de dyrker Tai Chi (bliver altid lidt i tvivl om, hvorvidt de er i gang med noget eller hvad?), løber eller laver strækøvelser og pull-ups i stativerne (ja ja, med lidt skalering). Træningen afsluttes med morgenmad fra sølvpapirpakker, termokandekaffe, grin og småsludren. Det ser svært hyggeligt ud.

Da jeg kommer ned i parken, går jeg over mod træningsstativerne, hvor en større gruppe ældre laver strækøvelser, guidet af en mandestemme jeg ikke kan lokalisere. Mange af dem ligner nogle på omkring de 70 år. Så de har vel været en 80-90 stykker.

At observere japanere er min nye yndlingsbeskæftigelse, og det her er en perfekt mulighed for lidt diskret luren. De har fuldt fokus på deres stræk og jeg kommer til at blende så fint ind her med mine knæ-øvelser. Not what happened.

Mindre end 10 skridt inde i en elastikøvelse peger en lettere krumrygget mand, med øjne der stråler om kap med solen, ned på elastikken omkring mine fødder, siger “Eeeeeeh Eeeeeeh” (du ved – klassisk japansk begejstringslyd) og skraldgriner. Jeg griner tilbage og peger på mit knæ for at forklare formålet. Han mener, at underholdningsværdien af mine udfoldelser er så stor, at flere skal have glæde af den. Han tøffer derfor rundt til de nærmeste damer, som straks følger trop; peger, griner og siger en masse jeg ikke forstår. Jeg forsøger at lokke den ene dame til at prøve min elastik, men hun griner bare og lader som om hun ikke aner, hvad jeg er ude på.

Da jeg vinker farvel til dem lidt senere er det med et varmt hjerte. Både fordi det var et smukt eksempel på kommunikation uden ord. Men også fordi det var utroligt livsbekræftende at opleve mennesker i den alder så fulde af begejstring og nysgerrighed.

I det hele taget fornemmer jeg, at ældre mennesker spiller en mere aktiv rolle i det japanske gadebillede. F.eks. disse dejlige damer, der spiller traditionel japansk musik i forbindelse med min ankomst til Japan (eller Golden Week) i Yoyogi Park:

Jeg har efterhånden også set flere virkelig gamle mænd cykle rundt med styret i den ene hånd og stokken i den anden.

Når jeg bliver gammel vil jeg være japaner.

Det går rimelig godt med ikke at kunne sproget. Både i den forstand, at jeg stadig ikke kan sproget. Men også i den forstand, at jeg har tilegnet mig nogle overlevelsesstrategier.

Strategi 1

Læg dine vågne timer i et tidsinterval, der er kompatibelt med de ord du kan. Hvis du f.eks. som jeg er blevet god til “Ohayō” (godmorgen), så stå op ved 4-tiden og gå i seng igen, når det begynder at virke åndssvagt at sige.

Strategi 2

I situationer, hvor det forventes at du siger noget, men “Ohayō” ikke er fyldestgørende/relevant.

Find da en grimasse du synes udtrykker det du ville have sagt, hvis du kunne. Giv den bare hele armen med mimikken for at kompensere for din mangel på sprog. F.eks. fungerer “overstrømmende taknemmeligheds”-grimassen i mange situationer.

Strategi 3

Du står med en madvare og kunne godt tænke dig at vide, hvor frisk den er. Du ser en dato på indpakningen. Det er dags dato. Du tænker “ej, det er alligevel ikke helt godt”.

Men så bliver du i tvivl om, hvorvidt det faktisk er fremstillingsdatoen, da der kun står én dato på emballagen. For så er det jo faktisk en ret god dato. Undersøg nu diverse andre madvarer. Led til du finder én med en dato efter dags dato. Sammenlign de japanske tegn ud for datoen, et for et, på din og sammenligningsmadvaren. Hvis de ikke matcher, er din madvare (sandsynligvis) fremstillet idag. Hvis de matcher, er din madvare (sandsynligvis) kun holdbar til og med idag. Bum.

Strategi 4

Du står med en vare du godt kunne tænke dig at konsumere, men ved ikke, hvad det er. Den primære emballagefarve er grøn.

Konklusion: det er ligegyldigt, hvad det er. Det smager af grøn te.

I den mere klassiske turistgenre kan jeg fortælle, at jeg idag har været i Hakone, en 3 timers bus/togtur fra Tokyo (man må jo udnytte sit omvendte jetlag til de længere afstikkere). Mit primære formål var at få et godt kig til Mount Fuji. Du kan selv vurdere, hvordan det gik…

Hvis du spørger mig havde den sky rigelig med plads at boltre sig på (som ikke var foran bjerget). Men altså, smukt var det jo alligevel. Virkelig smukt faktisk…

Dagene går hurtigt her i Tokyo og nu er det videre til næste stop, Kanazawa:

En mindre by med ca. 1/2 mio. indbyggere. Selvom jeg er vild med Tokyo, bliver det nu meget rart at komme lidt væk fra gader som denne:

Vi runder af med lidt hipster-stemning fra kvarteret Shimokitazawa i Tokyo:

Lad mig starte med at konstatere, at Japan (indtil videre Tokyo) er lige så vidunderligt skør som jeg huskede:

Folk lader generelt til at være upåvirkede af Batman og rov, så jeg konkluderer, at de er en integreret del af onsdagstrafikken.

Ja, og så er jeg for lidt med på trends til at have opfanget, at katte er totalt sidste år. Det er pindsvin i år simpelthen. Spis wokret med den ene hånd, kæl et pindsvin med den anden.

Nå men for at starte med starten går rejsen herover som en drøm. To sæder i flyet, spritny formbar nakkepude (tak Novo) og en flyver-vin udover det sædvanlige. 

Selvom stewardessen med paryk-hår siger godnat kl.18.30 dansk tid ved beslutsomt at trække mit plastikgardin ned, bliver det ikke til mere end lidt nikken med hovedet. Til gengæld får jeg set 3 film og udforsket helt nye (potentielle) dobbeltsæde-sovestillinger.

Tokyo lufthavn er så ren, at jeg ville have haft det fint med at spise sushi af gulvet. Alt foregår i et effektivt, men roligt tempo. Folk holder en passende afstand til bagagebåndet og går først helt hen til det, når deres bagage faktisk kommer (hva’ gi’r du mig?!).

Selv undergrunden ligner noget, der ikke har været taget i brug endnu. Eller er det bare mig?

På mit hostel bliver jeg hurtigt genforenet med det forunderlige japanske toilet. Udover effekter til at sløre eventuelle kompromitterende lyde, tilbydes varme i sædet og rengøring af understellet på forskellige niveauer. Efter forsigtigt at have prøvet mig med “Level 1” (et par meget insisterende stråler) betvivler jeg ikke, at man faktisk bliver spulet en meters penge op over toilettet på “Level 3”.

Lige overfor mit hostel ligger den dejlige Ueno Park, som er et udmærket match til mit jetlag. Fuld af smilende japanere, som tager en pause fra deres travle arbejdsliv i disse helligdage, der udgør Golden Week. Folk cykler slingrende med små børn både foran og bagpå eller træner på udendørs maskiner. Skoledrenge sidder ved søen og tegner og ældre mænd med venlige rynker skriver japanske tegn i små notesblokke, som ser yderst spændende og hemmelige ud.

Lidt aftenvandring i området bliver det også til. De smalle gader er fuld af små intime spisesteder, som man dårligt opdager, før man har passeret dem. Medmindre de har udendørs servering.

Mange af stederne ser ud til at køre et tapas-agtigt koncept. Nu må vi se om jeg bider på det. Er generelt gladere for store portioner.

Da jeg kommer hjem fra min aftenvandring uden at være blevet forstået af én eneste japaner, bliver jeg ramt af mit første “hvad filan skulle det til for?” (jf. Tadaaa).

Det går op for mig, at jeg samlet set har udvekslet ca. 10 ord på engelsk og 2 på japansk med nogen i løbet af dagen. Jeg føler mig nogenlunde ligeså alene og fremmedgjort i Tokyo som Scarlett J. i “Lost in translation” (uden sammenligning i øvrigt). Nej Japan, du har ikke lært engelsk, siden jeg var her i 2009.

Nå, men idag har vi så taget revanche, Japan og jeg. Jeg falder bl.a. i snak med en japansk programmør i toget. Hvad er oddsene for det? Jeg ved det ikke. Nå, men vi sludrer lidt om Python og Java. Altså, ordene bliver i hvert fald sagt. Han underviser og skal naturligvis på arbejde, selvom det er helligdag.

Det er tilsyneladende ret almindeligt at arbejde 50-80, for ikke at sige 100 timer, om ugen (er ikke så god til det dér med tal, men er der overhovedet 100 timer på en uge?!).

Af selvsamme årsag må du aldrig vække en japaner, som falder i søvn på din skulder i toget (det er rigtigt!). Japaneren har brug for at sove færdigt på din skulder. Også selvom du ender med at køre adskillelige stationer for langt.

Nå, men programmøren og jeg snakker til jeg har tømt ham for engelsk ordforråd, hvilket passer med, at jeg skal af. Så med en reduceret følelse af at være “Lost in translation” siger jeg nu godnat fra min nye hybel:

Okay. Der må være en øvre grænse for, hvor længe man kan ha’ en hjemmeside, man ikke deler. Og jeg er ret sikker på, at den for mit vedkommende for længst er overskredet.

Men min plan var jo, at den først skulle gøres personlig og præsentabel, så deles. Men som den minimalistiske stil indikerer, har jeg ikke haft held med den rækkefølge. Så nu prøver jeg med den omvendte – først dele, så forme.

Og nu, som i LIGE nu, er et godt tidspunkt. Om lidt er jeg nemlig landet i Japan og har en måneds solo-tur foran mig. Det bliver skønt! Især hvis jeg render ind i hende her igen:

Men forudsigeligt er det også, at jeg med mellemrum vil spørge mig selv, hvad filan det sku’ til for?! Mig alene i en tvivlsom parallel-verden med lydeffekter i toiletterne og caféer med det primære formål at stille folks katte-kæle-sult.

Så for at dokumentere det fantastiske, og give mig selv et formål på dage, hvor det føles knapt så fantastisk, forsøger jeg mig med denne blog.

Følg med, hvis du har lyst. Så vil jeg gøre mit bedste for, at der bliver noget at følge med i.