Om japanske situationer…

Når man sådan er på tur i Japan, er der en del sager, man kan undre sig over.

Altså udover det åbenlyse, som at alt hvad man får brug for i løbet af et gennemsnitligt liv, kan trækkes i en automat. Og at man kan gå på café og kæle med mikro-grise. Pindsvin er 2017.

Om skraldespands-situationen

Skraldespande – ja, de findes som udgangspunkt ikke i det offentlige rum. Det har jeg da lykkelig glemt siden sidst.

Nææh, her forventes man at holde styr på sit eget skrald. En del af grunden til de fraværende skraldespande er tilsyneladende, at man vil forhindre en gentagelse af giftgas-angrebet i Tokyo i 1995.

Det synes du måske virker meget rimeligt. Men jeg kan rapportere, at det er noget værre bøvl i praksis. Og går utroligt dårligt hånd i hånd med alt det emballagerede mad, man kan købe sig rundt omkring i automater og “bekvemmelighedsbutikker”.

F.eks. må man jo fra tid til anden have sig en onigiri at spise, når man sådan tuller rundt i Japans gader og stræder.

<Emballageret onigiri>

Og ikke nok med, at man skal stå helt stille, mens man indtager den! Man er også efterladt med en klump mere eller mindre fedtet emballage, som det er uvist, hvornår man slipper af med.

Bundnaivt antager man, at en sådan mad-handel inkluderer en form for skraldespandsservice. Eller at man, hvis man har sat sig på en parkbænk for at nyde sit køb, nok finder en skraldespand liiige i nærheden. Men her bliver man skuffet.

Som man måske kan forestille sig, er det lidt noget bøvl konstant at skulle finde plads til sin fedtede emballage i den taske, man har med sig på tur. Der jo typisk indeholder ting og sager, som man ønsker forbliver ufedtede. Og man bliver ved med at glemme at tage en tom pose med til formålet. Suk.

Selvom japanerne er meget pligtopfyldende ift. hold-styr-på-dit-eget-skrald-reglen, så fornemmer jeg, at de også finder den en smule udfordrende. For mange steder har det været nødvendigt at sætte et irettesættende skilt op på offentlige toiletter ved skraldespandene til sanitært affald (på både engelsk og japansk).

– Do not leave your domestic garbage here!

Og ikke, at jeg selv har været så fræk at efterlade en to-go-coffee kop i en toilet-skraldespand. Slet ikke! Men skiltet tyder på, at nogen godt kunne blive desperate nok til at foretage en sådan uetisk handling.

Engang imellem sker der det, at man øjner noget og tænker:

– HA! Det dér er helt bestemt en skraldebøtte.

Men det er det aldrig. Se selv:

<En ikke-skraldespand>

Ja, den kunne godt have snydt mig. Den ligner mistænkeligt meget en skraldespand. Sådan en Not-a-trash-can-skraldespand står ofte lige ved siden af den bod, man netop har købt sin onigiri i. Så du kan nok se, at det er meget forvirrende!

Her er en anden genstand, jeg en dag jublende forveksler med en række skraldespande:

<Skraldespandsfatamorgana>

Men nej. Det er det ikke.

Har aldrig fundet ud af, hvad denne snyde-skraldespand inderst inde er. Men synes ikke det er fair at lave sådan en fatamorgana-skulptur i et land, hvor det folk længes allermest efter at rende ind i, er en skraldespand.

Så ned i tasken skal det altså, det skrald. Så man kan slæbe det med hjem på sit japanske værelse, hvor man har sig en skraldespand på størrelse med et fingerbøl.

<Meget lille skraldespand>

Om slippers-situationen

Du ved sikkert godt, at man ikke bare skal vade ind et vilkårligt sted i Japan med sit udendørs fodtøj. Og det giver jo god mening, når man ser et fint værelse som dette beklædt med tatami måtter:

<Meget rene tatami måtter i Kyoto>

Heldigvis stilles der altid indendørs slippes til rådighed. Så langt så godt. Men jeg har opdaget, at slippers har deres eget områdenummer. Og at man skal hoppe fra slippers-par til slipper-par, når man går fra det ene rum til det andet.

På et guesthouse i Matsumoto bliver det meget forvirrende. Fra indgangen og hen til restauranten får man besked på at tage et par “generelle” slippers på. Hvis man så faktisk bor på det guesthouse, skal man ved restauranten skifte til slippers med det rigtige værelsesnavn på. Og når man skal på toilettet, skal man naturligvis skifte til toilet-slippers.

Jeg forstår godt idéen med separate toilet-slippers og hygiejne. Og det lyder da heller ikke ret svært. Men det er det bare! Man glemmer hele tiden at skifte til de rigtige slippers og tilbage igen.

Så det bliver til en masse hej-heeej-tag-jer-slet-ikke-af-mig-grimasser, når jeg vandrer frem og tilbage forbi restauranten, fordi jeg er kommet til at gå videre i et forkert slippers-par.

<Toilet-slippers>

Om den polariserede toilet-situation

Der findes to slags toiletter i Japan.

Ja, jeg gik rundt og troede, at der kun fandtes dem med indbyggede lydeffekter og varme i sæderne (hvilket stadig får mig til at flyve op i chok, når jeg sætter mig, fordi min krop forventer noget koldt).

Men i et stormagasin – på etagen, hvor der sælges Gucci og andet dyrt dametøj, finder man den anden slags toilet. Nemlig squat-toilettet uden håndtag:

Jamen det er sandt – der er ikke noget at holde fast i! Det er bare ned på hug og håbe på det bedste.

Sagen med sådan en række toiletter i et stormagasin er, at bag halvdelen af dørene gemmer sig et fuglefløjts-toilet, og bag den anden halvdel et squat-toilet. At stå og vente i køen er som at være med i en omgang russisk roulette.

Første gang man bliver konfronteret med et af disse squat-toiletter, kan godt blive sådan lidt akavet. Man står i kø med en masse nydelige damer. Man skal tisse en del, så når det endelig bliver ens tur, går man resolut hen og flår døren op til det ledige toilet.

På det tidspunkt tror man jo, at der kun findes én slags toilet i Japan. Som ikke har noget at gøre med at skulle sidde på hug i stramme jeans – og håbe på, at ens moderate balanceevne magter opgaven.

Så når ens øjne møder det porcelænsbeklædte hul i jorden, bliver man noget paf. Man overvejer om bordet fanger, og kigger – med rædslen malet i ansigtet – tilbage mod køen af nydelige damer for at finde svaret. Men damerne i køen er fuldstændig ligeglade. De synes bare, det er fedt, hvis de komme til én person tidligere.

Så man trisser tilbage i køen og prøver lykken en gang mere i toilet-bingo. Selvom man skal huske at være lidt ekstra eventyrlysten, når man er på tur, bliver det lige et ellers tak til squat-toilettet. Det duer ikke at komme til at tisse sig selv på kondiskoene, når man skal ud og bladre videre i Gucci-stativerne.

Til gengæld (uden at det skal lyde forkert) gad jeg da godt være en flue på væggen, når en elegant, midaldrende japansk dame rutineret indtager sådan et toilet.

Om at stige-ombord-på-et-tog-situationen

Hvor jeg skal jeg starte.

Du entrerer en tog-station. Du har hørt, at det er såre simpelt med det japanske transportsystem. Så du er fuld af gå-på-mod! Det er godt – det skal nok få dig langt. Måske finder du hurtigt den rigtige indgang, og får bippet dig ind med din billet. Så langt så godt.

Trods den konstante baggrundsstøj bestående af futuristiske togstations-jingler og 5 forskellige kvindestemmer, der snakker i munden på hinanden om diverse tog som ikke er relevante for dig, lykkes du med at finde det spor, dit tog afgår fra. Det er en sejr, du skal huske at fejre! Gør det med det samme, for den er kortvarig.

Som du står dér og tænker, at nu er arbejdet gjort, nu skal toget bare ankomme – husker du, at du har købt dig en pladsbillet. Av, den var straks værre! For nu er det ikke nok, at du ved hvilket tog du skal med (svarende til, at du f.eks. skal med H-toget derhjemme).

Du skal også finde ud af hvilken geometrisk figur, dit tog er repræsenteret ved. Der er nemlig forskel på om du skal med det trekantede eller det firkantede tog. Det trekantede blå tog består måske af 12 vogne og det firkantede blå tog af 6 vogne. Man kunne fristes til at tro, at de første 6 vogne altid holder det samme sted på perronen. Men nej, det gør de ikke.

Skal du med det trekantede tog, og har pladsbillet til vogn 4, skal du stille dig her:

Hvis du derimod har pladsbillet til vogn 4 i det firkantede blå tog, skal du slet ikke stille dig her.

Derudover skal du visse steder være opmærksom på at stille dig i kø inden for nogle markerede linjer, alt efter om du skal med det førstkommende tog eller toget derefter:

Gad vide om man så skal skifte kø, når det førstkommende tog er kørt, og det næstkommende tog skifter status til det førstkommende? Og går det så helt i hat og briller? For selvom japanerne generelt er hensynfulde i det offentlige rum, så gælder alle kneb, når det handler om at komme med et tog!

Tilbage til det første perronbillede. Som du kan se kræver påstigningsstedet her også, at du er dame. Eller måske bare identificerer dig som dame (selvom jeg ikke er sikker på, at den slags er nået til Japan).

Det er nemlig ikke altid, at damerne i Japan gider at køre i samme togvogn som mændene. Det er noget med vandrende hænder i myldretiden, hvor man kan komme til at stå utroligt tæt.

Når jeg ikke har haft pladsbillet, har jeg ofte stillet mig ved sådan en dame-indgang. Under antagelse af, at der må være ca. dobbelt så mange ledige sæder inde i togvognen, når mændene er sorteret fra.

Man går ind i vognen og glæder sig til at nappe et af de mange ledige sæder, for så at opdage, at en masse mænd strømmer ind i samme togvogn, bare fra en anden indgang!?! Japanerne ser ud som om de synes, at det giver perfekt mening. Så jeg prøver at blende ind og ligne en, der på ingen måde er forvirret.

Noget andet, der kan skabe et lille overraskelsesmoment i et tog, er følgende. Man har udset sig et 2-mandssæde blandt alle 4-mandssæderne, så man ikke skal sidde og slås om benplads med personen overfor. Idet man sætter sig ind på 2-mandsædet…SWUUUUUUSH! Så har en insisterende japansk dame lige vendt et andet 2-mandssæde om, så hendes 4-mandssæde er blevet til et 2-mandssæde, mens mit 2-mandssæde er blevet til et 4-mandssæde. Ja, det kan man åbenbart i Japan – foretage en civil togsædevending.

Man har lyst til at påpege, at det altså er feje tricks. Men jeg ved kun, hvordan man siger høflige ting og madord på Japansk.